En udstilling om Diana ser i februar 2017 dagens lys på Kensington Palace i London, hvor man kan komme helt tæt på 26 af prinsesse Dianas uforglemmelige rober, suits og specialsyede kreationer, som Diana fik syet af sine yndlingsdesignere.
Prinsesse Diana var et modeikon, som mange designere stod i kø for at påklæde, og fra d. 24. februar 2017 vil man kunne opleve 26 af prinsesse Dianas mest ikoniske kjoler og outfits gennem tiden i en ny udstilling.
Udstillingen får navnet ”Diana: Her Fashion Story” og kan fra d. 24. februar 2017 opleves på Kensington Palace i England, hvor prinsessen boede i over 15 år af sit liv, og vil vise alt fra de smukke aftenkjoler, som hun bar ved officielle lejligheder i 1980’erne, til de smarte Catherine Walker jakkesæt som udgjorde prinsesse Dianas arbejdsgarderobe i 1990’erne.
Læs også: Uofficielle bryllupsbilleder af Prinsesse Diana og Prins Charles sat på auktion
Dertil vil der også blive mulighed for at få et gensyn med nogle af alle de andre smukke kjoler, som prinsesse Diana havde på, mens hun levede. Kjoler, som for mange fashionistaer stadig står klart i erindringen.
I 1985 bar hun f.eks. en midnatsblå velourkjole ved en gallamiddag i Det Hvide Hus, og på samme aften tog hun også en svingom med John Travolta i den smukke kjole. Den midnatsblå kjole har opnået ikon-status, fordi det var den kjole, som Diana havde på, da det sidste officielle billede af hende blev taget, før hun omkom i en trafikulykke i Paris for snart 20 år siden. To måneder før den tragiske hændelse, d. 31. august 1997, satte Diana kjolen på auktion, og pengene fra salget gik til velgørenhed.
Udstillingens kurator, Eleri Lynn, fortæller engelsk ELLE, at prinsesse Diana var en af verdens mest fotograferede kvinder og alle hendes modevalg blev omhyggeligt nærstuderet:
”Vores udstilling undersøger historien om en ung kvinde, som hurtigt skulle lære reglerne for kongelig- og diplomatisk påklædning, og som på vejen gav taletid til den britiske modeindustri og de britiske designere. Udstillingen viser, at hun med tiden fik mere selvtillid og tog ansvar for, hvordan hun præsenterede sig og kommunikerede gennem sit tøj.”
Se også: Årets julegave til fashionistaen: Et abonnement på ELLE
I anledningen af udstillingen ”Diana: Her Fashion Story” har gartneren på Kensington Palaces desuden plantet blomster, der afspejler prinsesse Dianas liv, stil og image og i løbet af foråret vil tulipaner og forglemmigej således blomstre op i haven og fortælle deres egen forgængelige historie om Storbritanniens smukke prinsesse.
Udstillingen ”Diana: Her Fashion Story” kan opleves på Kensington Palace i England i perioden 24. feb. 2017 – 28. feb. 2018.
Få et gensyn med smukke prinsesse Diana i galleriet herunder: