Karriere

Duff-stifterne: “Øjenvipper behøver ikke kun være noget, man tager på på den røde løber. Det kan være en del af ens hverdagslook – om man er sygeplejerske, advokat eller pædagog”

- 11/09/2025

For næsten 10 år siden fik søstrene Nadia og Neda Jun en idé. De ville lave øjenvipper, der var så naturlige som muligt og passede bedre til det skandinaviske skønhedsideal end dem, der ellers var på markedet. I dag sælger søstrenes brand, Duff, sine produkter i 270 Matas-butikker og er som det eneste skandinaviske mærke repræsenteret i den anerkendte franske beauty-kæde Sephora. Nu er de klar til at erobre resten af verden.

Blå bog

Nadia Jun, medstifter af og CEO i Duff, 30 år. Født og opvokset i Greve. Har en bachelor i Ha. Jur. fra CBS. Bor på Amagerbro med sin mand og to små børn.

Neda Jun, medstifter af og CMO i Duff, 34 år. Født og opvokset i Greve. Uddannet socialrådgiver. Bor i Valby sammen med sin mand.

Nadia Jun: Jeg drømte om at arbejde med noget, som jeg virkelig elskede, og der virkede beauty som et naturligt valg for både Neda og mig. Vores mor gik aldrig ud ad døren uden at tage lidt læbestift på. I Iran, hvor vores forældre er vokset op, er makeup en større del af skønhedsidealet end i Norden, så der ligger nok også noget i vores kulturelle baggrund, og da vi blev teenagere, elskede vi også at eksperimentere med makeup og gøre noget ud af os selv.

For ni år siden begyndte vi at tale om, at vi så et hul i markedet for kvalitetsøjenvipper. Det var begyndt at blive udbredt i USA og Mellemøsten, og vi bestilte nogle vipper hjem, men de var alt for voldsomme. Ret hurtigt fandt vi frem til idéen med Duff: Vi ville lave nogle øjenvipper, der var mere naturlige, og i højere grad var tilpasset det skandinaviske marked. Nogle, vi selv og vores veninder havde lyst til at gå med. Vi ville gerne vise, at øjenvipper ikke kun behøver at være noget, man tager på, fordi man skal på den røde løber. Det kan være en del af ens hverdagslook – om man så er sygeplejerske, advokat eller pædagog.

“Vi fornemmede, at mange blev skræmte af falske øjenvipper. Både på grund af udtrykket, men også fordi de havde svært at sætte dem på”

Neda Jun: Vi fornemmede, at mange blev skræmte af falske øjenvipper. Både på grund af udtrykket, men også fordi de havde svært at sætte dem på. Da vi begyndte at lede efter en producent, vidste vi, at vores vipper skulle være nemme at påsætte, og de skulle se så naturlige ud som muligt. Efter at have fået prøver hjem fra en lang række forskellige producenter fra hele verden, fandt vi frem til den producent, vi gerne ville arbejde med. Fibrene blev lagt i lag, og de krydsede hinanden på tværs ligesom på naturlige øjenvipper. Vi produktudviklede i halvandet år, før vi lancerede, så det var en krævende proces.

Nadia: Vi havde store ambitioner for Duff, og allerede fra begyndelsen promoverede vi os i USA og fik også succes med at få produktet på kendisser som bl.a. Cassie, Carmen Electra, Meghan Trainor, Amber Rose, Salma Hayek og lavede samarbejde med kendismakeupartister. Men vi fandt hurtigt ud af, at vi havde sat for meget i søen på samme tid. Vi måtte trække i land, for vi havde ikke ressourcerne og den fornødne viden til at starte på den store scene. Vi skulle opbygge et solidt fundament på vores hjemmemarkedet først. Vi fandt også ud af, at vi havde enormt meget at lære. Udover vores naturlige interesse, så vidste vi ikke meget om beauty-branchen. Det var klart bedre at lære herhjemme, før vi tog skridtet ud igen.

“Fremadrettet vil vi også have endnu større fokus på at inspirere kvinder til mere selvkærlighed og hvordan beauty-produkter kan være en del af det. Jeg elsker at gøre mig klar, fordi jeg føler, det giver mig en god energi, som jeg tager med videre hele dagen”

Efter et års tid landede vi en aftale med Matas og fik vipperne ud i syv butikker. Det blev hurtigt udvidet til 120, og inden for to år var vi i 270 butikker. Da vi havde været i gang i halvandet års tid, skrev en gammel bekendt til mig, at hun var til en fødselsdagsfest, hvor næsten alle kvinderne havde Duff-vipper på. Dér tænkte vi, at havde fat i noget.

Neda: Vi havde også tiden med os. På det tidspunkt var Instagram nyt og fik stor indflydelse på, hvordan beauty-markedet udviklede sig herhjemme. Vores næste store højdepunkt blev, da vi kom ind i Sephora som det eneste skandinaviske beauty-brand. Det var kæmpestort og et enormt skulderklap til vores produkter, for Sephora er superselektive med, hvad de tager ind. De har kun det bedste af det bedste, men Duff har faktisk perfomet så godt, at kæden i år hiver os med til deres butikker i Tyskland og Schweiz. Det er vi meget stolte af. Nu er vi nået dertil, hvor vi kan søge ud på nye markeder og gøre vores brand mere internationalt.

Nadia: Fremadrettet vil vi også have endnu større fokus på at inspirere kvinder til mere selvkærlighed og hvordan beauty-produkter kan være en del af det. Jeg elsker at gøre mig klar, fordi jeg føler, det giver mig en god energi, som jeg tager med videre hele dagen. Det kan lyde lidt overfladisk, men vi tror på, at vores udstråling hiver det indre op.

“En stor udfordring for os begge har været at lære at håndtere det mentale pres, der følger med at drive sin egen virksomhed. Vi elsker jo arbejdet, og derfor kan det være svært at finde en balance mellem det og privatlivet”

Neda: Vi har også oplevet mange udfordringer. En af vores helt store kriser var selvfølgelig, da corona kom, og alt lukkede ned. Pludselig var alle arrangementer aflyst, og salget faldt. Vi blev nødt til at genopdage os selv. Hvad kunne en 2.0-udgave af Duff være? Vi gik i gang med at udvide vores produktportefølje til andre makeup-produkter, der udover vippeserien i dag også inkluderer en brynserie, læbeprodukter, mascara og kunstige negle. Vores ambition blev at være mindre afhængige af vores forhandlere og i højere grad selv styre vores brand og give vores kunder en endnu bedre oplevelse på webshoppen.

Nadia: En stor udfordring for os begge har været at lære at håndtere det mentale pres, der følger med at drive sin egen virksomhed. Vi elsker jo arbejdet, og derfor kan det være svært at finde en balance mellem det og privatlivet. Jeg har to små børn og en mand. Når jeg træder ind ad døren derhjemme, ønsker jeg, at de får den samme udgave af mig uanset, om det har været en god eller dårlig dag på kontoret. Jeg har virkelig skulle lære at nulstille mig selv og træde ud af virksomhedsejerrollen og være mor og kone. Det er vigtigt at lære at holde fri. Hvis du skal møde op i morgen og være den bedste udgave af dig selv, også over for dine ansatte, så bliver du nødt til at have balance i hverdagen.

“Jeg har virkelig skulle lære, at der også er nedture – det er ikke kun en optur”

Neda: Det har været rart at have hinanden, fordi vi er gået igennem præcis det samme. Jeg har virkelig skulle lære, at der også er nedture – det er ikke kun en optur. Det var svært for mig i starten, og jeg tog udfordringerne ret tungt. Jo længere vi er kommet i processen og des flere op- og nedture, vi har haft, er det gået op for mig, at de er en del af gamet. Jeg har lært at navigere bedre i det svære. For mig er det så personligt, det vi har skabt, og derfor er det også utroligt sårbart.

Nadia: Og hvis man skal lykkes, kræver det enormt meget passion og vilje til at tage nogle store beslutninger på et usikkert grundlag. Men det vigtigste er at holde fast i sin vision – hvorfor man startede – også når det er svært, og uagtet af, hvad nogle kloge mennesker siger, man bør gøre.

Neda: Det er okay at føle sig usikker. Hvis ikke man gør det, så har man ikke lagt alt i det. Det betyder bare, at der er noget på spil. Man behøver ikke have svaret på alt, man lærer det hen ad vejen.

Foto: Kavian Borhiani
Læs ogå

To The Moon, Honey-stifterne: “Vi tror på, at Honey kan minde kvinderne om, at de nogle gange skal låse døren til badeværelset og tage en stund for sig selv”