Hudpleje

ELLEs digitale redaktør: Jeg stod foran et rødlyspanel i tre dage – her er, hvad der skete

- 15/06/2026

Efter en vinter med genstridige tørhedspletter i ansigtet, som selv fede cremer ikke kunne tæmme, testede ELLEs digitale redaktør, Emma-Sofie Kring Suner, rødlysterapi tre dage i træk. Forventningen var øjeblikkelig glød – men oplevelsen viste sig at handle om mere end som så.

Bedre hud og mere energi. Det var to af de ting, jeg havde læst, at rødlysterapi kan hjælpe med. Jeg havde både hørt fra branchekollegaer og set på sociale medier, at rødlysterapi er en af de mere trendy wellness-behandlinger – selvom den faktisk har eksisteret i årevis – og at folk har haft gode oplevelser med rødlysmasker, der har givet markant forbedret hud.

Så da jeg træder ind hos behandlingsstedet OneThirtyLabs i København for at prøve rødlysterapipå hele kroppen, er mine forventninger ikke små. I mit stille sind håber jeg, at blot få gange i det røde lys’ selskab kan give mig den energi, jeg har cravet de seneste måneder.

Jeg bliver taget imod af Simone, studio manager, som introducerer mig til behandlingen og forklarer, hvordan det fra-top-til-tå-høje rødlyspanel fungerer. Sådan er det nemlig første gang, man prøver en ny behandling hos stedet i Indre København. Men allerede her punkterer hun lidt min forestilling om et quick fix.

Tre behandlinger er ikke nødvendigvis nok til at mærke en forskel. Og rationelt set giver det jo god mening. Men hvad mon jeg så kan forvente efter tre gange?

Foto: Tine Hertz

Rødlyspanelet, jeg stod foran

Ifølge Simone bruger mange mennesker først og fremmest rødlysterapi for velvære. Særligt i vintermånederne, hvor mange af os får begrænset dagslys, kan en session foran rødlyspanelet et par gange om ugen give en rar fornemmelse i kroppen. Bl.a. fordi, det også er godt for restitution.

Derudover kan man – alt efter hudtype – opleve forbedringer i huden over en forskellig tidsperiode, især hvis man døjer med inflammation eller hudproblemer. Men generelt er virkningen meget subjektiv.

Rent teknisk fungerer rødlysterapi fra LED-paneler ved, at bestemte bølgelængder af lys trænger ind i vævet og stimulerer cellernes mitokondrier. Det øger produktionen af adenosintrifosfat (ATP), bedre kendt som kroppens energikilde. Den øgede cellulære energi kan blandt andet stimulere produktionen af kollagen og elastin, fremme cellereparation og forbedre blodcirkulationen.

Inden jeg besluttede mig for at prøve behandlingen, havde jeg selvfølgelig googlet, om rødlyskan være skadeligt – for fungerer det ligesom solen? Svaret er nej. Simone forklarer mig også, at rødlyset ikke indeholder ultraviolette stråler og derfor ikke er invasivt på samme måde som UV-lys. Til gengæld betyder det også, at man ikke danner D-vitamin under behandlingen.

Tilfældigvis falder mit besøg hos OneThirtyLabs sammen med en af klinikkens Skin LongevityDays. Her er biokemiker Mikkel Schødt fra SkinMed Solutions på besøg med sin hudscanner, hvor medlemmer kan få analyseret deres hud.

Nærbilledet af min hud, som blev gengivet på scannerens skærm, havde bestemt ikke potentiale til at blive mit næste profilbillede. Men analysen var meget interessant – og hudløs ærlig.

Den afslørede blandt andet, at jeg visse steder har været lidt for afslappet med solcremen. Den løftede pegefinger til mig selv var ikke så overraskende (desværre), men hvad der var det stikmodsatte, var at de tørre plamager, jeg længe har haft omkring øjnene og på den ene kind, ikke blot viste sig at skyldes tør hud.

Ifølge analysen, som tydeligt bongede ud på netop dé områder i ansigtet, kunne Mikkel fortælle mig, at det faktisk er mindre hudinfektioner. Hertil fortalte Mikkel, at en kombination af rødlysterapi og cryo i flere tilfælde kan være særligt effektiv.

Kort efter står jeg bag det diskrete forhæng foran rødlyspanelet. Simone fortæller, at det er helt op til én selv, hvor meget tøj man vil have på – men som hun siger: Hvem vil ikke også gerne have lidt pænere baller?

Det argument er svært at være uenig i, så af ryger det hele.

Behandlingen varer 20 minutter: 10 minutter med forsiden mod lyset og 10 minutter med ryggen. Panelet udsender ikke kun lys, men også en mild varme, som gør oplevelsen overraskende behagelig.

Da jeg stiller mig foran panelet, strejfer tanken mig – som den måske også gør hos dig – hvad man egentlig skal tage sig til i 20 minutter foran en væg af rødt lys. Men da jeg får en kop varm te med ind og egentlig bare stiller mig med lukke øjnene og trækker vejret dybt, går det op for mig, at det er en tiltrængt lille pause midt på dagen.

Resultatet

For at være ærlig var mine forventninger til at kunne se en synlig forskel på min hud gået fra ekstremt høje til ekstremt lave. Jeg kunne måske godt regne ud, at der skulle et længere forløb til. Til gengæld havde jeg fundet ud af, at behandlingen var en god måde at få velvære ind i hverdagen. Du træder ind, står foran panelet i 20 minutter og kan derefter gå direkte videre med din dag – uden olier, cremer eller andre produkter, der får det til at se ud, som om at du ikke har nået at vaske håret om morgenen.

Jeg besøger OneThirtyLabs tirsdag, onsdag og torsdag, og da weekenden kommer, begynder der at ske noget med de tørre plamager, jeg har døjet med siden september – de begynder næsten at skalle af. Samtidig bemærker min kæreste, at min hud føles blødere end normalt.

Jeg er i forvejen storforbruger af fede cremer – gerne fra apotekets hylder – så jeg fortsætter selvfølgelig med at smøre flittigt. Men da mandagen kommer, er de tørre pletter, jeg har kæmpet med i måneder, nærmest forsvundet.

Jeg vil ikke love en mirakelkur – for som Simone fortalte mig, er det forskelligt fra hud til hud, hvordan man responderer. Men når man har døjet med noget i sit ansigt, som efter en lille ændring i sin hverdag går væk, vil begejstringen ingen ende tage. Jeg købte selvfølgelig straks et klippekort.

1

En gang rødlysterapi af hele kroppen, 195 kr hos OneThirtyLabs, Palægade 2, st, 1261 København K.

Læs ogå

Cecilie Ingdal om sin behandling hos Beauty Akademiet: “Mathilde Gøhler, som senere samme aften sad overfor mig, spurgte, hvordan jeg har fået så glødende og smuk en hud”