Der bliver produceret og solgt skønheds- og hudplejeprodukter som aldrig før. Tendenser som clean beauty og nu også biotech-hudpleje får hele tiden branchen til at rykke sig. I år har Nina Wiberg Rosenquist lanceret sit bud på biotech-hudpleje: Cremer, der er baseret på enzymteknologi og pakket i bionedbrydelig emballage. Tag på tur i en branche i udvikling, når vi sætter fokus på biotech-hudpleje.
Blåbog
Nina Wiberg Rosenquist, stifter af og CEO i Bioli, 41 år. Født og opvokset i Hareskov. Har en kandidat i virksomhedskommunikation og erhvervsøkonomi fra CBS. Har tidligere været Global Digital Marketing & Communications Lead i Novozymes. Stiftede Bioli i 2021. Bor i København K med sin mand, Malte, og deres to børn Norma på 11 år og Alvar på 8 år
I 2021 sagde Nina Wiberg Rosenquist sit gode job hos Novozymes op for at satse alt på sin idé: at udvikle hudplejeprodukter baseret på enzymteknologi, der både er effektiv og mild samt god for miljøet. Beslutningerne omkring Bioli er ikke truffet på baggrund af følelser og mavefornemmelser, men evidensbaseret forskning. Og med det håber Rosenquist at kunne inspirere en gigantisk industri til at følge i hendes fodspor
Jeg havde fået to børn og var godt gang i karrieren hos Novozymes, da jeg begyndte at opleve udfordringer med min hud. Måske skyldtes det hormonelle forandringer eller bare livets pres. Jeg har aldrig interesseret mig for hudpleje og makeup, og eftersom der findes 3.000 forskelligehudsygdomme, blev det en længere rejse at finde ud af, hvad jeg reagerede på. Jeg opsøgte forskellige hudlæger for at forstå mere, og gennem mit job hos Novozymes lærte jeg samtidig om enzymer og erfarede, hvordan biotech er fremtiden i mange brancher. Jeg tænkte, at det måske var vejen at gå med hudpleje – at skabe en serie baseret på enzymteknologi, der både var effektiv og mild. Ikke enten det ene eller det andet, som jeg ellers oplevede.
Der var to klare områder, hvor jeg mente, at jeg kunne gøre en forskel med Bioli. Først og fremmest på ingredienssiden. Lovgivningen indenfor hudpleje er ikke særlig stram, hvilket er paradoksalt, da huden er vores største organ. Efter min mening er naturlig hudpleje fuldstændig misforstået. Naturlige ingredienser, inklusive økologiske, kan forårsage allergiske reaktioner, da planteekstrakter indeholder aktive stoffer, som nogle reagerer på – og så kan de variere i sammensætning, så der ikke er det samme i hver creme. Jeg negligerer ikke, at de kan have en positiveffekt, men risikoen for det modsatte er til stede. Og så konkurrerer de med fødevarekilder, optager land og er ressourcekrævende at producere– for eksempel olier som solsikke- og jojobaolie. Økologisk dyrkning kræver endnu flere ressourcer. De mest anvendte hero-ingredienser såsom A- vitamin og C- samt frugtsyren AHA er også ret skrappe og duer slet ikke, hvis man har udfordret hud, og så kommer de ofte fra petrokemikalier, hvilket der ikke er fokus på.
“Op mod 70 procent af verdens befolkning har sensitiv hud, og 25 procentlider af en inflammatorisk hudlidelse. Lige nu bruger man steroidcremer, som er skrappe og har alvorlige bivirkninger, eller en tilfældig moisturizer, der kun beroliger huden uden reel effekt”
Mine produkter er et modsvar til både skrappe, syntetiske og naturlige ingredienser. Branchen er gået fra syntetisk hudpleje til clean beauty og naturlig hudpleje. Nu er turen kommet til biotech-hudpleje. Håber jeg. Biotech-hudpleje består af laboratoriefremstillede ingredienser, der produceres via bioteknologiske processer for eksempel gennem bakterier, svampe eller gær. På den måde kan man skabe målrettede og effektive, men samtidig milde ingredienser, som også er mere bæredygtige. Jeg har været i gang i tre år, og den første creme i vores biotech-produktserie på seks hverdagsprodukter er netop blevet lanceret. De næste kommer snart. Vi kombinerer enzymer med de bedste biotech-ingredienser, vi kan finde – og bruger selvfølgelig ingen parfume.
Det første produkt, en dagcreme, gennemgik ni forskellige versioner, før vi nåede i mål. Alle beslutninger er truffet med udgangspunkt i vores overordnede formål: et bæredygtigt, mildt og effektivt produkt. I en af de første versioner brugte vi planteolier og Carbomer, der er et af de mest anvendte fortyknings- og stabiliseringsmidler, fordi vores formulatør sagde, at det ville gøre cremen blød. Men vores forskere fra DTU, som vi samarbejder med, afviste det hurtigt: Planteolier har en høj miljøpåvirkning, og der er risici for allergi, som jeg nævnte tidligere.
Og Carbomer er syntetisk, så den kræver meget energi at producere, er ikke bionedbrydelig og kan udlede mikroplast. Derfor insisterede vi på at bruge biotech-baserede ingredienser med blødgørende egenskaber i stedet. Vi arbejder med livscyklusanalyser og har sammenlignet vores enzymer med C-vitamin og frugtsyrerne AHA og BHA. Resultaterne viste, at enzymer reducerede vand-, energi- og CO2-forbruget med op til 80 procent i forhold til C-vitamin og op til 90 procent i forhold til AHA og BHA. Der har været meget få følelser involveret i vores beslutninger. Det meste er evidensbaseret.
“Jeg har interviewet 70 mænd og kvinder med udfordret hud, og mange lider af social fobi i en sådan grad, at det hæmmer deres hverdag. Det gør mig ondt. Jeg vil gerne hjælpe mennesker og samtidig tage hensyn til miljøet”
Den anden del, jeg gerne vil gøre op med, er emballagen. Vores emballage er fremstillet af fermenterede mikroorganismer, og er nu den eneste i verden, der er 100 procent bionedbrydelig, hvilket forgår helt naturligt ved hjemmekompostering. Det er også et overset aspekt. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er samme fokus på bæredygtig emballage som i føde- og drikkevarer-industrien. Jeg forstår dog godt, hvorfor brands vælger plast og glas – det er langt billigere. Vores emballage er markant dyrere, og vores fortjeneste bliver ikke stor, da forskning, biotech-ingredienser og bionedbrydelig emballage koster meget mere. Men jeg tror på, at det er en investering, der betaler sig på sigt – og at vi er på forkant med fremtidens udvikling.
Målet på længere sigt er at udvikle hudpleje til behandling af inflammatoriske hudlidelser som psoriasis, akne, eksem og rosacea, og vi har et stort forskningsspor kørende ved siden af at udvikle hudplejeserien. Op mod 70 procent af verdens befolkning har sensitiv hud, og 25 procentlider af en inflammatorisk hudlidelse. Lige nu bruger man steroidcremer, som er skrappe og har alvorlige bivirkninger, eller en tilfældig moisturizer, der kun beroliger huden uden reel effekt. Jeg har interviewet 70 mænd og kvinder med udfordret hud, og mange lider af social fobi i en sådan grad, at det hæmmer deres hverdag. Det gør mig ondt. Jeg vil gerne hjælpe mennesker og samtidig tage hensyn til miljøet. Det handler ikke kun om profit – jeg vil være med til at ændre retningen for hudplejebranchen, så flere starter i laboratoriet med data fremfor at begynde med smarte marketingkoncepter. Jeg har ikke lavet Bioli for blot at sælge endnu mere hudpleje, men i et forsøg på at inspirere flere til at komme med i den retning.
Vi har først lige lanceret vores første produkt, så jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvem vores produkter appellerer til. Jeg vil gerne sælge til apoteker, så man får vejledning fra de dygtige farmaceuter, eller hudplejeforretninger med vidende personale. Men spørgsmålet er, om de er med på den nye kategori: biotech-hudpleje? Det burde være noget, vi så alle vegne, men det er det bare ikke endnu. Vi skal have nogle med, som kan se værdien og det innovative – det langsigtede perspektiv – og være med til at uddanne forbrugerne samtidig. Det er og bliver et tungt løft, men det er nødvendigt.
