Mens en åbenlys skamløshed engang var noget, der hørte til de få, ser vi den nu overalt – fra professionel sport til de superriges bryllupper. Mens vi suger det hele til os, spørger journalist for ELLE UK, Lotte Jeffs: Er vi ved at blive tonedøve?
VED DU, HVEM DE SUPERRIGE BURDE HAVE PÅ LØNNINGSLISTEN?
En person, hvis jobbeskrivelse går ud på at aflæse rummet og venligt foreslå, som man ville gøre med et barn, at det nok ikke er en supergod idé at gøre dét der, men her, leg i stedet med denne skinnende ting. For når man ser på de højprofilerede menneskers adfærd lige nu, må man undre sig over, hvorfor ingen sætter ind med grænser eller konsekvenser – hvorfor de ikke kun ‘får lov’, men ligefrem opfordres til at opføre sig med absolut straffrihed.
Hvis du har nok penge, berømmelse, magt eller indflydelse, er det virkelig kedeligt og meget ‘almindelige mennesker’-agtigt at bekymre sig om, hvordan dine handlinger bliver opfattet af masserne. Hvorfor skulle Jeff Bezos og Lauren Sánchez ikke kapre hele Venedig til deres bryllup til 50 mio. dollars? Hvorfor skulle Katy Perry ikke tage en tur i rummet? Hvorfor skulle Brooklyn og Nicola Peltz-Beckham ikke forny deres ægteskabsløfter i en overdådig ceremoni (som ingen af Beckhams deltog i) efter blot tre års ægteskab? Og hvad er der galt med at lufte sit fjendskab med nogen – hvad enten det er Aryna Sabalenka, der fortæller interviewere om sine problemer med modstanderen Amanda Anisimova ved Wimbledon, eller Lana Del Rey, der deler et diss track om Ethel Cain?
Vi lever i en trumpistisk verden, hvor intet betyder noget. Som en karakter i det populære Netflix-show ‘The Hunting Wives’ siger: “I believe in doing whatever the f*ck I want, ’cause what else is there?” Velkommen til en æra med celebrities uden skam, som vi aldrig har set det før. Mens verden brænder, lever højprofilerede mennesker med flere penge, end de har fornuft, stadig mere overdådige liv – og poster det hele på sociale medier. Respekterede sportsfolk og popkulturelle ikoner deler deres private konflikter på den mest offentlige måde muligt, og ‘oldschool’ filmstjerner som 50-årige Leonardo DiCaprio forsøger ikke engang at lade, som om de er seriøse mennesker længere; skuespilleren sagde for nylig i et interview, at han stadig føler sig følelsesmæssigt som 32. Måske er det derfor, han kun dater kvinder på den alder.
De dage er forbi, hvor rige mennesker skammede sig over deres rigdom, eller berømte skammede sig over deres berømmelse, eller politikere tænkte, at de burde holde ferie et stille sted, hvor de kunne passe sig selv – og ikke, som JD Vance gjorde denne sommer i Cotswolds, på skatteydernes regning, mens han blandede sig bramfrit i en lokal landsby og opføre sig, som om han ejede stedet.
Men hvilken effekt har denne fremgang i skamløshed på resten af os? Mens milliardærer spekulerer over, hvilket Instagram-filter der får deres diamanter til virkelig at poppe, poster vi almindelige mennesker mindre af vores liv online og føler os så belastede af verdens tilstand, at vi knap nok kan dele et uskyldigt billede af en matcha latte uden at bekymre os om, hvordan det vil blive modtaget. Instagram er nu for store gestus, gennemarbejdede statements om identitet og verdenssituationen, aktivisme eller billeder i høj produktionskvalitet – der er ikke længere plads til et sløret billede af din morgenmad.
I en New Yorker-artikel fra tidligere i år med titlen ‘Are you experiencing posting ennui?’ skrev Kyle Chayka: “Under Black Lives Matter-protesterne i 2020 var mange individuelle brugere og firmaprofiler tilbageholdende med at poste noget, der ikke var aktivismerelateret. Den følelse er vendt tilbage nu i forbindelse med begivenheder som Israels krig i Gaza og præsident Trumps mobilisering af ICE mod migranter.” Han citerer en person, der beskriver kontrasten mellem global krise og personlig opdatering som en form for “emotionelle piskesmæld”.
Denne forskel er måske det, der får indholdet fra rige, berømte og succesfulde mennesker til at fremstå ekstra skamløse lige nu. Man kunne argumentere for, at de bare deler deres sande liv som en del af den sociale medier-kontrakt, enhver med en Instagram-konto har underskrevet. Det er ikke deres skyld, at deres virkelighed tilfældigvis er virkelig ekstremt fantastisk sammenlignet med dit “sad little life, Jane”.
Jeg spørger Brian Moylan, popkulturekspert og forfatter til ‘The Housewives: The Real Story Behind The Real Housewives’, om de mest skamløse celebrities faktisk er de mest autentiske, og han siger: “Absolut, og det er det, der skaber en god realitystjerne. Publikum kan spotte uautenticitet … Forestil dig, hvis Lauren Sánchez blev gift på rådhuset – vi ville tænke: Hvad fanden foregår der, dame?”
Ville vi blive mere vrede, hvis rige, indholdstomme celebrities lod, som om de var noget andet – eller forsøgte at skjule deres privilegier? Er det skamløst, at Khloé Kardashian deler detaljer om sine plastikkirurgiske indgreb, eller at flere og flere A-listere siger “Ja, jeg er på Ozempic” – eller er det ærligt?
Jeg spekulerer på, om vi har skubbet celebrities ud i denne nihilistiske ligegyldighed ved at holde dem op på umulige standarder fra starten. Når de har forsøgt at tale oprigtigt om en sag eller gøre noget ‘godt’, har de alligevel formået at gøre det forkert og er blevet hånet eller endda cancelled for det. Under de ødelæggende skovbrande i L.A. i januar blev mange stjerner beskyldt for at være tonedøve i deres reaktion eller i deres beslutninger om, hvordan de ville hjælpe (Mandy Moore delte et GoFundMe-link, blot for at blive kritiseret for ikke selv at donere flere penge). Og hvem kan glemme den krumme tæer-fremkaldende gengivelse af John Lennons ‘Imagine’, som berømte som Gal Gadot og Natalie Portman lavede under COVID – kun for at blive hånet vidt og bredt?
Hvorfor være forsigtig eller omsorgsfuld, hvis du alligevel bliver mødt af en shitstorm?
Faktum er, at vi elsker at se, hvordan de særligt privilegerede lever. Vi elsker at blive forargede, underholdt – det hele er bare content i sidste ende, og ‘eat the rich’-fortællingen gav os nogle strålende TV-serier og film: ‘Succession’, ‘The White Lotus’ og senest ‘Mountainhead’. Journalisten Marina Hyde mener, at “‘eat the rich’-genren er begyndt at føles endnu mere selvtilfreds end de superrige selv”, og jeg må indrømme, at jeg er enig i, at ‘quiet luxury’ med sine IYKYK-flip-flops til 6.500 kroner er endnu mere irriterende end den ‘store bryster, små outfits’-stil, som Moylan siger gør comeback. Han sammenligner denne “tilbagevenden til 1980’ernes ‘Dynasty’-æstetik” – som vi ser på Lauren Sánchez, Sabrina Carpenter og Taylor Swift i hendes Showgirl-æra – med dengang Trump var på toppen som forretningsmand.
I 1980’erne var der en lige så åbenlys fejring af overflod og succes som i dag, men forskellen mellem yuppiekulturens skulderpude-skamløshed og nutidens don’t-give-a-f*ck-A-listere er, at uden internettet var det sværere at vise sin rigdom og status frem – og for ens dekadence at infiltrere almindelige menneskers liv. Kløften mellem middelklassen og de superrige var også mindre … folk, der arbejdede i medierne, havde f.eks. en reel chance for at tjene mange penge – noget fuldstændig utænkeligt for de fleste folk i branchen i dag. Leveomkostningskrisen og stigende arbejdsløshed giver et ekstra lag bitterhed, når vi oplever elitens luksuriøse liv lige nu. Men måske er det mere et problem hos os end hos dem.
Den britiske forfatter Zadie Smith siger, at skam har en funktion. I et interview fra 2018 sagde hun: “Jeg synes, det er en nyttig følelse, korrigerende for bestemte typer af adfærd … At være skamløs er meget, meget farligt.” Hun mener, at skam er umoderne, fordi det er en kristen følelse, og tilføjer: “Jeg har altid syntes, den var ret produktiv i evangelierne – idéen om, at du går ud fra, at du er fuldstændig i synd … Vi praler altid eller forsøger at gøre os bedre end andre … Så jeg synes, at have tanken i baghovedet om, at du nok ikke er helt så fantastisk, som du tror, er en nyttigt.”
Men skam er ikke produktiv, hvis det hindrer os i at være oprigtige, i at prøve eller i at stille os frem. Der er en fare for, at forsøg på at være sårbar nu bliver afvist som cringe. Forfatteren Ocean Vuong har talt om sine erfaringer som underviser i kreativ skrivning og forklaret, at “studerende bliver mere og mere bevidste om at prøve. Der er en overvågningskultur på sociale medier … Jeg vil ikke ses som en, der prøver, og som har et anstrengt forsøg på at nå min drøm. Bange for at blive dømt spiller de kyniske. Men de hungrer dybt efter oprigtig, ægte indsats.”
Ah, oprigtighed – måske er det dét, vi virkelig mangler som kultur.
Almindelige mennesker er bange for at være oprigtige, i tilfælde af at det virker – i bedste fald – cringe og i værste fald tonedøvt. I mellemtiden ønsker milliardærer, kendisser og influencere – hvad enten de er til skumparty på en superyacht eller i en raket på vej ud i rummet – bare at se hotte ud og ikke blive straffet for det.
“Det med skam,” siger Brian Moylan, “er, at du har brug for lidt af det for at kunne overskride normerne. Og vi mister denne form for overskridelse, i takt med at ekstrem opførsel normaliseres. Det, jeg bekymrer mig om, er, at stor kunst ikke kan opstå uden en form for overskridelse. Skam giver os grænser at krydse.”
Men i sidste ende handler det hele om kontekst – noget, de rige og berømte er ved at miste grebet om. Hvis de ikke er rige nok til at eje faktiske bunkere i New Zealand, klar til at beskytte dem mod verdens ende, lever de stadig, som om de gør – indelukket i en mentalitet, der beskytter dem mod konsekvenser. Men det er os, der har bygget det tilflugtssted ved at opretholde en kultur, der både dyrker og håner deres skamløshed i lige høj grad.
