Oplev

Aura Dione: Derfor elsker jeg Roskilde Festival

- 01/07/2016

Roskilde Festival 2016 er i fuld gang, og den altid smukke Aura Dione var også at spotte på festivalpladsen. ELLE fangede den altid cool og smukke sangstjerne til en snak om festival, og hvad det er hun er særligt glad for netop Roskilde Festival...

Hver sommer drager utallige mennesker og kendisser til en af årets største danske festivaler: Roskilde Festival.

ELLEs Digital Editor, Emilie Zerlang, og Beauty Assistant, Kirstine Engell, spottede den danske sangerinde, Aura Dione, backstage til Roskilde og fangede hende til en snak om festival og hvad det er, hun elsker særligt ved netop Roskilde Festival.

Læs også: ELLE på Roskilde: 3 hurtige til Chvrches

Hvorfor Roskilde? Og hvad kan du bedst lide ved festivallen?

Det er en familie tradition. Jeg er kommet her i ligeså lang tid, jeg kan huske… Mine forældre mødte hinanden på Roskilde, og jeg er født i byen Roskilde, så for mig er det en naturlig del af min sommerferie.”

Hvad er dit bedste Roskilde-minde?

Jeg har simpelthen så mange… Men jeg så engang Jeff Buckley i 1997 eller 1998, hvor jeg sad på skuldrene af min storebror. Det var fedt! Jeg husker også at Robbie Williams lavede en fantastisk koncert til Roskilde en lørdag aften kl. 22 i regnvejr. Man tænkte, at de sarte folk nok ville smutte hjem, men han var simpelthen sådan en fantastisk stjerne, at han bare fængslede hele publikum fuldstændig.”

Hvad forbinder du især med Roskilde?

”Det er livsglæden… Når man spiller og tournerer rigtig meget, så glemmer man tit, hvad det egentlig vil sige at være på den anden side – altså at stå og være en del af publikum og have hele den fulde oplevelse. Efter jeg begyndte at tage på tournéer for omkring 10 år siden, så har Roskilde været et sted, hvor jeg altid har kunne genfinde mig selv. For dét at være fan, er ret fedt… Noget af det jeg virkelig elsker, er den der følelse af at være gæst og ikke skulle optræde.”

Hvad har du i din Roskilde-taske?

”Jeg er ret heldig med, at der er rigtig mange af mine venner, som bor her, så jeg tager altid hjem og sover… Jeg har prøver og sove i telt, men det er ligesom en epoke, der er slut. Det kommer altid meget an på vejret, hvad jeg har med i tasken. Jeg vil sige et regnslag er ret vigtigt.”

Hvad har du på i dag?

”Udover at jeg har dreadlocks, så har jeg Levis Jeans på og en Gudrun og Gudrun uldtrøje fra Færøerne, så jeg er klar til koldere vejr. Så har jeg en Chanel taske og en Chanel-jakke.”

Har du især et beauty-tip du vil dele med os?

”Et australsk skincare mærke, som jeg elsker der hedder Intraceuticals. Jeg plejer at købe det på nettet.”

I galleriet har vi samlet en række billeder til dig af den gudesmukke sangstjerne Aura Dione igennem tiden…