Kultur

ELLE interviewer Kronprinsesse Mary

- 02/01/2013

ELLE rejste med Kronprinsesse Mary til Mozambique ...

“Det giver mig muligheder.”
HKH kronprinsesse Mary tøver ikke med svaret, da ELLE spørger hende, hvad hun kan bidrage med som protektor for hjælpeorganisationer som Maternity Worldwide og UNFPA (FN’s Befolkningsfond).

“Min viden om f.eks. Maternity Worldwides resultater gør, at jeg kan fortælle om dem i andre sammenhænge og måske bidrage til, at et projekt skaleres og udbredes. Min rolle er også en formidlingsrolle; at fortælle danske kvinder om andre kvinders rettigheder. Hvad ville vi gøre, hvis vi ikke havde disse rettigheder? Det er en kvindes kamp. Det er op til alle kvinder at tage del i det, som de nu kan, men bare det at være opmærksom på det betyder noget. Så jeg får altid inspiration og viden fra alle de forskellige steder, jeg er og arbejder med, og fra de mennesker, jeg møder, som kan hjælpe på tværs af mange forskellige niveauer og organisationer.”

Og der er ingen tvivl om, at Kronprinsessens indsats er vigtig. Alene på en tur som den hun var på i november til Mozambique i det sydlige Afrika, hvor hun sammen med udviklingsminister Chr. Friis Bach og Danida var på rundrejse for at se resultaterne af de danske bistandskroner, tale med bl.a. premierministeren,
guvernører, borgmestre og NGO’er, møde repræsentanter for hospitaler, skoler og landdistrikterne og indvie et center for voldsramte, blev hun modtaget som en dronning, og kærligheden og taknemmeligheden
strømmede hende i møde. Kronprinsessen gør ganske enkelt en forskel, hvilket da også bekræftes til fulde af en både tilfreds og imponeret dansk udviklingsminister:

“Kronprinsessen åbner ikke døre, hun sparker dem ind! Og det er jo helt fantastisk også som minister at kunne bruge den åbne dør til at komme med nogle stærke budskaber på vegne af de danske udviklingssamarbejder.”

Kronprinsesse Marys historie er kendt af de fleste.
Den smukke unge kvinde fra Tasmanien, der slog benene væk under den danske Kronprins under OL i Sydney i 2000, blev gift med ham i 2004 og snart mor til de fire tronarvinger, Christian, Isabella, Vincent og Josephine. Undervejs transformeredes hendes ydre sig med hjælp fra håndplukkede rådgivere fra sporty tomboy til elegant stilikon, og langsomt, men sikkert fulgte den indre forandring med. Kronprinsesse Mary blev bl.a. protektor for hele 14 forskellige organisationer på social- og sundhedsområdet såsom Mødrehjælpen, WHO, Julemærkefonden og LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre samt for tre organisationer på det humanitære og udviklingsmæssige område: Dansk Flygtningehjælp, Maternity Worldwide og altså senest UNFPA. Hvervet som protektor betyder, at hun har påtaget sig at være med til at udbrede kendskabet til den pågældende sag og inspirere til andres støtte af den.

Derudover grundlagde Kronprinsessen i 2007 Mary Fonden med fokus på isolerede og udsatte voksne og børn; en fond, som bl.a. står bag antimobningskampagner. Alle sammen nøje udvalgte organisationer,
der kan ses som en direkte udløber af en kvinde, der dels sætter familieværdier højt, dels har prøvet at miste sin højt elskede mor, og som har følt ensomheden ved at skulle træffe et valg om at forlade sit land for at følge sit livs kærlighed for så at begynde fuldstændig forfra i en rolle, hvor hun fra dag et konstant havde
et helt lands bevågenhed. En kvinde, der har konfronteret sine værdier direkte, har været i stand til at hæve
sig op over dem og derfor ikke bare kender sig selv, men kender menneskene. Og det er denne bagage, der giver Kronprinsessen den nødvendige troværdighed og et helt utroligt engagement i enhver skæbne, der krydser hendes vej.

Læs hele det store interview med HKH Kronprinsesse Mary i ELLEs januar-udgave, som er på gaden nu.