Trashy men sofistikeret
Materialerne var destruerede, ødelagte og nedbrudte før ny sammensætning i sjove kombinationer kunne skabe Rodartes S/S10 kollektion, som blev fremvist i New York.
Designerne, Kate and Laura Mulleavy, havde således sat en kollektion i verden, der var trashy og på samme tid sofistikeret med et futuristisk og gotisk udtryk, som snarere skabte en helhed af mystik, skævhed og kant end klassisk skønhed.
Iturevne kjoler med cut out-zones, lange stofstrimler og et miks af tekstiler var i bogstaveligste forstand snoet om de tynde piger, der bar looks i sorte, brune og røde farver tilsat pailletter, læder, metalliske detaljer og sorte læber.
Som tilskuer lod man sig skræmme af modellernes glubske udtryk og mørke kropsmaling, men blev på trods draget af de uhyggelige skønheder i de destruerede kreationer.