Modeugen

Saga Rickmer

- 26/10/2009

ELLE satte gudesmukke 17-årige svenske Saga Rickmer stævne for at høre om hendes kærlighed til Chanels nye kollektion, at blive model som 13-årig og meget mere

Den smukkeste hud, perfekte læber og fregner på den helt rigtige skandinaviske måde er det første, man lægger mærke til, når man står over for 17-årige svenske Saga Rickmer. Denne måned pryder hun vores forsider, i to forskellige looks fra Chanels nye cruise-kollektion, som hun blev helt forelsket i under fotoskydningen.

ELLE har talt med hende om …

At blive model som 13-årig
Jeg var ude at shoppe med min mor i min hjemby Stockholm, da Susanna, en modelscout fra bureauet Mikas, så mig. Først var det meget overvældende, og jeg var usikker på, om jeg var god nok til at kunne være model, men så sprang jeg ud i det, og nu har jeg været i gang i fire år.

Rejserne
Det er fedt at komme rundt i verden med jobbet. Man møder nye mennesker og ser steder, man ellers ikke ville se. Senest har jeg været i Tokyo og Milano.

En svensk favorit
Jeg køber altid tasker – og senest en klassisk svensk Fjällräven-rygsæk! Der kan være alt det, jeg har brug for i den, når jeg bare er en dag eller to væk hjemmefra på modelopgaver.

Hendes bedste tips
Vask dit ansigt morgen og aften, få nok søvn, og gå kun i tøj, som du føler dig godt tilpas i!

Uundværlige beautyprodukter
Jeg har altid ‘Forsvarets Hudsalve’, som jeg køber på apoteket, og en ‘Eight Hour Cream’ fra Elizabeth Arden i min taske. De er min redning mod tør hud og holder mine læber bløde.

Alternativ motion
Når det kommer til træning, er det lidt en sjov blanding, jeg har. Jeg løber, rider og går til kungfu. Jeg har gået til kungfu i tre år, og jeg er stadig dårlig til det – men det er virkelig sjovt!

Hvad hun bedst kan lide ved sig selv
Det er uden tvivl mine fregner og mine grønne øjne, som jeg bedst kan lide ved mit udseende.

Der bliver sprayet, børstet og krøllet, for at gøre Saga’s lange og lækre hår helt klar til den første forside.

Der er altid masser af ventetid – og den bliver fordrevet med kaffe, tjek af mails og masser af morgenmad

Hvem der bare ejede en Chanel-jakke med sløjfer ved skuldrene! November-udgaven er ELLE er et Chanel-special, så alt tøj og accessories er selvfølgelig fra det franske modehus.

Saga er klar til den første udgave af forsiden, som er den, der bliver solgt i butikkerne.

Overload af Chanel accessories – men vi kan jo ikke få nok.

Billederne bliver skudt digitalt, så de med det samme ryger ind på computeren og favoritterne kan vælges ud.

Der skal laves ny frisure og skiftes farve på neglelakken, før der bliver skiftet tøj til den næste forside.

Man kan vist ikke sige andet end at svenske Saga er en naturlig skønhed.

Så er den anden version af forsiden ved at være skudt – den får man lov at få, hvis man abonnerer på ELLE.