Designeren Victoria Beckham fik grineflip over et billede, hvor hendes søn Romeo imiterer den berømte designer Karl Lagerfeld
Man skal i modebranchen se sig godt for, for den ligefremme designer Karl Lagerfeld har en miniudgave, og hans lille dobbeltgænger er faktisk ikke fremmed for rampelyset. I en opdatering på Twitter har modeikonet Victoria Beckham nemlig delt et billede af hendes tiårige søn Romeo Beckham, der er stylet præcis som Chanels kreative direktør Karl Lagerfeld.
Romeo Beckham ligner en overbevisende udgave af Karl Lagerfeld i en mindre størrelse på det billedbehandlede fotografi, hvor han er blevet stylet med designerens signatur-solbriller, høje krave og hvide hår.
Victoria Beckhams søn er da heller ikke en fremmed i modebranchen, efter han har været en del af en kampagne for Burberry og i kraft af, at hans mor efterhånden har skabt sig et stort navn i modeuniverset. Forvandlingen til Chanel-guruen er derfor ikke så tilfældig, som det kan se ud, og hans mor er i hvert fald en stor fan.
“Jeg kan ikke holde op med at grine lige nu, genialt!”, skriver Victoria Beckham i billedteksten under billedet af Karl Lagerfelds dobbeltgænger, der bærer teksten: ‘Romeo hvem?’
Se Romeo Beckham som model i Burberry-kampagnen her!
Bifaldet af kat
Karl Lagerfelds elskede kat Choupette har da også valgt at kommentere på billedet via Twitter.
“Det ser ud til, at Victoria Beckhams mini-menneske har taget stilen fra far Karl Lagerfeld til sig“, skriver Karl Lagerfelds pelsede ven.
Billedet er altså blevet godtaget både hos Victoria Beckham og katten Choupette. Victoria Beckham er desuden kendt for at lege med Photoshop, så det skulle ikke undre, hvis det er hende selv, der har stået for billedbehandlingen.