“Der var mange, der håbede, at corona var en parentes, og at vi efterfølgende ville kunne gå tilbage til sådan, som det var før, men det i sig selv var en fiktion”

De fleste, der har spillet videospil, har prøvet det: Man spiller løs og træder mere eller mindre bevidst gennem en portal, og pludselig er man i et parallelt univers, hvor alt er forvrænget og føles forkert. På et eller andet tidspunkt finder man sin vej tilbage til virkeligheden igen, nogle gange ved hjælp af et sort hul, andre gange ved at manipulere spillet og til tider ved at følge sine spor tilbage til den portal, man brugte til at forlade den normale verden.

Den portal er der mange, der leder efter for tiden, men det er ikke et bestemt univers i et videospil, de gerne vil tilbage til. I stedet er det verden anno 2019, de længes mod – faktisk i en sådan grad, at begrebet ‘2019-nostalgi’ er stukket af online. 

Taster man 2019 i TikToks søgefelt, er nostalgi det andet resultat, der kommer frem. På Spotify og SoundCloud vrimler det med 2019 nostalgia-playlister – som regel starter de med enten Lil Nas X-hittet ‘Old Town Road’ eller Billie Eilish-gennembruddet ‘Bad Guy’. Magasinet The Atlantic udgav et essay om, hvordan vi som samfund er hjemsøgt af 2019’s spøgelse, og hvordan vores kollektive besættelse af året afholder os fra at komme videre med vores liv. Og på sociale platforme som Medium og Reddit er der dusinvis af tråde, hvor folk debatterer, hvorfor alle længes mod 2019. For én gangs skyld kan de blive enige om noget. 2019, skriver de, var: det sidste normale, glade år; peak life; en fuldkommen anden tidslinje; det sidste år, hvor alle var sociale; en anden verden; et af de lykkeligste år nogensinde; sidste gang, folk havde håb; sidste gang, verden ikke føltes fake. Eller som en anonym Reddit-bruger opsummerer:

“Det var slutningen på verden, som vi kendte den. Jeg ville give alt for at vende tilbage og føle mig normal igen.”

Siden 2019-nostalgien først begyndte at brede sig, har 2016-nostalgien sluttet sig til. Men hvorfor længes vi sådan mod en periode, der ifølge politiske eksperter var alt andet end harmonisk?

“Siden 2019-nostalgien først begyndte at brede sig, har 2016-nostalgien sluttet sig til. Men hvorfor længes vi sådan mod en periode, der ifølge politiske eksperter var alt andet end harmonisk?”

Enkeltbillet til fremtiden

Året 2019 har fået en nærmest mytisk status på sociale medier og er blevet symbol på normaliteten på samme måde, som 2020 for altid vil være lig med coronapandemien, skriver Helena Fitzgerald i essayet i The Atlantic. Og der er bred enighed om, at det var pandemien, der var portalen til den alternative verden, som mange mennesker på internettet stadig ønsker sig en returbillet til:

“Idéen om, at 2019 var det sidste normale år, kommer af kombinationen af den her følelse af, at tingene ikke er vendt tilbage til normalen efter corona, og så den teknologiske og politiske udvikling, som er raset afsted i mellemtiden og bliver ved med at stille nye spørgsmål til forholdet mellem, hvad der er sandt og falsk,” fortæller Johan Farkas. 

“Der var mange, der håbede, at corona var en parentes, og at vi efterfølgende ville kunne gå tilbage til sådan, som det var før, men det i sig selv var en fiktion. Det er svært at sætte fingeren på, præcis hvordan corona ændrede samfundet, men vi kan jo ikke vende tilbage til en svunden tid”

Han forsker i mødet mellem digitale medier og demokrati ved Københavns Universitet, har skrevet bogen ‘Post-Truth, Fake News and Democracy: Mapping the Politics of Falsehood’ og følger nøje med i udviklingen af kaninhuller, konspirationsteorier, fake news og ekkokamre online:

“Der var mange, der håbede, at corona var en parentes, og at vi efterfølgende ville kunne gå tilbage til sådan, som det var før, men det i sig selv var en fiktion. Det er svært at sætte fingeren på, præcis hvordan corona ændrede samfundet, men vi kan jo ikke vende tilbage til en svunden tid,” siger Johan Farkas. 

For verden stod ikke stille, mens coronapandemien hærgede – tværtimod. I perioden omkring pandemien – som lammede verden i marts 2020 og varede til maj 2023, hvor Verdenssundhedsorganisationen erklærede den globale, offentlige nødsituation for overstået – var der verdensomspændende protester mod racisme og politivold efter mordet på George Floyd. Rusland invaderede Ukraine. Energikrisen førte til inflation og højere leveomkostninger i lande verden over. Trump-støtter stormede den amerikanske kongres. Taleban-styrker generobrede magten i Afghanistan, og Assad-regimet faldt i Syrien. Dronning Elizabeth døde, dronning Margrethe abdicerede, Elon Musk opkøbte – og ødelagde – Twitter, og OpenAI lancerede ChatGPT. 

I slutningen af 2023 startede krigen mellem Israel og Palæstina, og i slutningen af 2024 blev Donald Trump genvalgt som amerikansk præsident på trods af at være blevet kendt skyldig i utallige retssager. Siden da har verdenspolitikken været på en vild rutsjebanetur, mens billeder og videoer fra USA viser ICE-betjente begå drab på civile og kæmpemæssige demonstrationer mod regeringen. Det har været med til at få virkeligheden til at minde mere om noget fra en fantasyfilm end sig selv og 2019 til at fremstå som året, før verden gik af lave:

“Genvalget af Trump har ført til en eskalation og en følelse af, at virkeligheden er for syret til at være sand. Det kombineret med den teknologiske udvikling har været med til at bidrage til den her fornemmelse af, at der har været en form for brud, at vi ikke længere har samme forståelse for, hvad der er sandt og falsk, og at verden er blevet for kompleks til at blive begrebet,” siger Johan Farkas. 

“Kernen i tanken om, at 2019 var det sidste normale år, er, at virkeligheden ikke findes mere, at verden ikke er normal mere. Men der siger jeg bare: Hvornår har den nogensinde været normal? Og jeg har svært ved at se, at det skulle være i 2019″

Samtidig med at verificerede billeder i verdenspressen har givet virkeligheden et uvirkeligt skær, har fremkomsten af fake news, deep fakes og kunstig intelligens gjort det sværere for os at navigere i den information, vi møder online. Det har været medvirkende til at skabe den virkelighedsfjerne følelse af falsk- og fake-hed, som mange melder om online:

“Pandemien, kunstig intelligens, Donald Trump, Ukraine, Gaza, TikTok og ChatGPT har rykket vildt meget ved rammerne. Og samtidig får mange mennesker deres informationer fra sociale medier, podcasts og kanaler som Fox News, som ikke har demokrati eller videnskab som kerne, men tværtimod populisme. Det får os til at tvivle på, om vi egentlig kan tro på det, vi ser, og i mange tilfælde er svaret nej,” siger fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen.

Hun er ikke overrasket over, at det får mange til at føle, at virkeligheden er underlig fjern, og at fortiden føles mere solid:

“Virkeligheden er rigtig meget op til fri fortolkning. Det gør os mentalt trætte og følelsesmæssigt usikre, at vi hele tiden skal tage stilling til, hvad vi skal mene i dag. Og det giver sådan en kognitiv og social dissonans, der minder om at leve i et alternativt univers, som når man lever i en anden timeline i et computerspil, hvor reglerne hele tiden ændres.”

Virkelighedsbristen sker igen og igen 

Forfatteren og musikeren Kristian Leth har boet i New York i mange år, og i efterskælvet af det første valg af højrepopulisten Donald Trump som amerikansk præsident gik han rundt i en by, der virkede til at lide af granatchok. Trump var blevet valgt som præsident efter en valgkamp, der var en komplet negation af alle normer. Følelsen af uvirkelighed og ubegribelighed var en tæt og tung tåge, men i stedet for at give efter for mørket skrev Kristian Leth bogen ‘Håb – et forsvar forfremtiden’. 

“Kernen i tanken om, at 2019 var det sidste normale år, er, at virkeligheden ikke findes mere, at verden ikke er normal mere. Men der siger jeg bare: Hvornår har den nogensinde været normal? Og jeg har svært ved at se, at det skulle være i 2019. For mange af os var det lige præcis den periode, som førte til en følelse af, at verden var gået af led og af lave, og at reglerne ikke gjaldt mere,” fortæller han.

Når han alligevel satte sig til at skrive en bog om håb, var det, fordi det gik op for ham, at der ikke var noget unormalt ved følelsen af unormalitet – tværtimod. Fortællingen om den ekstraordinære verdensomvæltning og den konstante strøm af kriser var derimod mere eller mindre konstant. Faktisk kunne han pege på flere lignende perioder bare i sit eget forholdsvis korte liv (i dag er han midt i 40’erne), og når han kiggede tilbage i historien, stod det klart, at fremtidsfrygten var permanent: 

“Fortællingen om, at vi lever i en helt ny tid, som man aldrig har set før, det er den allermest gentagne gennem historien. Og den er i sig selv beviset på, at vi overhovedet ikke er et nyt sted,” siger han. 

Tværtimod har hver generation sin virkelighedsbrist, der afføder en følelse af uvirkelighed. For hans var det 9/11 i 2001:

“I mit liv, for min generation, var den afgørende begivenhed, da flyene fløj ind i de to tårne. Der havde vi en følelse af, at virkeligheden ikke holdt mere, at man ikke kunne genkende verden, når man tændte for nyhederne, og at man ikke kunne stole på noget. Men inden da var der den kolde krig, og der var punkerne, der havde slogans om ‘No Future’, og der var ungdomsoprøret i 68, og man kan blive ved og ved til tidernes morgen.”

“Hvis der blev lavet en undersøgelse af, hvem det er, der længes efter 2019, så kunne jeg godt forestille mig, at det var dem, der var lige ved at flytte hjemmefra, og som pludselig skulle ud i en verden, hvor det var svært at blive voksen, og som virkede kompleks og uoverskuelig”

Virkelighedsbristen sker igen og igen og får hver generation til at længes mod nogle bestemte år, fortæller Kristian Leth. For ligesom hans generation vil pege på 90’erne som det gyldne årti, så skrev grækerne 500 år før Kristi fødsel om, hvordan alting havde været bedre engang, i gudernes tid, og hvordan de gruede for fremtiden. Og sjovt nok er der en tendens til, at folk længes mod de år, hvor de selv var unge, på samme måde, som de længes mod den musik – eksempelvis Billie Eilish – der udkom i deres ungdomsår: 

“De, der længes mod 2019, blev sandsynligvis studenter omkring 2019. Der er sandsynligvis tale om folk, der ikke helt kan huske den dystopiske kvalmefølelse af uvirkelighed, der ramte mange af os i 2016, da Donald Trump blev valgt som præsident. Nostalgi kan være lidt drømmeagtig, når den begynder at nærme sig vores barndom, men der var vores liv sjovt nok også nemmere, end når man bliver voksen, skal overskue mere og bliver mere bevidst om omverdenen.”

Den udlægning er Johan Farkas fra Københavns Universitet enig i:

“Hvis der blev lavet en undersøgelse af, hvem det er, der længes efter 2019, så kunne jeg godt forestille mig, at det var dem, der var lige ved at flytte hjemmefra, og som pludselig skulle ud i en verden, hvor det var svært at blive voksen, og som virkede kompleks og uoverskuelig,” siger forskeren, der mest af alt føler sig gammel, når han hører, at generation Z længes efter 2019: 

“Men hvis du går tilbage i historien, kan du se, at amerikanske kommentatorer skrev præcis det samme med, at samfundet var blevet for komplekst til, at menigmand kan følge med, for 100 år siden, i starten af det 20. århundrede. Den her idé om, at samfundet er blevet for komplekst til, at vi kan forholde os til det, er i virkeligheden en meget grundlæggende fortælling om moderniteten, som vi har igen og igen og igen.”

Nostalgi er en copingmekanisme

Julia Lahme er uddannet etnolog og har arbejdet som livsstilsekspert i 16 år. I løbet af den tid har hun bevidnet bølger af trends og nostalgi komme og gå, og hun undrer sig ikke over, at det lige nu er 2019-nostalgien, der boomer: 

“Vi har set det mange gange før i historien. Vores erindringer begynder at gro over med blomster og rosenblade efter fem år. Det er et velkendt fænomen, at vi sådan rimelig godt kan huske, hvor hårde tingene var for tre eller fire år siden, men så snart vi kommer længere tilbage i tiden, får hverdagen et urealistisk skær for de fleste af os. Det er en form for copingmekanisme, hvor vi mister realitetssansen og den reelle erindring af, hvor hårdt det egentlig var,” siger Julia Lahme. 

“Man ser det jo eksempelvis omkring tradwife-bevægelsen, hvor man nu hører argumenter om, at alt var bedre i gamle dage, da mor gik hjemme, men hvor vi bare glemmer, at kvinderne ikke havde mulighed for at gå fra deres mænd og forsørge sig selv”

Selv hvis nostalgien spiller os et puds, så spiller den en rolle for os, siger fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen, der er uddannet biolog. Hun fortæller, at folks kropstemperatur stiger en lille smule, når de føler sig nostalgiske, og at det aktiverer kroppens belønningssystem, dæmper fysisk smerte, dæmper social smerte og forbinder os med andre:

“Når man kigger på nostalgi som noget evolutionært, så mener man faktisk, at det er en form for overlevelsesmekanisme. Man mener, at nostalgi har været med til, at vores forfædre kunne holde modet oppe i de kolde, mørke, sultne og farlige perioder. Det var en form for psykologisk varmepude, som gjorde det muligt at holde ud og overleve, indtil tingene blev bedre, fordi det har været med til at skabe håb i forfærdelige situationer.”

Hyggenostalgi eller farlig højredrejning

Efter årsskiftet til 2026 spredte en trend sig på sociale medier. Folk postede billeder fra 2016, beretninger om, hvor de var i deres liv dengang, delte datidens mode- og musikinspiration, dykkede ned i populærkulturen og postede 2026-billeder med 2016-filtre. Der blev ikke talt ret meget om vedtagelsen af Brexit, valget af Trump, skoleskydninger, hadforbrydelser, politivold og naturkatastroferne eller om tabet af Bowie, Cohen og Prince. Det virkede lidt, som om internettet havde fået kollektivt hukommelsestab. Det er trods alt kun ni år siden, at 2016 sluttede, og året blev budt farvel med The Guardian- og New York Times-kronikker om, at det var “et år i det rene helvede” og “Worst. Year. Ever.”. 

Men det er der ikke noget usædvanligt i, for når vi længes mod en fortid, har vi en tendens til kun at huske det, vi har lyst til:

“Vi forsøger ofte at forstå vores nuværende situation gennem nostalgi for det, vi tænker på som en simplere tid. Men problemet med den type narrativ, især i et land som USA, er, at det let kan negligere fortidens problemer. For hvornår var den ‘normale’ tid? Var det virkelig Trumps første præsidentperiode? Eller var det tilbage, da der var segregering af sorte og hvide? Eller da kvinder ikke kunne stemme? Det kan godt være, livet i fortiden kan virke mere overskueligt, men det var det bestemt ikke for alle,” siger Johan Farkas. 

Problemet er ikke kun, at vi har lyserøde briller på, når vi kigger på fortiden. Det er også, at mange lader sig inspirere af fortiden, eller snarere den slørede version af den med et flatterende nostalgifilter på, både når det gælder politik og privatliv:

“Man ser det jo eksempelvis omkring tradwife-bevægelsen, hvor man nu hører argumenter om, at alt var bedre i gamle dage, da mor gik hjemme, men hvor vi bare glemmer, at kvinderne ikke havde mulighed for at gå fra deres mænd og forsørge sig selv. Og vi tænker, at 1800-tallet var en smuk periode, men den var fuld af krig og damer, der døde af blærebetændelse,” siger Julia Lahme. 

“På et samfundsmæssigt plan ser vi slogans som Trumps “Make America Great Again”, når vi ikke kan overskue virkeligheden. Men det er en længsel mod et Amerika, som aldrig har været der, og mod en tid, som folk tror, de kan huske, fordi de har set den på TV”

Visse grupper er bedre end andre til at udvinde nostalgien til egen fordel, og det har betydning for samfundet: 

“Konsekvensen er, at vi ser en højredrejning i samfundet, for alt, hvad der er højredrejet, er bedre til at være nostalgisk og konservativt, end de venstredrejede er. Højredrejningen kommer, fordi den lover de gode, gamle dage tilbage. Det er jo helt klart det, vi ser i USA lige nu.”

Johan Farkas fortæller, at nostalgien og den virkelighedsfjerne følelse kan have en tendens til at være et slags gateway drug til nihilisme. For hvis tingene føles uvirkelige, og hvis alt føles fake, hvor meget agens har man så, selv hvis man bor i et demokrati? 

“I USA er der en stigende gruppe – stadig en minoritet, men den vokser – der ikke rigtig tror på politik og bare drømmer om at se det brænde ned. Det er en form for nihilisme, som måske kommer af følelsen af, at tingene ikke rigtig har konsekvenser, at tingene er ligegyldige eller uvirkelige. Det kan både føre til, at man stopper med at engagere sig i samfundet, og at man ligefrem begynder at være en destruktiv kraft i det. Man ser især, at den ydre højrefløj prøver at kapitalisere på, at der er mange unge mænd, der føler et tomrum og savner et fællesskab, som de her nostalgiske ultrahøjrefløjsbevægelser så kan forsøge at give dem.”

Fortvivl ikke

Nostalgien er med andre ord ikke ret kildekritisk. Men det er heller ikke formålet med den, siger Kristian Leth: 

“På et samfundsmæssigt plan ser vi slogans som Trumps “Make America Great Again”, når vi ikke kan overskue virkeligheden. Men det er en længsel mod et Amerika, som aldrig har været der, og mod en tid, som folk tror, de kan huske, fordi de har set den på TV. Det er sådan, minder fungerer,” siger Kristian Leth. 

Men nostalgien mod 2019 handler faktisk slet ikke om 2019. Den handler ikke engang om, hvor vi er lige nu. Når bølger af nostalgi rammer samfundet, er det mest af alt en forsikring om, at alt er, som det plejer, siger han:

“Den slags nostalgi handler ikke om, hvorvidt tiden, du er nostalgisk for, var bedre. Den handler om, at nostalgi er en menneskelig følelse, som alle oplever. Grunden til, at vi er bange for fremtiden, handler mere om den kultur, vi lever i, end den tid, vi lever i. Vores kultur er altid bange for fremtiden, og det mønster gentager sig i hver eneste generation. Fremtidsfrygt og nostalgi er en grundlæggende menneskelig betingelse.”