Agenda

Cecilie Ingdal: “Den Irina Olsen, der møder os, er allerede godt i gang med at rejse sig. Sårene er måske ikke helet, men i hvert fald slikket”

- 23/10/2025

I novembermagasinets leder hæfter chefredaktør sig ved to begreber; "selv glad" og "selvglad" – for der er et hav til forskel. Dét ved månedens forsideperson, Irina Olsen, som gennem sit liv og karriere som både skøjteprinsesse og reality-stjerne – og alt derimellem – har mødt knubs fra både højre og venstre og senest for nylig. Men den Irina, Cecilie Ingdal møder i forbindelse med skydningen til ELLE, virker på en måde fornyet.

Er du selv glad?

Eller måske selvglad? Det sidste prædikat har denne måneds forsideperson, Irina, haft på sig, siden hun begyndte at lave dansk reality-tv i 2011. Som tilflytter (fra Ukraine), har hun altid undret sig over den negative ladning af ordet. For er det egentlig ikke netop det, vi alle stræber efter – og nogle af os betaler dyrt for at blive hos psykologer, psykoterapeuter og lignende? At være glade for netop os selv. Dem, vi er blevet til på trods af det, livet har budt og byder os på godt og ondt. Og det vi gerne vil give videre til vores børn, så de kan stå robuste i sig selv – og livets kolbøtter ikke slår dem ud.

Det sidste har Irina i øvrigt også rig erfaring med. Hun er vel nærmest en slags mester i netop at håndtere de knubs, som livet har givet hende, siden hun som blot fire årig besluttede sig for at ville være ’skøjteprinsesse’. Hun beskriver i dette ELLEs hovedinterview, hvordan hun i sin karriere som elitekunstskøjteløber, nærmest blev afhængig af den følelse hun fik, lige inden et spring sad i skabet. Der, hvor du godt ved, at lige om lidt, så kan jeg – og så er det videre mod næste mål. Og netop det, som hun blev trænet til som barnesportsstjerne, er også i dag et af hendes største talenter; nemlig evnen til at starte forfra. Det har hun prøvet mange gange, siden hun igen og igen rejste sig fra isen for at gøre det lidt bedre – både selvvalgt og det modsatte. Her føler hun sig på en eller anden måde nærmest hjemmevant, virker det til.

“Få dage før, hun på Instagram (og overfor sine 260.000-følgere) offentliggør, at hun igen står ved en skillevej i sit liv med ordene ”DET ER NU… tid til at starte forfra og skabe en ny historie!” Et opslag, der i øvrigt i skrivende stund har fået et like fra mere end 32.000 – inklusiv en kommentar med et rødt hjerte fra statsminister Mette Frederiksen”

Det er også her, vi møder hende. Få dage før, hun på Instagram (og overfor sine 260.000-følgere) offentliggør, at hun igen står ved en skillevej i sit liv med ordene ”DET ER NU… tid til at starte forfra og skabe en ny historie!” Et opslag, der i øvrigt i skrivende stund har fået et like fra mere end 32.000 – inklusiv en kommentar med et rødt hjerte fra statsminister Mette Frederiksen. Den Irina, der møder os på ELLE, er allerede godt i gang med at rejse sig. Sårene er måske ikke helet, men i hvert fald slikket, og der er ingen selvmedlidenhed at spore, mens det heller ikke virker, som om hun har påført sig et skjold til lejligheden, som ingen af os i øvrigt ville fortænke hende i. Hun fremstår ægte, rolig og glad for der, hvor hun er. Måske endda selv glad. Irina 2.0 er i den grad i gang ved at blive til.

P.S. I ordbogen beskrives selvglad som “at man har overdrevent høje tanker om sig selv på en forfængelig og indbildsk måde.” Måske det er tid til en opdatering her, så alle de unge (og ældre …), der kæmper med at føle sig gode nok rent faktisk kan lære at blive selvglade.

Rigtig god læselyst

Cecilie