Mode

LANVIN åbner butik i København

- 19/08/2011

Birger Christensen, som har forhandlet Lanvin i de sidste fire år, åbner nu en Lanvin shop-i-shop.

Vi var mange, der var rigtigt kede af at vinke farvel til Chanel-shoppen hos Birger Christensen denne sommer, men nu får vi altså et gevaldigt plaster på såret!

I starten af september åbner Birger Christensen nemlig en LANVIN shop-in-shop i butikken på Østergade i København.

LANVIN, der er et af Frankrigs ældste haute couture-huse, blev grundlagt i 1889 af Jeanne Lanvin. I dag er det med sine foreløbigt 37 butikker et af verdens hurtigst voksende luksusbrands.

”Netop derfor er LANVIN også en værdig afløser for Chanel”, siger Jens Birger Christensen, der glæder sig til samarbejdet og fortsætter: ” Vi er stolte af, at vi er blevet valgt som samarbejdspartner, og vi forventer os meget af Lanvin i de kommende år”.

LANVIN er kendt for sine kollektioners underspillede, humoristiske elegance, og efter at huset i 2001 satte designer Alber Elbaz ved roret, har det oplevet enorm fremgang, som især skyldes hans evne til at videreføre Jeanne Lanvins vision om et modehus fyldt med kærlighed, passion og talent for kunstnerisk komposition.

“Vi har gennem de seneste 4 år forhandlet LANVIN, og med vores nye shop-i-shop får kunderne nu mulighed for at opleve hele LANVINs eksklusive univers i en butik, der helt i tråd med Lanvins ånd, skal give oplevelsen af at træde ind i sit helt eget klædeskab“, fortæller kommerciel direktør Sysser Zachau.

Birger Christensen bliver eneforhandler af LANVIN i Danmark.