Han var landbetjenten Robert i Frygtelig Lykkelig, og i løbet af foråret kan du se ham i hele to nye film. Jakob Cedergren har brændt sig fast som en talentfuld (og lækker) skuespiller de seneste par år.
Jeg kommer fra et meget temperamentsfyldt hjem. Det gode er, at så er man ikke så bange for det. Sydpå kan de gå helt amok i et skænderi og råbe, skrige og græde, men det er glemt lige så hurtigt bagefter. Det er svært for skandinaver, for de husker og tager det alvorligt. Men jeg tror, temperament er en god ting. Jeg er i hvert fald ikke bange for det.
Jeg betragter ikke mig selv som en offentlig person. Det er kommet meget i bølger, men jeg kan godt mærke, jeg bliver mere genkendt nu efter Frygtelig Lykkelig. Men Danmark er et godt sted at være kendt. Det er ikke hysterisk, og det er et sundt træk. Jeg undgår så vidt muligt alt, hvad der hedder tv-shows og den slags. Jeg har ingen interesse i privateksponering overhovedet. De fleste journalister er jo skidesøde, det er ikke det, det er bare noget med at holde en balance. Men samtidig er der selvfølgelig en masse folk, som punker mig for, at jeg skal fyre den af, fordi de betragter mig som en vare, der skal sælges. Jeg kan bare ikke betragte mig selv på den måde.
Min største udfordring som skuespiller var, da jeg skulle spille Michelangelo i Leonardo da Vinci på Østre Gasværk. Jeg overtog rollen fra en anden, så jeg havde kun tre uger til at lære et meget syret tretimers manuskript. Jeg fattede aldrig, hvad der foregik, eller hvad jeg sagde. I den nye film Rage spiller jeg en PR-manager i et stort modehus i New York, hvor en tiårig dreng render rundt og filmer med sit mobilkamera. En dag sker der en ulykke, og så går det hele fuldstændig amok. Jeg vidste, det var en lowbudget film, så det kom helt bag på mig, at en skuespiller som Jude Law var med.
En kvinde skal have humor. Det betyder meget mere end tøjet. De skal bare have det godt i det, de har på, for så plejer alt andet at være meget nemmere. Forfængelighed er noget værre lort, og jeg prøver virkelig at smide det ad helvede til. Arbejdsmæssigt er forfængelighed bare en dårlig, dårlig ting. Hvis man er for selvbevidst og alt for opmærksom på sig selv, bliver man bremset. Når jeg har fri, spiller jeg fodbold og motionsbokser. Jeg er nødt til at dyrke motion. Hvis jeg ikke laver noget, går det hårdt ud over mit humør. Men jeg hader fitnesscentre. Det er en underlig ensomhedskultur.
