Kultur

Scary business

- 09/12/2009

Uffe Buchard: Grise, hunde, designer-instruktører og 13-årige modeeksperter – verden er af lave…

JEG HØRER TIL DEM, DER AFSKYER, når børn optræder. Uh … jeg får lyst til at spytte! Jeg sætter større pris på en puddel, der kan balancere en Frolick på snuden. Så forestil dig, hvordan jeg har det, når børn dukker op til modeshow. Og sidder på første række! Under New York Fashion Week sås gentagne gange den kun 13-årige (!) modeblogger fra Chicago – Tavi Gevinson – på række et iført ganske meningsløse tøjkombinationer af aflagt secondhand-habengut og deciderede stupide påfund såsom en Barbie-dukke i brystlommen. Med benene opad! Eller hvad med en hat af avispapir? Men selv om der er tale om et bebrillet pigebarn, der ligner et overpyntet juletræ, så er Frøken Junior branchens nye fashion royalty. For nylig har modens nye besserwisser misprydet coveret af det engelske POP Magazine, der – for at det ikke skal være løgn – var begået af überkunstneren Damien Hirst.

HELE TAVI-HURLUMHEJET er et utvetydigt udtryk for helt nye tider inden for modeformidling. Modebloggere som Tavi, der startede sin modeblog, Style Rookie, da hun var 11, er blevet anerkendte meningsdannere for et kolossalt teenagepublikum og har dermed et kommercielt magtpotentiale, der til tider overskrider avisernes og de glittede magasiners. De er naturligvis ofte selvudnævnte specialister uden megen baggrund eller viden og taler derfor til laveste fællesnævner (ned på gadeplan og nogen gange helt ned under kloakhøjde) men det har den fordel, at læseren føler sig hævet. Og ka-chiiiing … så shopper de! Dolce & Gabbana gav nogle af husets bedste sæder til modebloggere under deres seneste shows i Milano og kan nu bryste sig af at være det første innovative modehus, der stiller pc’er op foran bloggernes pladser, så de kan blogge live fra showet. Etablerede modejournalister hader dem, men den nye bloggerpower er ikke til at overse. En måde at udrydde dem på kunne måske være at starte en debat om børnearbejde i modebranchen …?

DE GLITTEDE MAGASINER ER OGSÅ I MODVIND politisk og går svære tider i møde, hvis det står til en ikke ubetydelig gruppe af franske politikere. De er nemlig imod dyrkelsen af det uopnåelige kvindeimage og har derfor rejst forslag om en ny lov, der slet og ret skal forbyde billedbehandling af modeller i modemagasiner og i kampagner eller i det mindste påtvinge tydelige advarsler omkring billedbehandlingen på disse billeder. Seriøst hysterisk! Så farvel til silkehud og klare øjne og goddag til bumser, rande og smådeller. Halløj for evigt til ond realisme og grim, kynisk sandhed. Fy for pokker, det bliver ikke et kønt syn, og undertegnede skal da være den første til at få fjernet sit (retoucherede) billede fra nærværende side helt og aldeles, skulle den væmmelige lov gribe om sig!

I FRANKRIG FÅR DE FORHÅBENTLIGT andet at tale om inden længe, når det forventes, at præsident Sarkozys smukke hustru – den tidligere topmodel Carla Bruni – offentliggør, at hun skal medvirke i den næste Woody Allen-film, der bliver optaget i Paris. Det skal nok skabe glødende debat hos både offentlighed og politikere. Tom Ford, en af nyere tids største modeskabere, er skam også blevet skabsinstruktør og har netop debuteret med spillefilmen A Single Man med Julianne Moore og Colin Firth i hovedrollerne. Designerens film er blevet vist på de vigtige filmfestivaler i Venedig og Toronto, og anmelderne kan slet ikke få armene ned af begejstring over den visuelt dekorative fortælling, Ford har begået.

DEKORATIVT ER DER TIL GENGÆLD LANGTFRA på New Yorks nye celebrity-hotspot, spisestedet The Spotted Pig. Her er dugene af brunt papir, på væggene hænger der ligegyldigt tingeltangel i stor uryddelighed, og belysningen er en katastrofe. Over døren hænger en fed, prikket grisling, men den såkaldte gastropub serverer hovedsagelig vegetarretter. Forvirret? Det blev ejerne af denne tvivlsomme knejpe vist også, da den ene verdensstjerne efter den anden af uransagelige årsager begyndte at dukke op på spisestedet, hvor det end ikke er muligt at bestille bord. Alle fra Madonna (med sin appetitlige filejs Jesus) til Rihanna indtager nu jævnligt føde her, og den ydmyge lokalitet er med ét det ypperligste sted at blive set. Manhattan er altid klar med en overraskelse …

Mere ordstrøm fra Uffe:
Vilde kaniner
Trendy mad er miljørigtig mad!