Den danske designer Anne Sofie Madsen har vundet det prestigefyldte Swarovski Collective Programme 2017, og går hermed i fodsporene af nogle af modeindustriens allerstørste navne såsom Alexander McQueen og Alexander Wang. Læs mere om den funklende nyhed her.
Den danske designer Anne Sofie Madsen går i fodsporene af store designere som Alexander Wang og Alexander McQueen, da hun netop har vundet det prestigefyldte Swarovski Collective Programme 2017, der i 15 år har støttet nogle af modeindustriens allerstørste navne og resulteret i de mest funklende kollektioner.
Læs også: Bliv model for en dag under Københavns modeuge
Siden 1999 har programmet sponsoreret designere og forsynet dem med smukke Swarovski krystaller, som på nye kreative måder er blevet gjort til en del af deres kollektioner. Af store navne, der tidligere har været med i programmet, kan der nævnes: Alexander McQueen, Jean Paul Gaultier, Proenza Schouler, Jason Wu, Rodarte, Alexander Wang, Viktor&Rolf og Vivienne Westwood m.fl.
Anne Sofie Madsen var nomineret til ‘Årets designer’ til ELLE Style Awards 2016, og hun har tidligere arbejdet for John Galliano og været junior designer hos Alexander McQueen i London. I det hele taget har hun fået rigtig meget opmærksomhed og anerkendelse for sin helt unikke og meget modige designstil.
Læs også: Nu kan kufferten designet af Day Et og ELLE med initialer blive din
Med det anerkendende samarbejde med Swarovski, skal Anne Sofie Madsen kreere en hel SS17 kollektion med Swarovski krystaller, og hun vil desuden få finansiel støtte over de to sammenhængende sæsoner SS17 og AW17. Anne Sofie Madsen viser sin SS17 kollektion under Paris Prêt à Porter modeuge i september 2016 og under Tokyo modeuge i oktober 2016.
“Jeg er meget beæret over at være en del af Swarovski Collective Programme 2017. Det er en fantastisk mulighed for brandet, og jeg ser meget frem til at arbejde med krystaller” fortæller designer og ejer Anne Sofie Madsen.
Læs også: Acne Studios lancerer ny emoji-inspireret kollektion
Anne Sofie Madsen har en helt særlig designæstetik, og vi er utroligt spændte på at se hendes kommende kollektion med Swarovski krystaller, som vi forestiller os bliver fuldstændig magisk.
I videoen kan du se en masse af de fantastiske designs, der er blevet til igennem Swarovski Collective Programme de sidste 15 år. Bl.a. kan du se Alexander Wangs kreationer og modeller som Cara Delevingne og Taylor Hill på catwalken i de funklende kreationer:
Mens vi venter på den nye krystal-kollektion, går vi tilbage til 2013, hvor Anne Sofie Madsen vandt ‘Dansk Design Talent – Magasin Prisen’ for sin helt unikke kollektion til sangerinden Oh Land. Du kan se den vilde kollektion i galleriet: