Dansk-franske Gabriella Gamél står bag brandet Gabi Gamél, der forstår at kombinere cute med cool. Tænk sweatpants med blondekanter og bomberjakker i deadstock-tweed. Vi har talt med hende.
Infoboks
Gabi Gamél er et københavnerbaseret kvindetøjsbrand fra 2021, som dansk-franske Gabriella Gamel startede mens hun gik på Margrethe-skolen. Efter afgang arbejdede hun i en periode i Paris for andre brands, men siden foråret 2024 har hun dedikeret sin tid 100% til sit eget brand.
Hvordan startede du brandet?
Jeg har altid haft et ønske om at bruge min kreativitet og mine hænder – og gøre det til min levevej. I gymnasiet syede jeg veninders gallakjoler og begyndte at dele mine egne designs på Instagram. Under min tid på Margrethe-skolen syede jeg en top til en aften, hvor jeg skulle i byen. Min veninde sagde med det samme, at den ville blive populær, og hun bestilte en. Min lærer plejede at sige, at det største kompliment er, når nogen vil købe dine kreationer – og det blev i virkeligheden startskuddet for Gabi Gamél. Jeg syede selv og fik hjælp af to klassekammerater for at kunne følge med. Alle styles blev lavet i deadstock-jersey, og fordi jeg kun havde begrænsede mængder stof i hver farve, blev hver top unik. Kort tid efter blev jeg kontaktet af celeb-stylisten Mimi Cuttrell, som ville bruge mine toppe til Ariana Grande. Det var et vildt øjeblik – og mit første møde med den internationale scene.
Hvordan foregår dit arbejde?
Jeg har en designuddannelse i modedesign og arbejder meget atelierbaseret – idéerne opstår ofte direkte i arbejdet med tekstilerne, særligt i konstruktionen og fittings. Det er, når vi har lavet den første fitting og får det op på kroppen, at jeg virkelig begynder at se, hvor det skal hen. Gabi Gamél er et mærke, der eksperimenterer med feminine silhuetter og materialer på en måde, der både føles intuitiv, ærlig og visuel. Jeg arbejder meget med tekstilernes sprog og den umiddelbare glæde i at sammensætte elementer, som ikke nødvendigvis “passer” – og netop dér opstår magien.

Hvad er visionen med Gabi Gamél?
Gabi Gamél udspringer af min lyst til at skabe tøj, der føles både ærligt og visuelt stimulerende. Tøj, der giver mening at have på og ikke bare følger trends. Jeg elsker at arbejde direkte med tekstilerne, hvor idéerne opstår i processen – især i konstruktion og fittings. For mig handler det om materialer, form og stemning – og om at lege med elementer, som måske ikke umiddelbart passer sammen, men som sammen skaber noget unikt. En stor del af mit arbejde handler om at balancere femininitet med en vis råhed. Det giver en spænding og karakter, der gør tøjet både stærkt og sensuelt på samme tid. Det handler ikke kun om silhuetten, men om attitude og detaljer – og hvordan noget kan være tiltrækkende uden at være for poleret.
Hvad driver dig?
Jeg finder stor glæde i at klæde folk på – det er virkelig det, der driver mig. Jeg arbejder meget med objekter, tekstiler og materialer som deadstock og vintagefund, som jeg giver nyt liv ved at manipulere og sammensætte dem på nye måder. Det giver mig en særlig tilfredsstillelse at skabe noget unikt, der samtidig føles relevant og personligt for den, der bærer det.
Fortæl om dit brug af deadstock-materialer.
Deadstock er overskudsmaterialer, som enten er ubrugt stof eller stof, der tidligere er blevet brugt, men som ikke længere er i produktion. Det kan også være upcyclede ting – altså allerede eksisterende items, som vi ændrer og giver nyt liv. At arbejde med de her materialer gør det muligt at skabe unikke og eksklusive designs med en særlig historie og kvalitet. Fordi mængderne er begrænsede, får hver style en ‘one-of-a-kind ’-følelse – der findes simpelthen ikke to helt ens. Det gør også, at vi kan tilbyde items, der føles eksklusive, fordi de er lavet af begrænsede materialer. Det er en måde at værdsætte det materiale, der allerede findes, og give det nyt liv gennem nye designs – uden at bruge ordet ‘bæredygtighed’, som jeg ikke synes helt passer til modebranchen. Det giver hver kollektion sin egen karakter og autenticitet, som jeg synes er vigtigt at kunne tilbyde til dem, der klæder sig i Gabi Gamél.
Hvad betyder navnet?
Navnet udspringer af mit alter ego “Gabi” – en karakter, jeg ofte designer ud fra. Hun er stærk, modig og i sin girlhood-era. “Gamél” er en del af mit lange franske efternavn,de Pasqualin Gamél. Kombinationen føles som en forlængelse af mig selv, men med plads til at udfolde noget større og mere ekspressivt.
Hvem er drømmekunden for Gabi Gamél?
Min drømmekunde er en person, der tør være sig selv, som vil klæde sig på med en følelse af frihed, autenticitet og selvsikkerhed. Det er en, der kan lide at lege med femininitet og råhed, som værdsætter unikke materialer og detaljer og som ikke er bange for at skille sig ud. En kunde, der vil have tøj, der føles ægte og personligt, men som også kan følge med i en moderne, travl hverdag.


Fortæl om de aktuelle styles.
Vi har bl.a. vores ikoniske hunde- og katte-T-shirts som henter inspiration i vintage-glansbilleder, som jeg samlede på, da jeg var barn og 3-i-1 toppe lavet af upcyclede gamle natkjoler, som jeg har syet om til nye styles. Derudover er der blonde-sweatpants, mini-blonde-sweatshorts og vores jakke i bouclé med hætte – en af mine signatur-items og måske også den style, mange tænker på, når man tænker Gabi Gamél. Vores jersey 3-piece set med forskellige toppe til at mixe og matche er også blandt bestsellere og vil altid være det ikoniske Gabi Gamél. Personligt er jeg særligt glad for jakken og vores ruskindjakke med “granny looking” fletknapper og blonder.
Hvad er din største inspiration for tiden?
Jeg bliver altid inspireret af stærke personligheder, som viser forskellige sider af femininitet – og de tematikker, det bringer med sig. Jeg søger ting, der tiltrækker og udfordrer mig på samme tid. Jeg elsker at arbejde med feminine materialer i maskuline silhuetter og finde balancen mellem det sarte og det direkte. Mit alter ego Gabi er også en vigtig inspirationskilde, samt mine venner og deres måde at være i verden på, deres æstetiske blik, og ikke mindst materialer, objekter og tekstiler – det taktile og sanselige er en stor del af mit arbejde.
Hvad er du særligt stolt af med Gabi Gamél?
Jeg er virkelig stolt over, hvor langt jeg er kommet på under et år som fuldtidsdesigner. At være inde i fem butikker i København og have dialog med 1-2 butikker i NYC og L.A. føles som et kæmpe skridt. Jeg er også stolt af at kunne invitere studerende ind og arbejde tæt med praktikanter – det har jeg selv haft glæde af, og nu kan jeg give det videre. Det betyder meget for mig at gå fra at lave jersey-items til en overkommelig pris til at kunne sælge bouclé-jakker lavet af Chanel-stof til en anden pris – og at have kunderne med på rejsen. Jeg er også stolt af at mine drengevenner går i mine jakker, og at jeg langsomt kan se hen mod herreitems. Jeg er stolt af at alt er produceret i Europa med 90% deadstock-materialer – det vil jeg gøre mit bedste for at fortsætte.

Du holder til i København, har du nogle stamsteder du vil dele med ELLEs læsere?
Jeg kommer tit på Kismét, som er mine venners café, til en kaffe eller to. Men helt ærligt, så befinder jeg mig mest i mit atelier. Café Lido, som er tæt på hvor jeg bor, er også et skønt sted. Bibliotekshaven, som er min nabo, er et super hyggeligt sted, hvis man savner en havefornemmelse. Jeg elsker at gå i sauna, og jeg er tit ude på Reffen. Jeg elsker også Morgenstedet på Christiania. Hvis jeg skal have en lille en, nyder jeg at tage på værtshus eller bar med mine venner – især Eiffel Bar, Stjernen, Byens Kro og Bådudlejningen på Christianshavn.
Hvad er dine drømme for brandet?
Mine drømme er store. Jeg er ikke tilhænger af janteloven, men samtidig er jeg lidt tilbageholdende med at sige for meget direkte – jeg tror på ‘manifesting’ og at manifestere mine mål for mig selv. Jeg drømmer om at fortsætte med at lave det, jeg elsker – at udtrykke min vision og skabe en autentisk fortælling gennem mit kunstneriske arbejde. Jeg har konkrete milepæle, som jeg arbejder målrettet på at nå.