Kultur

Modeprofil: Minimarket

- 23/07/2010

De svenske designsøstre om tegneserier, inspiration og familie

De tre svenske søstre Sofie, Jennifer og Pernilla Elvestedt er de kreative hjerner bag det cool svenske mærke Minimarket. De arbejder sammen om at lave det hele, lige fra accessories og hovedkollektionen og ned til de helt små detaljer – og vores svenske ELLE-søstermagasin gav dem da også en ELLE Award som bedste designer i år. Vi har talt med Minimarkets Sofie Elvestedt om …

HVORDAN STARTEDE MINIMARKET?
Jeg havde arbejdet som copywriter inden for handel og startede så min egen butik, kaldet Minimarket, i 2003. Så snart mine søstre Jennifer og Pernilla var færdige med skolen, kom de med i firmaet, og så startede vi med at lave vores egne kollektioner til butikken – og ret hurtigt begyndte andre butikker at henvende sig for at få lov til at sælge vores ting. I 2006 besluttede vi os for at lukke butikken og fokusere på mærket Minimarket.

HVAD ER DEN BÆRENDE DNA I JERES MÆRKE?
Kollektionerne er alle ret tegneserie-agtige, men feminine – sofistikerede, men stadig komfortable. De leger med mønstre og farver på en moderne måde.

HVEM SER I SOM MINIMARKET-PIGEN?
En stærk, selvstændig pige med et behov for at klæde sig efter sin personlighed, ikke bare efter hvad de store trends dikterer. Linjen Mini for Many er for piger, mens Minimarket mere er for kvinder.

HVAD ER DINE YNDLINGSSTYLES FRA SOMMERKOLLEKTIONEN?
Mine favoritter må være wedge-skoene, der hedder ‘Wood’, og den skjorte, der hedder ‘Algue’, fordi jeg bruger dem hver eneste dag. Skoene ser fantastiske ud, men er virkelig behagelige, og skjorten spicer ethvert par simple bukser op.

Wedges, Minimarket, 2.700 kr.

HVOR FINDER I JERES INSPIRATION?
Inspiration kommer altid, når man er afslappet. Så vi tager ofte ud i mit hus midt i en skov for at gå ture, lave mad, drikke vin og fi ske. Vi ser gamle film og kigger i bøger med glaskunst og keramik.

HVEM VIL I GERNE SE I JERES DESIGN?
Det spørgsmål er altid så svært! Vi vil bare gerne have vores tøj til at fungere rigtig godt for den endelige forbruger, Minimarket-pigen. Vi har aldrig rigtig tænkt på en specifik celebrity. Vi er stolte af, at både vores chikke mor og vores venner fra 20 til 35 år ser så godt ud i vores ting!

I LEGER MEGET MED FARVER – ER DER EN FARVE, I IKKE VILLE BRUGE?
En speciel slags lilla, nærmest syren, der får en til at tænke på gamle damer med blåt hår. Og så er der nogle bestemte toner af grøn, der er slemme, men ud over det tror jeg ikke, der er nogen.

ER DER NOGLE DESIGNERE, I SER OP TIL?
Jeg beundrer alle designere for deres hårde arbejde. Gosh, hvis vi havde vist, hvor hårdt det var at få alting til at blive rigtigt hele tiden, så havde vi nok holdt os til vores lille butik! Men vi er selvfølgelig glade for, at vi er her nu; nu kan vi endelig begynde at nyde det hele uden at være stressede over at skulle være færdige med alt. Vi elsker Alexander McQueen, og fra de designere, der stadig er her (McQueen døde i februar i år, red.), præsenterer Vivienne Westwood og Rei Kawakubo (Comme des Garçons) altid interessante kollektioner.

HVOR SER I MINIMARKET OM FEM ÅR?
Vi bliver ved med at vokse og vil sælge til fl ere stormagasiner over hele verden. Vi vil have startet en herrelinje og have et par butikker rundt om i vores yndlingsbyer.