Hvad end du planlægger en weekendtur eller bare drømmer om en staycation i egen by, er der mange lækre hoteller i København, hvor du får en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Vi har udvalgt 9 af de bedste hoteller i København, hvor alt fra interiør til gastronomi og service går op i en højere enhed.
Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.
København bugner af lækre restauranter, morgenmadssteder, kaffebarer og vinbarer – og heldigvis føler en lige så imponerende liste over suveræne hoteller i København med.
Uanset om du besøger byen for at nyde de kulinariske oplevelser, eller bare drømmer om en miniferie som turist i egen by, finder du masser af unikke steder at overnatte i hovedstaden.
Mens mange af de mest populære hoteller har haft samme ikoniske placering i årevis, åbner der løbende nye, spændende steder rundt omkring i byen. Her får du både følelsen af at være hjemme og muligheden for at fylde kamerarullen med smukke billeder.
Herunder har vi udvalgt 9 hoteller i København, som vi personligt elsker – hvad enten det er til en overnatning, et glas vin eller en middag i stearinlysets skær.

Hotel Sanders: Eksklusivt boutique-hotel ved Kongens Nytorv
Et stenkast fra Kongens Nytorv og Det Kongelige Teater ligger Hotel Sanders – et eksklusivt boutique-hotel med en af byens bedste beliggenheder. Som navnet antyder, er indretningen alt andet end tilfældig. Allerede i det intime loungeområde ved receptionen mærker du den varme og hjemlige atmosfære, som fortsætter i de stilfulde værelser.
Sanders er ikke kun for overnattende gæster – mange lokale bruger hotellets rammer til kaffemøder, cocktails eller middag i den stemningsfulde Tata-bar, gårdhaven eller på tagterrassen. Hvis du vælger at booke en eller flere overnatninger her, bør du også unde dig selv et besøg i restauranten og selvfølgelig glæde dig til den velkuraterede morgenmad.

Coco Hotel: Fransk boutique-hotel med gårdhave på Vesterbro
Der er en grund til, at fransk charme går lige i hjertet på mange af os – og hvis du endnu ikke har oplevet det, så bør du lægge vejen forbi Coco Hotel på Vesterbro. Med sine karakteristiske, stribede markiser, små caféborde og en frodig gårdhave føles det som at træde ind i en parisisk baggård – midt i København.
Coco Hotel er et af de boutique-hoteller i København, der formår at forene fransk atmosfære med skandinavisk design og gæstfrihed. Hotellets vinbar og restaurant byder på naturvine og småretter – en kombination, der indkapsler essensen af moderne, dansk madkultur.
Den centrale beliggenhed tæt på Hovedbanegården og det summende liv på Vesterbro gør det nemt at opleve byen – uanset om du er her for en enkelt overnatning eller et længere ophold. Gå heller ikke glip af stedets Petit Déjeuner – en skandinavisk fortolkning af den franske morgenmad.

Hotel Nobis: Luksus og spa midt i Københavns kulturliv
Fra det øjeblik du træder ind i den historiske bygning fra 1903 og mødes af marmor-receptionen, fornemmer du den kompromisløse elegance, der kendetegner Nobis Hotel. Hotellet er en luksuriøs oase med både klassiske og moderne referencer – perfekt til dig, der søger stilfuld overnatning i København.
Beliggenheden er i top, med få minutters gang til Tivoli, Glyptoteket, Rådhuspladsen og Hovedbanegården. Indendørs venter wellness-faciliteter som sauna og hammam, og når sulten melder sig, sørger hotellets restaurant og bar for en gastronomisk oplevelse i særklasse – inklusive en morgenmad, du ikke vil gå glip af.
Nobis er et af de hoteller i København, der kombinerer ro og luksus med adgang til byens bedste kulturelle tilbud.

The Darling
The Darling: Designperle i hjertet af København K
Hvis du drømmer om et ophold, hvor dansk design, kunst og æstetik går op i en højere enhed, er The Darling det oplagte valg. Dette eksklusive design guesthouse i København er skabt af Uffe Buchard og Jens Løkke og føles mere som et hjem end et hotel.
Med kun tre unikke værelser, indrettet med nøje udvalgte danske designklassikere og kurateret kunst, er The Darling en intim og personlig oplevelse. To af lejlighederne har fuldt udstyrede køkkener, så du selv kan lave mad – perfekt til længere ophold eller dig, der bare elsker at føle dig hjemme.
Et af de mest unikke hoteller i København til dig, der sætter pris på detaljer og design.

1 Hotel: Natur-inspireret hotel i København K
Den internationalt anerkendte hotelkæde 1 Hotel har slået dørene op i København – i den ikoniske bygning, der tidligere husede Hotel Sankt Petri. Her møder en naturlig tilgang skandinavisk luksus hinanden i en grøn oase midt i byen.
Hotellets rummelige lounge og restaurantområde er som en urbant designet jungle, hvor planter og naturlige materialer skaber en rolig atmosfære – også på værelserne, hvor du kan trække dig tilbage i stilfulde, naturlige omgivelser.
Beliggenheden er ideel, og med wellness-faciliteter på vej i 2026, er 1 Hotel et oplagt valg for både weekendture og længere ophold i København.

Kanalhuset: Lokalt boutique-hotel med brostenscharme på Christianshavn
Et stenkast fra kanalerne og de gamle brostensgader på Christianshavn ligger Kanalhuset – et charmerende boutique-hotel i en gul bygning fra 1754. Her bor du blandt lokale, i ægte københavnerstemning med små caféer, både og paddleboards lige uden for døren.
Hotellet byder på 12 unikke kælderværelser, som kombinerer enkel æstetik med varme og personlighed. Leder du efter overnatning i København i længere tid, har Kanalhuset også 14 hotellejligheder, der kan lejes – perfekte til alt fra arbejdsophold til staycation med familie.
Et perfekt bud på et unikt hotel i København, hvor atmosfæren er både uformel og inspirerende.

Hotel Ottilia: Moderne boutique-hotel med spa-muligheder i Carlsberg Byen
I hjertet af Carlsberg Byen, hvor nyt og gammelt mødes, ligger Hotel Ottilia – et moderne boutique-hotel indrettet i nogle af de historiske Carlsberg-bygninger. Her får du arkitektonisk kant, industrielt design og komfort.
Værelserne har høje lofter, rå detaljer og – i nogle tilfælde – hotellets ikoniske runde vinduer, som giver et særligt lys og fungerer som hyggelige læsekroge. Ottilia har også adgang til det eksklusive Aire Ancient Baths spaområde i samme bygning (mod tilkøb) og hotellets populære rooftop-restaurant serverer økologisk morgenmad med udsigt over byen.
Et ideelt valg til dig, der søger overnatning i København med både wellness, gastronomi og design i højsædet.

Hotel Phønix: Historisk hotel i majestætlige omgivelser i København K
Hotel Phoenix er et af de mest majestætiske hoteller i København – og historien er ikke til at tage fejl af. Den elegante bygning, der daterer helt tilbage til 1600-tallet, har tidligere huset royale gæster og rummer i dag et luksushotel med storhed og charme.
Indretningen emmer af historisk overdådighed, med lysekroner, velour, marmor og draperede gardiner – uden at det føles for pompøst. Værelserne er lige så forfinede som resten af hotellet, og beliggenheden tæt på Amalienborg og Nyhavn gør det oplagt som base til sightseeing i det klassiske København.
Et ikonisk hotelvalg for dig, der vil bo med stil og historie i hjertet af byen.

Hotel Skt. Annæ: Charmerende boutique-hotel med dansk design tæt på havnen
Mellem Kongens Nytorv og havnefronten ligger Hotel Skt. Annæ – et stilfuldt boutique-hotel, der balancerer klassisk københavnsk atmosfære med moderne komfort. Hotellet ligger i en historisk bygning, og så snart du træder ind, mærker du den varme og intime stemning.
Indretningen er inspireret af dansk design og arkitektur, med mange små rum, der føles som en københavnsk lejlighed. Værelserne er lyse og indbydende, og hotellets restaurant, The Shrimp, er populær for sine retter og stemningsfulde omgivelser i atriumgården. Besøg også rooftop-baren Kolo, hvor du kan skåle med udsigt over byens tage – en afslappet, men eksklusiv oplevelse midt i København K.