Identitet

Ayoe Westh: “Vi tror, at det, vi kan overskue i den indre sommer, bør vi også kunne resten af tiden. At vi skal være på den måde hele tiden. Men det skal vi ikke”

- 22/08/2025

Kender du følelsen af, at du i løbet af en måned er flere forskellige kvinder, der pendulerer fra superwoman til Askepots onde stedmor til tudeprins. Det er ikke så mærkeligt, for præcis som naturen har fire årstider, har kvindekroppens indre landskab det også. I cyklusformidler Ayoe Wesths nye bog ’Superkraft’ lærer hun dig at forstå din cyklus og navigere i de hormonelle skift, der styrer alt fra energi og humør til appetit og seksualitet. Her bringes et redigeret uddrag af bogen.

“Fordi vi lever i en verden, som er opbygget efter mænds 24-timers rytme, ender vi med at fortsætte den del af cyklussen, som er mere handlingsorienteret, hvor vi bruger løs af meget mere energi, end vi faktisk kan holde til”

I løbet af de cirka 28 dage, din cyklus varer, bevæger du dig gennem fire indre årstider, som gemmer på forskellige superkræfter. Når du har spottet mønsteret, vil du vide, hvornår du har størst overblik og handlekraft, hvornår du er mest kreativ og iderig, og hvornår du har brug for ro og restitution. Kvindens cyklus er som et pendul, der svinger roligt frem og tilbage. Når pendulet svinger i den ene retning, møder det sommer og forår – et samarbejdsvilligt stadie, som er præget af, at vores østrogenniveau stiger. Når pendulet svinger tilbage i den modsatte retning, møder det efterår og vinter. Her kommer vi hjem igen til et stadie, hvor vi er mere tro mod os selv og mærker os selv tydeligere, idet østrogenet falder. Ligesom der er indånding og udånding, dag og nat, lys og skygge, mener jeg, at der er nødt til at være en repræsentation af begge dele for at udgøre et hele. Fordi vi lever i en verden, som er opbygget efter mænds 24-timers rytme, ender vi med at fortsætte den del af cyklussen, som er mere handlingsorienteret, hvor vi bruger løs af meget mere energi, end vi faktisk kan holde til. Nogle gange går det fint. Andre gange ender det med PMS, pludselige tudeture, raserianfald og en følelse af, at verden er ved at brase sammen om ørerne på os. Det er ikke, fordi du er i stykker eller bare skal tage dig sammen. Det hele kan tilskrives hormonernes påvirkning. Du er helt normal. Din krop er helt normal. Læs herunder om dine indre fire årstider og øv dig i at komme det hele i forkøbet.

Foto: Chili

Din indre vinter

Det er tid til at gå i vinterhi. Giv dig selv tid til ro og hvile. Gå ind i tomrummet og giv slip. Sæt intentioner for måneden, fordi din forbindelse til din essens er stærk lige nu. I stilheden finder du måske svar på ting, der fylder i dit hoved. Din første blødningsdag udgør dag 1 i din cyklus. Men faktisk er dagene op til blødningen også en del af din indre vinter. Her tager dine hormoner et sidste styrtdyk, indtil de er på det laveste i din cyklus. Det kan mærkes. Mange oplever et tilsvarende drastisk fald i energi eller en slags klokketilstand, som allerede begynder i dagene op til blødningen. Måske kan du genkende oplevelsen af at have været træt og uoplagt i et par dage og så opdage blodet i dine trusser og tænke: ”Ah! Så er det derfor, jeg har haft det sådan”.

For mig kommer der en stærk følelse af forløsning, når blødningen endelig kommer. Jeg tænker på mig selv som en bjørn, der går i vinterhi, når jeg henter min varmepude og min dyne. Mange har en fornemmelse af at være inde i en boble. Stilheden sænker sig i din indre vinter. Jeg har hadet og frygtet min menstruation. Det gør jeg ikke mere. Nu prøver jeg at tænke anderledes på den fase i min cyklus. Vores hormoner, når vi er i kroppens vinter, er på det laveste niveau i vores cyklus. Det betyder, at vi kan føle os trætte. Hvis man lever cyklisk, bruger man den her tid i sin cyklus på at vende blikket indad. Når man ikke har al den larm, som man kan sige, at hormonerne laver, når de når et højt niveau, kan man gribe muligheden for at stoppe op et øjeblik. Gøre status og overveje, hvordan man egentlig har det. Det er meningen, at vi skal hvile os, mens kroppen bløder. Jeg kalder stilheden for the void. På dansk er det ”tomrummet” eller ”mellemrummet”. Jeg ser frem til den og planlægger mit liv, så jeg – så vidt muligt – som minimum har en enkelt dag til at være i stilhed og have ro omkring mig. For i stilheden kan jeg mærke mig selv helt tydeligt. Jeg kan endda høre den lille stemme, som hvisker til mig, hvis jeg er på gale veje, fordi støjen fra hormonerne er væk. Det er min opfattelse, at den lille pause for mig er en kæmpe gevinst. Fordi jeg tager flere af de rigtige beslutninger – og færre af de forkerte – når jeg lytter indgående til mig selv. Så for mig er spørgsmålet ikke, om jeg har tid til at tage pausen, men om jeg har råd til at lade være.

“Jeg kunne aldrig finde på at træffe et vigtigt valg uden først at have haft tankerne med mig i min blødning”

En cyklus begynder og slutter med den indre vinter, og derfor repræsenterer den indre vinter både afslutningen på en cyklus og begyndelsen på en ny. I min undervisning plejer jeg at tale om, at det er både død og genfødsel, vi oplever. Hvis du for eksempel har ønsket dig at blive gravid, er du måske trist, fordi det betyder, at ægget fra ægløsningen ikke er blevet befrugtet. Hvis du frygtede at blive gravid, er der måske lettelse forbundet med blødningen. Andre frygter at få menstruation, fordi det ofte betyder, at de får mange smerter. Der er også nogle, der synes, det er besværligt at skulle håndtere blødningen.

Blød på det

Står du ved en skillevej, eller skal du tage en stor beslutning? Så skulle du måske vente med at beslutte dig, til du har haft din indre vinter. Den stilhed og klarhed, som følger med din indre vinter, kan du bruge til at finde de svar, du leder efter. Hvis jeg selv skal tage store beslutninger, kunne jeg aldrig drømme om at gøre det uden at tage overvejelserne med ind i min indre vinter og lade svaret blive tydeligt i vinterens stilhed. Derfor siger jeg altid, at ”jeg skal bløde på det”, inden jeg giver svar. En del mennesker kigger underligt på mig, når jeg siger det. Men jeg mener det helt alvorligt. Jeg kunne aldrig finde på at træffe et vigtigt valg uden først at have haft tankerne med mig i min blødning.

På dag 2 af min blødning har jeg lært, at jeg skal reservere dagen til mig selv. Jeg er på min sofa, i min seng eller have, og jeg gør status. Jo, jeg kan godt tage på arbejde, men bagefter ligger jeg stille. Erfaringen har lært mig, at det er den dag, hvor jeg får mine bedste ideer. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om det skyldes, at jeg kan holde en pause, og at der derfor er plads til mine ideer. Jeg ved heller ikke, om der er noget i niveauet af hormoner, der får ideerne til at komme. Jeg ved blot af erfaring, at det er rigtigt. Der findes oprindelige folk i Nordamerika, hvor kvinderne trak sig ind i et separat telt, når de blødte. Man mente, at de var mere spirituelt åbne i denne tid. Derfor var de ikke velkomne i svedehytten – her var det mændenes opgave at skabe forbindelse til det guddommelige, og kvinderne måtte ikke forstyrre med den store kraft, man anså blødningen som. Man var altså ikke uren, men derimod kraftfuld. Allerede på dag 3 af blødningen begynder niveauet af østrogen ganske langsomt at stige. Og det betyder, at du langsomt begynder at have lidt mere pep. Og fra dag 5 til 7 begynder foråret at komme

Selvomsorg i din indre vinter

· Hvil

· Giv dig selv ro

· Sørg for at restituere

· Uddelegér opgaver til andre

· Gør indre status og spørg dig selv: ”Hvad slipper jeg?” Det indre og det ydre hænger sammen, så når vi slipper slimhinden, som er vores menstruation, har vi også mulighed for følelsesmæssigt at give slip på noget

· Sæt intentionen for måneden

NØGLEORD

Refleksion · indsigter · pausetid · tænksomhed · gøre status

Foto: Frederik Lentz Andersen

Dit indre forår

Dit indre legebarn har en fest. Du er nysgerrig, og det meste føles let – i hvert fald lettere end for et par dage siden. Foråret er en ny begyndelse. Nyd den ekstra energi og at du kan se nye vinkler og drømme store drømme.

Hormonet østrogen begynder langsomt at stige omkring dag 3 i din cyklus. Det stiger stille og roligt frem til ægløsning. Ikke så mange udsving her. Det påvirker os til ganske langsomt at blive mere udadvendte og vende tilbage til verden fra blødningsboblens isolation. Ligesom bjørnen, der vågner fra sit vinterhi, vågner din krop også langsomt fra sin hvile. Hjerneforskning viser, at kønshormoner gør visse centre af hjernen større. Altså ikke bare mere aktive, men fysisk større. Det påvirker særligt den hastighed, vi henter information ned fra hjernens hylder med, og det gør os i stand til at optage langt større mængder af viden. Mange kvinder elsker denne tid, fordi det kan føles, som om vi ser verden på ny. Nogle føler sig mere kreative, og andre føler sig ligefrem forårskulrede af den stigende energi.

“Når jeg hjælper andre med at leve cyklisk, sammenligner jeg forårets energi med, at man får udbetalt hele sin løn i foråret”

Energien spirer i dit indre forår

Foråret er en livsbekræftende årstid. Mange får lyst til at ordne alle mulige ting, får nye ideer og har igen appetit på verden. Jeg tænker på forårskåde dyr, der leger i solen, og det billede passer godt, når jeg ser på tiden, hvor østrogenniveauet stiger i dit indre forår. Men man skal være lidt varsom. Hvis du planlægger tusind ting til lige præcis denne fase, kan du godt komme til at bruge alle dine kræfter op for hurtigt. Hormonniveauet er kun lige ved at stige, så giv dig selv tid til også bare at slappe af. Når jeg hjælper andre med at leve cyklisk, sammenligner jeg forårets energi med, at man får udbetalt hele sin løn i foråret. Du kan bruge alle pengene på en eftermiddag, men det er ikke særlig smart. For hvad skal så holde dig gående senere på måneden, når østrogenniveauet falder til et meget lavere niveau?

De fleste af os er vant til at løbe ganske hurtigt, og derfor kan vi også nemt springe ud af starthullerne, når foråret kommer. Under blødningen har vi måske sagt nej til sociale arrangementer, meldt afbud og ikke fået ordnet alt det, vi skulle, fordi vi ikke har haft så meget energi – og så kan vi nemt komme til at sætte i sprint, så snart muligheden byder sig. Men hvis du vil have det maksimale ud af dit indre forår, så prøv alligevel at tage den med ro, og nyd, at energien, nysgerrigheden og lysten til leg melder sig.

Slå vejrmøller og dans

I foråret har vi adgang til en side af os selv, som vi ofte underprioriterer, nemlig den barnlige. Lav gadedrengehop eller slå vejrmøller ude på gaden eller dans uden rytme. Det indre forår er tidspunktet, hvor det er nemmest at finde sit indre legebarn frem. Så tænk over, hvor meget af din hverdag der kan gøres mere legende. Jeg prøver at indlægge en masse måske’er i denne del af min cyklus. Forstået på den måde, at jeg sætter spørgsmålstegn ved de ting, jeg ellers bare plejer at gøre på autopilot. Måske kan de gøres på en anden måde, en sjovere måde? Jeg forsøger at gentænke de ting, som med fordel kan gentænkes, og det gælder alt lige fra faste rutiner til de større ting i livet.

Selvomsorg i dit indre forår

· Leg

· Vær kreativ – tegn, mal, arbejd med ler, sy, strik, brodér, lav kollager

· Tørbørst kroppen, og væk den langsomt

· Skriv dine tanker, ideer og drømme ned

· Hop en tur i havet

· Dans og bevæg din krop

· Køb friske blomster til dig selv

NØGLEORD

Leg · lethed · fantasi · nye ideer · nye vinkler · langsommelighed · dagdrømmer

Foto: Frederik Lentz Andersen

Din indre sommer

Din appetit på livet er stor lige nu. Det samme er din lyst til fest og farver – og sex. Du er udadvendt, veltalende og har overskud og energi nok til hele din familie eller venneflok. Nu går det stærkt – men det bliver sjovt. Fasen, vi kalder indre sommer, begynder i perioden op til ægløsning. Hvis man målte hormonernes udsving i en måned, ville de her om sommeren være på deres højeste. Østrogenniveauet peaker. Vi bliver kvikkere, vores hud bliver smukkere. Nogle mener, at de får en særlig glød. Disse ting bunder i, at hele cyklussen biologisk set handler om forplantning. Kvinden skal i princippet kunne finde en sædcelle til at befrugte det æg, som cyklussen er et redskab for at gøre klar. Og derfor gør hormonerne os så veltalende, charmerende, kvikke og samarbejdsvillige som muligt. Østrogen kalder jeg et ”samarbejdshormon”. Vi er nemlig nemme og elskelige, når vi befinder os i vores indre sommer. Det er også her, de fleste bedst kan lide sig selv. Det kan næsten føles, som om vi har en slags superheltekappe på og kan nå alt. Eller at vi står i fuldt diskotøj og er klar til, hvad aftenen end bringer. Oveni får vi et skud testosteron – altså det kønshormon, som mænd er fulde af, og som også præger denne fase i kvindens cyklus. Testosteron øger vores lyst til at handle og til sex. Tilbage til ægløsningen. Længe har vi regnet med, at den lå cirka midtvejs i cyklussen, omkring dag 14. Ligesom længden af cyklus kan variere lidt, vil dagen for din ægløsning dog også kunne variere – så et sted mellem dag 12 og dag 15 vil være meget typisk.

Alt sprudler i din indre sommer

Der er i den grad lagt op til en festlig og til tider hæsblæsende tid med masser af fart på. Som en anden superheltinde har du med største sandsynlighed stor appetit på livet og lyst til fest og farver, og din sociale kalender vil være fyldt til bristepunktet.

Jeg planlægger altid de opgaver, som kræver overskud og overblik, til denne periode, for jeg kan næsten få lavet en hel måneds arbejde på en uges tid. Jeg lægger de lange arbejdsdage ind her, fordi jeg synes, det er sjovt at gå i krig med de ideer, jeg fik under min blødning, som jeg har ladet spire og vokse fra foråret frem til nu. Jeg ved, at jeg er mere veltalende og hurtig på aftrækkeren, og at jeg trives ved at være social. Mine foredrag, præsentationer, pitches og møder lægger jeg også ind i denne periode. For alting glider bare lidt nemmere. I min indre sommer gider jeg bage boller og servere pandekager for mine børn og alle deres venner, og jahatten sidder fast på mit hoved. Men jeg ved også, at jeg aldrig kunne drømme om at have sådan en horde af børn med hjem på første blødningsdag.

“Vi er nemlig nemme og elskelige, når vi befinder os i vores indre sommer. Det er også her, de fleste bedst kan lide sig selv. Det kan næsten føles, som om vi har en slags superheltekappe på og kan nå alt”

Ægløsningsrus

Den er god nok – lige omkring ægløsning kan man næsten føle sig høj. I din krop sker der det, at østrogen nu er på sit højeste og påvirker signalstoffet dopamin, som er et belønningshormon. Testosteron kommer også på banen. Østrogen er det, som gør dig mere udadvendt og i hopla – det giver god mening, at det er på sit højeste netop på dette tidspunkt, hvor du biologisk set har mulighed for at blive gravid. Det er jo ikke så let at opnå befrugtning, hvis du sidder alene hjemme i sofaen. Og testosteron øger din libido. Du får mere lyst til sex. Du er faktisk påviseligt mere ”hot”. Din kropstemperatur er nemlig steget med 0,5-1 grad. Så rent hormonelt må man sige, at det hele spiller for dig. Der er lagt op til, at du går ind i en ret fordelagtig del af din cyklus, og det gælder bare om at udnytte det.

Nyd sommeren, mens den er der

Mange af os tror, at alt det, vi kan overskue i den indre sommer, bør vi også kunne rumme resten af tiden. At meningen er, at vi skal være på den måde hele tiden. Men det er det ikke. Nyd det, mens det foregår, og hav i baghovedet, at dette er en del af din cyklus, men at det ikke udgør hele dig. Sommeren er en del af dig, som godt nok er sjov og overskudsagtig, men som ikke er den eneste version af dig. Når hormonerne skifter, må du lade dig selv gå ned i gear. En af de ting, som vi kvinder i min optik lider under, er, at vi elsker og bliver elsket for at være den, vi er, når vi befinder os på vores maksimum. Når vi er udadvendte og handlende. Måske fordi verden klapper af alt det, vi kan udrette her. Men vi er lige så meget værd, når vi i perioder bare er.

Selvomsorg i din indre sommer

· Dans, som om ingen ser på

· Find det lækre undertøj frem, og tag det på for din egen skyld

· Giv selvomsorg hele vejen

· Syng højere, end du plejer

· Lav en date night med dig selv

NØGLEORD

Energi · lethed · overskud · handlekraft

Husk at trække vejret og passe på dig selv. Det kan godt komme til at gå lidt for stærkt, selv for superwoman – du skal nok nå det hele!

Foto: Frederik Lentz Andersen

Dit indre efterår

Din indre kritiker er stærk. Det samme gælder din intuition og mavefornemmelse. Navigér og organisér! Fokus er på dig selv, så du må sætte tydelige grænser. Omgivelserne skal vide, at sandheden bliver fortalt råt for usødet. Verden ses i helikopterperspektiv. Forestil dig, at dit æg, som er klar til næste ægløsning, ligger inde i en skal. En follikel. Når ægget har forladt folliklen for at tage på rejse videre i æggelederen – for senere måske at blive befrugtet og sætte sig fast i livmoderen – er der kun skallen tilbage. Den tomme skal omdannes til det gule legeme, som producerer det hormon, vi skal bruge i den næste del af vores cyklus, nemlig progesteron. Denne type hormonproducerende kirtel hedder en ”endokrin kirtel”. Dem har du flere af, for eksempel skjoldbruskkirtlen og bugspytkirtlen, men ingen af dem lever så kort som det gule legeme. Det kan nemlig kun overleve i maks. 16 dage.

“PMS er nok lige så kendt en betegnelse verden over blandt både mænd og kvinder som Coca-Cola. Men faktisk er PMS et syndrom og slet ikke noget, alle lider under”

Derfor vil der ikke kunne gå længere end 16 dage fra ægløsning, til blødningen starter. For når det gule legeme forgår efter de 16 dage, er der ikke mere progesteron, og så frigives slimhinden, den har holdt på, og du vil få din menstruation. Har du en lang cyklus, vil det altså være din ægløsning, som ligger forskudt – hvilket vil sige, at dit indre forår og din indre sommer vil vare længere. Det gule legeme producerer 95-98 procent af vores progesteron, mens den sidste lille del produceres i binyrerne. Når man går i overgangsalder, er der kun binyrernes beskedne produktion tilbage. Østrogen, som bygger slimhinden op og gør den klar til et befrugtet æg, har nu fuldført sit arbejde og er herfra på retræte resten af din cyklus. Så dit superudadvendte hormon styrtdykker altså i efteråret og kommer først tilbage til foråret. Testosteron ligger også på så lavt et niveau, at det stort set er ude af billedet. Tilbage er progesteron, som også tager et fald. Men husk, at der ikke er dårlige og gode hormoner eller niveauer. De har bare brug for forskellige betingelser for at trives, og det, de gør ved os rent cyklusmæssigt i deres tilstedeværelse eller fravær, er den enkelte kvinde måske større eller mindre fan af. Når jeg tænker på cyklussens indre efterår, står dette billede stærkest for mig: Klokken kimer, det er midnat, og Askepot løber væk fra slottet. Men kareten er igen blevet et græskar, hestene er blevet til mus, og den smukke kjole er forvandlet til hendes almindelige tøj. Den magiske fortryllelse er hævet. Det svarer til, at sommeren er endegyldigt slut, og at dit indre efterår har meldt sin ankomst. Nogle gange betyder det også, at du går fra at være elskelige Askepot til en af de onde stedsøstre. Der er en grund til, at det indre efterår har et dårligt ry. PMS er nok lige så kendt en betegnelse verden over blandt både mænd og kvinder som Coca-Cola. Men faktisk er PMS et syndrom og slet ikke noget, alle lider under. Alligevel er det oftest det, man forbinder det indre efterår med. Det tegner ikke ligefrem lyst. Personligt har jeg dog en stor kærlighed til denne indre sæson, og mit store ønske er at få dig til at have det ligesådan! Først og fremmest opfører hormonerne sig anderledes, end de gjorde i foråret og sommeren.

Tid til at sætte tempoet ned

Hvis du har det bedst med, at der er god stemning omkring dig, og du helst vil være hende den glade med overskuddet, bliver du højst sandsynligt udfordret i dit efterår. Til gengæld kan du helt tydeligt mærke, hvor dine grænser går. Hvor din opmærksomhed i dit indre forår og i særdeleshed i din sommer har været rettet mod omverdenen, så vender din opmærksomhed nu i retning af dig selv og dine egne behov. Og det er jo meget fint, hvis du har lært, at du skal være lige så meget for dig selv som for alle andre – men min erfaring er, at det har de færreste af os lært. I denne fase er vi nødt til at sætte tempoet ned. Ellers kan du sige goddag til både Vrede og Triste fra tegnefilmen Inderst inde. Man kan diskutere, om det er vores indre efterår, der gør os i dårligt humør, eller om det skyldes, at vi ikke får indrettet os efter den næste sæson i tide. Man kan godt sætte tempoet ned uden at blive helt uduelig. Der er alt muligt andet, som ikke kræver tempo og mange bolde i luften, som kan laves i denne periode, særligt fordi østrogen er ude af billedet. I naturen er efterårsstorme et redskab for træerne til at få bladene til at slippe deres tag i grenene. Hvis du skal overføre naturens storme til dig selv, er der så noget, du kan slippe? Progesteron har ikke brug for, at du gør dig til, for at det kan lykkes at lave en baby. Progesteron synes derimod, at du skal hoppe i et par dejlig bløde joggingbukser, spise mad, slappe af og lige få mærket efter, hvordan du egentlig har det, og om du måske er kommet til at samarbejde over evne og har været lidt for meget ude og for længe oppe. For når vi endelig er hjemme hos os selv igen, finder vi ofte ud af, at det hele går alt for hurtigt, og at presset er for stort. Det er ikke bare dig. Det er sådan, verden er skruet sammen for langt de fleste af os, og når vi mærker det, bliver vi nogle gange kede af det og overvældede. Hvis du har en kæreste, og han ikke har gjort dig gravid, skal du biologisk set ikke bruge ham, før du har ægløsning igen. Ja, det er lidt groft stillet op, men ikke desto mindre er det sådan, vi er skruet sammen biologisk set. Det kan godt bevirke, at du på nuværende tidspunkt synes, din partner er lidt irriterende. Det lyder måske ikke så pænt, men når østrogen er ude ad døren, og progesteron holder fest, kan du godt vinke farvel til den sidste fuck, du har at give, for du har lige præcis nul. Det gør dig nok ikke til den mest samarbejdsvillige i verden, men det gør dig til din egen bedste ven, hvilket er voldsomt undervurderet. Så her begynder optursfortællingen om dit indre efterår. Du kan mærke dig selv og dine grænser meget tydeligt. Hvis du ikke er vant til det og fortsat tænker, du er ansvarlig for den gode stemning, har du et arbejde, der skal gøres her. Men det kan være så befriende, hvis du først prøver.

“Din indre kritiker kan have virkelig travlt og være lidt bitchy, så sørg for, ud over pauser, mad og drikke, at give hende noget at læse kritik på. Og lad det for alt i verden ikke være dig selv”

Tør du mærke efter, hvordan du har det?

Mit råd er, at du skal lytte efter i dit indre efterår. Ikke nødvendigvis handle på det, men notere dig, hvad du mærker. Måske er der noget i dit liv, der skal forandres. Hvis du altid i dit indre efterår bliver træt af en bestemt ting, skal du måske lade være med at sige ”pyt”. Jeg tror, at meget af det, vi kvinder bliver kritiseret for, når vi bliver kaldt hormonelle, er, at vi bliver besværlige og knap så føjelige. Ærligt: Jeg elsker det! Her står jeg, og her står jeg godt. Din indre kritiker kan have virkelig travlt og være lidt bitchy, så sørg for, ud over pauser, mad og drikke, at give hende noget at læse kritik på. Og lad det for alt i verden ikke være dig selv. Jeg har spildt år på at være sur og utilfreds over størrelsen på mine lår eller noget andet tåbeligt i mit efterår i stedet for at bruge min indre kritiker konstruktivt. Når vi som kvinder har så svært ved at håndtere vores indre efterår, kan det så skyldes, at vi har svært ved at håndtere vrede? Jeg tror det. Vi har lært, at vrede ikke er en særlig charmerende eller konstruktiv følelse, og derfor gemmer vi den væk og pakker den ned. Og måske går det i en tid, men pludselig går det ikke længere.

Det svarer til at forsøge at holde en badebold under vand. Det kan man godt et stykke tid, men pludselig springer den op i hovedet på dig. Vrede er en kraftfuld følelse, og der er masser af energi i den, som vi kan bruge positivt, hvis vi giver den en retning. Og lad os være ærlige – der er da masser at være vred over, hvis vi kigger os rundt. Lad mig nævne i flæng: Kvinder arbejder gratis fra 19. november – det svarer til det løngab mellem kønnene på 18 procent, som vi har i Danmark. Vores grundvand er forurenet, der er krige både i og uden for Europa, jorden skriger, og klimaet kan snart ikke vente længere på, at vi vågner. Fortsæt selv listen, hvis du orker, også selvom den ikke er cyklusrelateret. Budskabet er: Brug kraften fra dit indre efterår det rigtige sted. Ligesom havet er vores indre efterår vildt, ustyrligt og nødvendigt, og det bærer en visdom med sig, som vi bør lytte til.

Selvomsorg i dit indre efterår

· Sænk ambitionerne for, hvad du skal nå

· Lav et fodbad

· Spis lækker mad

· Giv dig selv en krammer og plads til en tudetur

· Ryst kroppen, hop eller råb ad havet for at få energien ud

NØGLEORD

Give slip · eje sine følelser · mærke efter · vildskab · lytte til sig selv

1

Superkraft af Ayoe Westh, 215 kr.

Læs ogå

“Man skal ikke se mange realityprogrammer for at konstatere, at det fake (..) mange steder er et ideal i sig selv”