Fra Trump og Kirk over Sass Larsen og Sisse Sejr. Fra geopolitisk galskab til hybridkrig (og nabo ditto) over AI og peasant food. Kommunikationsrådgiver, klummeskribent og podcastvært Anne Kirstine Cramon gør status, summer op og kigger tilbage på året, der gik.
2025. Som publikum råber mellem sangene til Suspekt-koncerter: “Det kan godt blive vildere, det kan godt blive vildere.” Og det gjorde 2025 da bestemt også. Det blev året, hvor tingene ligesom ikke rigtig faldt til ro som forventet. Vi havde regnet med og håbet på, at tingene fandt et leje – og bevares, det gjorde de da også på en måde. Men det leje var bare et ekstremt ustabilt et.
Donald Trump blev endnu en gang indsat som USA’s præsident og startede embedsperioden ud med at lancere toldsatser på en måde, som ingen rigtig forstod, men som mindede os alle om, at nu var han da i hvert fald tilbage. Og ikke alle var lige begejstrede for dette comeback. 7 mio. af hans egne borgere demonstrerede mod ham i oktober måned – og eftersom Trump selv mente, at de var betalt for det, må det have været en dyr omgang. I 2025 gjorde Trump sig bl.a. også bemærket ved at fortælle de amerikanske borgere, at der er en sammenhæng mellem brugen af paracetamol og autisme, noget, som hverken WHO eller Det Europæiske Lægemiddelagentur kunne nikke genkendende til, men som nok skal have fået en masse mødre, der har taget en enkelt paracetamol under graviditeten, til at piske sig selv med skorpioner, og sådan er der jo mange måder at straffe kvinder på.
I 2025 gjorde Trump sig bl.a. også bemærket ved at fortælle de amerikanske borgere, at der er en sammenhæng mellem brugen af paracetamol og autisme, noget, som hverken WHO eller det europæiske lægemiddelagentur kunne nikke genkendende til.
Geopolitisk er den faktisk stadig helt gal, og det skyldes måske – måske ikke – at de store verdensledere kan minde mere om tegneseriefigurer end om statsoverhoveder. Og så sker der ting, der fremstår temmelig ildevarslende. I september blev den unge højrefløjsaktivist Charlie Kirk dræbt under et politisk arrangement i delstaten Utah, og i efterdønningerne blev den mangeårige talkshowvært Jimmy Kimmel fyret for at lave en joke om selvsamme mord. Begge er begivenheder, der minder om noget, der kunne foregå i en bananstat og ikke i et oplyst demokrati.
Den amerikanske politiske højrefløjsaktivist Charlie Kirk mistede livet den 10. september, da han blev likvideret under et møde med unge på Utah Valley University.
Israel-Palæstina-konflikten huserer fortsat, og eftersom jeg ikke gider få trusler fra hverken den ene eller den anden side i min indbakke, går jeg ikke nærmere ind i dét, men konkluderer blot, at det er et betændt område – ikke kun for dem, der rent fysisk er til stede, men også her i landet – og at for os, der står lidt ude i periferien af debatten, kan det minde lidt mere om hooligans fra begge sider, der hepper på et klubopgør i en engelsk Premier League-klub, end en reel krig med død og ødelæggelse til følge.
Mens politiets aktionsstyrke jagtede droner, rasede Israel-Palæstina-konflikten fortsat.
Ser man på det danske politiske billede, kæmper Venstre stadig. Og til partiets landsmøde fik vælgerne indblik i hvor meget. I hvert fald stod der på Troels Lund Poulsens storskærm efter hans tale: “Smil. Bliv stående. Lign en vinder.” Og det er ca. det, vi har set til Troels Lund Poulsen i år. Måske står han bare stadig i Odense Congress Center og ligner en vinder.
En, der i hvert fald lignede en vinder, var Mette Frederiksen, der gik ind i 2025 med en spritny frisure. Hillary Clinton sagde engang, at hvis hun gerne ville stjæle avisforsider, skulle hun bare få sig en ny frisure. Det samme gør sig gældende med statsministeren, selvom hun mest blev memet.
“Smil. Bliv stående. Lign en vinder.” Gælder nok både for Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen.
Nyt hår eller ej er der noget, som Mette Frederiksen og vi andre aldrig helt slipper for, nemlig mink. I hvert fald kunne Berlingske og B.T. fortælle, at de nu efterhånden famøse SMS’er rent faktisk måske kunne være genskabt, og at alle værktøjer ikke havde været oppe af redskabskassen i forsøget. Det blev mødt med larmende tavshed af statsministeren, så vi må vist bare leve med det – til tid og evighed.
Den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for store mængder seksuelt overgrebsmateriale mod børn i en sag. Her blev det tydeligt, hvad det kan betyde, når man har at gøre med en tidligere toppolitiker, der ved, hvordan man spinner et narrativ, for inden han sad i retssalen, var han på en større medieturné med sange fra de varme lande og taler for sin syge moster, der skulle få os alle til at tro, at han havde gjort det, som han havde gjort, i et respektabelt, faktisk nærmest beundringsværdigt ærinde. Men den gik ikke. Og gudskelov for det. Som jeg engang hørte en meget klog person sige: Der er tre ting, der ikke kan gemme sig ret længe, og det er solen, månen og sandheden. Det måtte Sass Larsen i hvert falderfare.
Borgere opsatte skilte foran retten ifm. sagen om Henrik Sass Larsens besiddelse af overgrebsmateriale med børn.
Moderaterne findes stadig. I hvert fald på papiret. Lars Løkke render rundt og smiler på den der måde, hvor man tænker, at han egentlig bare gerne ville have, at vi allesammen hygger os og spiser brunch og glemmer, hvem der har ansvaret. Han smilede sig også igennem et sagsanlæg fra Gnags’ forsanger, Peter A.G., der var fortørnet over, at partiet havde hapset linjen “Når jeg bliver gammel – så vil jeg ikke sidde på en bænk” i en af sine kampagner. “Man skal ikke fucke med de vilde kaniner,” lød det fra sangeren, inden han inviterede Lars Løkke på scenen i undertøj til en af bandets koncerter, og på mærkværdig vis må vi erkende, at Lars Løkke bare har det med at blive rodet ind i ting, der handler om undertøj. Noget, der dog fik Lars Løkkes smil til at stivne lidt, var historien om, at Mike Fonseca, der forlod partiet, efter at det kom frem, at han havde et forhold til en dengang 15-årig pige, var blevet tilbudt omkring 370.000 kr. af Lars Løkke for sit mandat. Ja, sådan kan man jo også lave politik.
“Når jeg bliver gammel …” De ord tilhører Peter A.G og ikke Moderaterne, ved vi nu. “Man skal ikke fucke med de vilde kaniner,” lød det fra sangeren.
Generelt har det politiske fokus været på forsvarspolitik og Ukraine, og Danmark oplevede selv på egen jord, hvad det gør, når en fremmed magt lammer flytrafikken, i september måned, hvor ordet hybridkrig pludselig blev noget, vi alle måtte forholde os til. I Københavns Lufthavn blev luftrummet lukket, og flyene omdirigeret, mens Politiets Aktionsstyrke jagtede droner, og statsministeren måtte efterfølgende stille op til vask og strygning om, hvorfor dronerne ikke bare var blevet skudt ned, mens hun kunne advare danskerne om, at det her bare er begyndelsen, og at fremtiden nok kommer til at byde på flere droner, mere sabotage og flere cyberangreb. Endnu en ny virkelighed at forholde sig til.
Kongehuset fik endnu en lønstigning, hvilket stemmer fint overens med kongens mange ferier – eller som han selv kalder dem: timeouts (måske også sådan en, prinsesse Isabella havde på Smukfest iført “Bollede ham i går”-T-shirt). Pengene skal jo komme et sted fra, når man selv bruger det meste af sin tid væk fra sit kongedømme. Værre står det trods alt til i det norske kongehus, hvor halvblodsprinsen Marius Borg Høiby er centrum i en sag, hvor tiltalen lyder på intet mindre end 32 forhold, herunder fire voldtægter, og hvor den nu detroniserede prinsesse Märtha Louise i 2024 var hovedperson i en dokumentar på Netflix, ‘Rebel Royals’, sammen med sin mand, shamanen Durek Verrett, og allerede inden dokumentarens publicering var ude at tage afstand fra sig selv. Så ved man, at det ikke er helt godt. Den skandaleramte engelske prins Andrew, der igennem de seneste år har været i søgelyset i en sag om beskyldninger om overgreb i forbindelse med Jeffrey Epstein, opgav alle kongelige titler og trådte tilbage fra det engelske kongehus – på den der måde, som topchefer siger farvel til jobbet på efter en gensidig aftale. Så helt ærligt hellere en konge, der tager mange, lange timeouts.
Kongefamilien fik lønstigning i 2025, men prinsesse isabella blev emne for debat, da hun til Smukfest var iført t-shirt med teksten ‘bollede ham I går’. Værre går det dog I kongehusene I hhv. Norge og UK.
Et af årets mest omtalte par var den norske Prinsesse Märtha Louise og hendes mand, Shamanen Durek Verrett.
TV-vært Jonatan Spangs kækhed forstummede, da først én og så flere kvinder tonede frem og fortalte om overgreb og upassende opførsel fra komikeren, der ellers lørdag efter lørdag har taget alle os andre igennem de klammeste af de klammeste Christiansborg-politikeres adfærd. Og nu var det så pludselig ham selv, der var den klamme. Komikeren selv har forskanset sig bag sin Instagram-profil og forsøgte i bedste politikerstil at mane til besindighed blandt medierne, mens politiet ville undersøge, hvad der var op og ned. Halvdelen af Danmark reagerede, som om det stadig var 2019, og havde travlt med at forklare, at man også må kunne flirte med en 15-årig uden at være kriminel, og at det i øvrigt kun handler om opmærksomhed, når man først fortæller om et overgreb mange år senere og ikke har meldt det til politiet i det sekund, det skete. På den måde er der nogle ting, der bare kører i ring.
Og så var der radiovært Sisse Sejr-Nørgaard, der i Københavns Byret blev dømt for ikke under 81 tilfælde af stalking og identitetstyveri mod en kvinde (som hendes mand, Esben Bjerre, havde en affære med) i form af bl.a. tilmeldinger til nyhedsbreve og restaurantbookinger i den forurettede kvindes navn. Man kan håbe, at hun en anden gang vil vende sig mod ham, der egentlig er skyld i hele miseren, nemlig sin mand.
Først i byretten og senere stadfæstet i landsretten blev tv-vært Sisse Sejr-Nørgaard dømt for ikke under 81 tilfælde af stalking og identitetstyveri mod en kvinde (som hendes mand, Esben Bjerre, havde en affære med).
I 2025 fulgte vi allesammen med i en nabokrig i Odsherred, der centrerede sig om en nyanlagt minigolfbane ved siden af en landejendom, hvor ejeren havde tænkt sig, at han skulle lave lydhealing og være selvforsynende, men endte med at råbe i megafon og spille meget høj rockmusik for at overdøve larmen fra minigolfbanen. Vi samledes også om endnu en omgang ‘Gift ved første blik’ og heppede på Amalie og Otto og valgte at overse, at det måske er en dum idé at tage et fuldt Lidl-outfit med til sig selv og sin brud, når man er på bryllupsrejse. Et sted, hvor der ikke fandtes noget Lidl-gear, men til gengæld fandtes en masse søde seniorer i uld-sweatre, der datede hinanden på kryds og tværs, var på Hotel Romantik. Meget mere af det, tak. Sød seniorkærlighed er i sandhed noget, der kan få pulsen ned og troen på det hele tilbage i en hektisk verden.
Et andet af årets mest omtalte par var Amalie og Otto fra DR-programmet Gift ved første blik.
I 2025 talte vi også rigtig meget om AI. Nogle var bekymrede for, at den kunstige intelligens ville komme og stjæle vores jobs, mens andre var bekymrede for, at konceptet allerede har stjålet vores sjæl. Til gengæld kan AI ikke rigtig finde ud af ironi og sarkasme, så der er i hvert fald håb for dem af os, der kan finde ud af det.
Vi sagde farvel til 1.000-kronesedlen, og det er nok fint nok, da fødevarepriserne alligevel er steget så meget, at ingen danskere reelt er i besiddelse af 1.000 kr. længere, så vi behøver dem slet ikke. De danske fødevarepriser er i hvert fald i den grad på en himmelflugt med pressede privatøkonomier til følge. Det seneste år er det kaffe, chokolade og oksekød – altså alt det, der sammen med rødvin gør livet værd at leve – der slår bunden ud af danskernes pengepunge. Her hjælper ingen kære AI.
Chokolade, havregryn og drikkevarer uden alkohol blev på hver deres måde samtaleemner I 2025.
Og så er der klimaet. Vi har efterhånden accepteret, at verden brænder, men forsøger at gøre det stilfuldt. Bambustandbørster, elbiler og slow fashion – men stadig flyrejser, bare med tiltagendedårlig samvittighed i håndbagagen. Grøn skam er blevet en statusmarkør: jo mere skyld, jo renere samvittighed. Her hjælper AI heller ikke. Faktisk det omvendte, for i 2025 kom det frem, at når folk er høflige og siger “Tak” til ChatGPT for svar, så koster det lillebitte ord millioner af dollars og skader miljøet, fordi man så giver datacentrene endnu flere – unødvendige – data at tygge sig igennem. Måske er uhøflighed vejen frem.
Eller man kan gøre noget helt andet. Det er nemlig også blevet moderne at gå offline. ‘Digital detox’ skyder op overalt som en slags nyeste nye selvudvikling for folk, der har mistet troen på notifikationer, og som mangler et nyt projekt at kaste sig over. Så læser de en bog om digital detoxog lægger deres telefoner lidt mere fra sig – og så laver de et opslag på sociale medier om, at de er på digital detox, og hvor rart det er, og hvor dejligt de har det med det. Min analyse er, at de, der er på digital detox, er de samme, som sidste år var sober curious, og som også har været på adskillige juicekure gennem årene. Og de typer har nok for længst også kastet sig over longevity-livsstilen, hvor det ikke gælder om at leve så godt som muligt, men så længe som muligt. Og med ikke at leve godt mener jeg, at det virker, som om man skal spise utrolig mange kosttilskud og ikke spise så meget af det, man alligevel ikke har råd til på baggrund af de tårnhøje fødevarepriser. Men har man kun råd til havregryn, er dét faktisk også en dårlig idé at kaste sig over ifølge longevity-ekspert Emil Thorup, der i en podcast udtalte, at havregryn var peasant food, og at dét skulle man holde sig fra. Det håber jeg ikke, der er nogen, der fortæller min datter, og er der nogen, der alligevel drister til sig til det, vil jeg henvise hende til fødevareminister Jacob Jensen, der måtte ud og moderere Thorups udsagn og opfordre til, at man lytter til folk, der har faglighed i rygsækken.
Og midt i alt det store leves der en masse små liv. Hos mig med bjerge af peasant food-havregrød og tøjvask og en tyrkertro på, at det hele nok skal gå, og at der også vil være en verden at overlevere til min datter. 2025 føles lidt som et mellemår. Ikke et, der skriver sig ind i historiebøgerne, mere et mærkeligt vadested mellem håb og udmattelse på en let nedadgående sliske. Der er nok ikke så meget andet at sige end: Smil. Bliv stående. Lign en vinder.
