Mode

Dua Lipa og Nicole Kidman strålede til Chanels S/S27-show – men det var ikke kun gæstelisten, der stjal opmærksomheden

- 06/10/2026

Nicole Kidman, Pedro Pascal og Dua Lipa. Gæstelisten til Chanels S/S27-show mandag aften under Paris' modeuge var nærmest lige så storslået som selve kollektionen – vi tog et nærmere kig på stjernernes looks og kollektionens røde tråd.

I går aftes holdt Chanel – traditionen tro – sit store S/S27-show i Grand Palais i Paris under byens modeuge, der er i fuld gang.

Med frasen for kollektionen ‘Take Flight’ fortsatte Artistic Director of Fashion Activities Matthieu Blazy den samtale med Gabrielle Chanel, som har været central for hans arbejde hos det franske modehus. Denne gang med særligt fokus på frihed, forandring og de mange forskellige identiteter, en kvinde kan rumme gennem et liv.

Med sit enorme rum og imponerende glastag er højden noget af det, der karakteriserer Paris’ Grand Palais – og som endnu en gang blev udnyttet til fulde af Matthieu Blazy. Denne gang svævede en flok oplyste fugle over gæster og modeller og satte scenen for et show, hvor netop fuglen og idéen om at lette fra jorden blev et gennemgående symbol på frihed.

Fuglereferencerne gik igen i selve kollektionen, hvor de dukkede op på alt fra knapper og smykker til broderier. Samtidig skabte lag af transparente silkestoffer og bølgende snit skyagtige formationer, der understregede følelsen af lethed og bevægelse.

Fuglereferencerne var ikke til at tage fejl af – her på skøret i look 53.

S/S27-kollektionen er samtidig en fortsættelse af Blazys samtale med Gabrielle Chanel og de forskellige identiteter, hun skabte og gennemlevede. Kollektionen bevægede sig derfor gennem forskellige kapitler af designerens liv og arbejde – fra hendes tidlige opgør med det edwardianske korsets stramme silhuet og brugen af jersey til hendes senere arbejde med jakkesættet.

Det kom også til udtryk i de mange flap bags, som modellerne bar, og som optrådte i både nye og ældre fortolkninger. For at binde fortid og nutid endnu tættere sammen havde Blazy hentet Gabrielle Chanels egen 2.55-taske frem fra modehusets Patrimoine-arkiv. Tasken blev båret af model Dyanira Hurbuscher, som både åbnede og lukkede showet med det historiske eksemplar i hånden.

Åbningslooket – og tasken – på model Dyanira Hurbuscher.

Showets afslutning – igen med Coco Chanels egen 2.55-taske i hånden.

Som Blazy selv beskriver kollektionen, handler den ikke om at skabe en historisk gengivelse af Chanel, men snarere om de mange lag i Gabrielle Chanels historie – og om, hvordan hvert skridt førte hende tættere på friheden. I pressemeddelelsen siger han det med ordene: “Det her er ikke en historisk kollektion; det er en kollektion om de mange lag i Gabrielle Chanels fortælling. I sidste ende lettede Chanel, og hvert skridt, hun tog, førte hende tættere på friheden – som en fugl.” Og netop Coco Chanel var også med i kollektionen i ånden – flere af jakkerne havde nemlig påsyet et lille motiv af hende på indersiden.

Ud over en storslået kollektion var gæstelisten som altid stjernespækket med navne som Dua Lipa og Nicole Kidman. Herunder tager vi et kig på en række af gæsternes looks.

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Nicole Kidman

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Paloma Elsesser

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Pedro Pascal

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Ayo Edebiri

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Olivia Wilde

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Rosie Huntington-Whiteley

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Wonhee

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Caroline de Maigret

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Alexa Demie

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Sandra Hüller

Foto: Pierre Mouton/Getty Images for Chanel

Dua Lipa

Læs ogå

Kom med, da ELLE fejrede 18-års fødselsdag på Den Franske Ambassade