Oplev

Sónar festivalen kommer til Danmark for første gang

- 27/02/2015

Den elektroniske festival Sónar kommer i forbindelse med deres International Tour 2015 for første gang til Danmark og gæster DR Koncerthuset i marts. Glæd dig til blandt andre Kasper Bjørke, Djuna Barnes og Trentemøller.

Kan du heller ikke få nok af den elektroniske musikscene? Så er der godt nyt. Nu åbner den spanske festival Sónar nemlig for første gang nogensinde dørene til koncerter og optrædener i DR Koncerthuset, og du kan komme med!

Selvom Sónar oprindeligt er en spansk festival, har den haft talrige afstikkere og rodfæstet sig i en lang række byer rundt omkring i verden, og nu indtager festivalen endelig Danmark. Du kan opleve navne som Metronomy, Jon Hopkins, Factory Floor og selvfølgelig store danske navne som Djuna Barnes, Trentemøller og ikke mindst Kasper Bjørke.

Læs også: Mød The Doky Brothers der nu forenes på The Standard

Sónar er en global platform, der præsenterer både de populære og de mere eksperimenterende artister fra den elektroniske musikscene. I samme ånd er halvdelen af festivalens program dedikeret til lokale talenter.

En af Danmarks største artister på den elektroniske scene, Kasper Bjørke, som er på plakaten til Sónar Copenhagen, siger om festivalen: “Sonar Festival i Barcelona har igennem hele min karriere været den vigtigste elektroniske festival i verden.”

Læs også: Københavns Litteraturfestival hylder kærligheden

Sonar Copenhagen vil vise, hvordan den store Barcelona-festival kan redefinere sig selv på mindre spillesteder. Det er et event for dem, der virkelig søger en speciel musikoplevelse. Men det er samtidig en manifestation af, at det ikke altid er det største event eller den største scene, der efterlader det største indtryk hos publikum. 

Under Sónar Copenhagen vil 39 talentfulde live-acts og DJ’s indtage scenen. 

Sónar Copenhagen løber af stablen fra den 13-14. marts med optrædener fra klokken 19.00 begge dage. Se det fulde line-up på Sónars hjemmeside, og køb din billet til festivalen her.