De mødte hinanden som unge på Herlufsholm og havde deres første date på en nærliggende tankstation. Siden er Greve Nikolai og Benedikte Thoustrup blevet voksne sammen og har set store dele af verden. For tiden har de hjemme i Australien, hvor de dyrker en laid-back kultur og forsøger at holde kryb og kravl på afstand, men Danmark vil altid være deres base.
Dette er første del af interviewet, som første gang blev udgivet i ELLEs juninummer 2025.
Blå bog
Nikolai, Greve af Monpezat. Ældste søn af prins Joachim og grevinde Alexandra. Han er nummer seks i arvefølgen til den danske trone. I 2018 studerede han kortvarigt til reserveofficer på Hærens Sergentskole i Varde. Han blev i 2024 cand.merc. fra Copenhagen Business School. Han er model hos Scoop Models og har bl.a. gået catwalk for Burberry og Dior.
Benedikte Thoustrup. Født og opvokset i Randers. Er datter af forretningsmanden Anders Thoustrup og Anette Korsgaard. Gik på Herlufsholm Kostskole, hvor hun mødte greve Nikolai. Har tidligere stået bag sit eget firma, BénéSoie, der lavede håraccessories. Er ligeledes uddannet cand.merc. fra Copenhagen Business School.
GREVE NIKOLAI: – Vi rejste til Australien sammen i sommeren 2023. Det var i forbindelse med anden halvdel af uddannelsen på CBS, hvor der bliver lagt op til, at man skal tage et halvt års udveksling. Benedikte havde været i Australien før, men det var første gang, jeg var der. Det er et sted, som er superspændende og langt væk og på en eller anden måde meget eksotisk, når man kommer fra Danmark.
BENEDIKTE: – Under vores bachelor var vi i Paris. Det var under pandemien, så der kunne man ikke komme så langt væk. Australien var lukket ned, og alle scholarships til USA blev cancelled. Nikolai skulle have været i Hongkong, og det blev heller ikke til noget, så vi så det her som en mulighed for at kunne komme langt væk og få den oplevelse sammen.
N: – Det er virkelig en gave. Der er jo bare noget ved Australien. Vi har faktisk fundet ret mange ligheder mellem dansk og australsk kultur, men samtidig er det jo på den anden side af Jorden, så der er nogle forudsætninger, der gør, at det er meget anderledes – både i form af klimaet og mentaliteten.
B: – De er meget laid-back i Australien. De har en helt anden tilgang til deres arbejdskultur, og hvad de laver både før og efter arbejde.
N: – Vores lokale venner, som vi efterhånden har kendt i to år, har sådan et fem til ni-liv om morgenen, før de tager på arbejde, hvor de surfer, løber ture eller går lange hikes ved stranden. Det er bare så anderledes, også fordi solen, specielt i løbet af den australske sommer, står så tidligt op, så de får udnyttet de lyse timer på en helt anden måde, end man kan herhjemme. Idéen om at stå op kl. 4.30 og have et liv før arbejde er jo megafed, men det giver nok ikke så meget mening herhjemme, hvor alt er lukket, mørkt og koldt. Jeg føler, vi har embracet den australske livsstil helhjertet. Vi er gået ind til det hele med åbne arme og har bare omfavnet det.
B: – Vi har taget surf lessons, og Nikolai snakkede på et tidspunkt om at få en mullet. Men det er nok meget godt, du ikke gjorde det. Det er ellers meget australsk.
N: – Majoriteten af befolkningen har seriøst en mullet! Det er ret sjovt. Vi må se, hvor langt vi kan leve os ind i det – men måske ikke så langt alligevel. Det sidste step er en mullet. Og måske et overskæg.
B: – Jeg havde prøvet at surfe en enkelt gang på Sri Lanka, men det var meget anderledes, end det er i Australien. Bølgerne og havet generelt i Australien er meget voldsommere og kraftigere. Det skulle man lige vænne sig til de første gange. Jeg er på ingen måde prof, men jeg synes, det er sjovt, og jeg kan komme op at stå.
N: – Og så er det god motion. Apropos forskelle og ligheder, så er der et nærvær til havet, eller i hvert fald til vandet, som minder om hinanden i København og i Sydney. Det er endnu en af de ligheder, som gør det nemt at flytte ned til. Omvendt er Sydney en metropol på en helt, helt anden måde. Der bor syv-otte mio. mennesker, og der er kæmpe højhuse allevegne.
B: – Sydney er en by, der kan lidt af det hele, fordi det netop både er en storby og samtidig har så meget natur og eventyr omkring sig. Fra der, hvor vi bor, kan man hoppe på bussen i 20 minutter, og så er man ude ved Bondi Beach, hvor man kan ligge på stranden og surfe og gå på hikes og virkelig være en del af naturen.
“Jeg vidste selvfølgelig godt, hvem Nikolai var, men på skolen tænker man ikke rigtig over det, fordi man går op og ned ad hinanden hver dag”
N: – Outdoorlivet var helt sikkert noget af det, vi tidligt faldt for – med alt, hvad det indebærer. Jeg havde en enkelt encounter med en huntsman spider i vores køkken for en måneds tid siden. Den var vel på størrelse med en håndflade. Det var ikke et syn, jeg var specielt begejstret for, så det var noget af en oplevelse. Det endte med, at jeg ringede til en lokal kammerat og spurgte ham, om han kunne komme forbi og fjerne den.
B: – Du ringede først til mig, der var i Danmark på det tidspunkt, og jeg kunne ligesom ikke rigtig gøre noget.
N: – Nej, man går altså lidt i panik, når man ser sådan en fætter. Så jeg måtte have hjælp af en professionel. Det eneste minus er alle de kryb og kravl.
B: – Der er faktisk færre kryb, end man forestiller sig, når man er derhjemme og tænker på Australien. Jeg kan huske, da vi fortalte vores venner og familie, at vi skulle derned, og for mange af dem var deres første reaktion: “Ej, pas på alle slangerne og edderkopperne!” Men vi bor jo inde i en storby i et kæmpestort lejlighedskompleks, så det er jo meget lidt, hvad der er derinde. Det er klart, at når vi er ude at rejse eller kører rundt i camper eller van, så kan man ikke undgå at støde på lidt hist og her, men sådan er det jo, når man er ude i naturen.
N: – Det har været meget fint at få de der stereotyper afkræftet. Der render heller ikke kænguruer rundt inde i byen.
B: – Eller svømmer krokodiller rundt i kanalerne! Vi har rejst rimelig meget rundt, mens vi har været her. Men man skal faktisk ikke så langt ud af Sydney, så finder man dem på strandene. Vi har rejst rimelig meget rundt, mens vi har været her. I julen 2023 kørte vi rundt i en campervan i New Zealand, hvilket var en kæmpe oplevelse, og for nylig var vi på Tasmanien med to danske venner, der havde været på udveksling i Brisbane, som vi teamede op med og kørte rundt sammen med. Vi har også været heldige at få en masse virkelig søde lokale venner. De første af dem lærte vi at kende allerede inden for den første måned tilbage i 2023, og de introducerede os til alle deres venner, og hurtigt havde vi en stor venneflok. Det ligger i den australske kultur, at folk er åbne og gæstfrie. Den vej igennem har vi fået et stort netværk, i forhold til hvor kort tid vi alligevel har været der, og det har hjulpet rigtig meget til at få stablet en hverdag på benene, så det ikke bare har været Nikolai og mig.
N: – Det er et privilegium, at vi har kunnet tage derned sammen. Det har været ret sjovt at tage vores forhold og sætte det ind i en helt anden kontekst et helt andet sted. Selvfølgelig kræver det også altid noget at tilegne sig et nyt land, men vi begår os heldigvis begge to fint på engelsk. Ens forhold til Danmark ændrer sig uundgåeligt, når man er så langt væk over så lang tid. Det giver i hvert fald noget perspektiv. Jeg tænker også på den tid, vi har boet i Frankrig. Det gør bare noget, det der med at komme ud af Danmark – det behøver ikke at være specielt langt væk. Man får noget perspektiv på dansk kultur, og hvad man savner, og hvad man ikke savner. Jeg har i hvert fald lært at savne de danske årstider af at være i Australien. Sådan noget som efteråret kunne jeg før i tiden finde lidt sørgeligt, men det har jeg lært at sætte pris på ved at være i et land, hvor solen altid står højt på himlen. Jeg kan faktisk godt tage mig i at gå rundt og savne det danske efterår.
“Vores første date var meget Herlufsholmtro. Jeg inviterede Benedikte ned på den lokale tankstation – en 7-Eleven i udkanten af Næstved – og så delte vi en sodavand”
Ungdomskærester
GREVE NIKOLAI: – Vi lærte hinanden at kende på Herlufsholm Gymnasium. Jeg startede i 2014, og Benedikte startede i 2015. Det første lange stykke tid var det meget venskabeligt med lidt gruppearbejde og lektielæsning. Der gik faktisk to år, hvor vi bare hang ud som klassekammerater og venner, men så skete der alligevel et eller andet, og så udviklede det sig stille og roligt og blev til et dejligt forhold.
BENEDIKTE: – Jeg vidste selvfølgelig godt, hvem Nikolai var, men på skolen tænker man ikke rigtig over det, fordi man går op og ned ad hinanden hver dag. Vi spiser morgenmad sammen, vi spiser aftensmad sammen, vi har timer sammen, så de der tanker, jeg måske havde om, hvem han var som person, inden jeg startede, de blev nærmest nedbrudt efter første dag. Derefter tænkte jeg bare, at Nikolai var Nikolai.
N: – Vores første date var meget Herlufsholm-tro. Jeg inviterede Benedikte ned på den lokale tankstation – en 7-Eleven i udkanten af Næstved – og så delte vi en sodavand. Det var måske ikke så romantisk, men det var det, man havde at gøre med nede på skolen. Næstved er egentlig ikke en lille by. Der bor næsten 50.000 mennesker, men det var kutymen at date på tankstationen. Det var det nærmeste etablissement til skolen – og det er rent faktisk en ret flot rute gennem skoven.
B: – Vi havde snakket sammen i starten af gymnasietiden, men det var særligt på en studietur til La Santa i 2. g, hvor vi begyndte at snakke lidt mere sammen og på en anden måde, end vi havde gjort tidligere. Vi forlod nok lidt det der med bare at være klassekammerater. Men tankstationen var første gang, hvor vi valgte at være sammen, uden at der var en anledning til det, eksempelvis en opgave, der skulle skrives. Og ja, en sodavand på tanken, så var jeg solgt.
N: – Vi havde begge to en god tid på skolen. Det er der, vores forhold er sprunget ud fra, så jeg tror altid, at vi vil se tilbage på hele den tid med et positivt sind.
B: – Det er også et sted, hvor vi har fået mange tætte venskaber. Selv i dag er nogle af vores tætteste venskaber med mennesker, som vi boede med og sov på værelse med dengang. Det var lidt tre års efterskole for os begge to, hvor man bare boede med sine venner, vågnede med dem om morgenen, var sammen med dem hele dagen og lagde sig til at sove med dem om aftenen.
N: – Jeg tror, det er svært for andre at forstå, hvor tætte bånd man knytter på en kostskole. Man bor sammen, lever sammen, oplever alting sammen – og i så definerende år. De sene teenageår. Det tror jeg, præger en for livet.
N: – Der er også nødt til at være nogle regler på en institution med mange unge, hvor det skal være et rart sted for alle at være. Vi havde eksempelvis kontaktpersoner og faste sengetider. Og så selvfølgelig skoleuniform, men det har jeg altid været stor tilhænger af. Jeg synes, det er fedt, at man har en uniform, der giver en fælles referenceramme for alle elever på skolen. Det gør, at man kigger hinanden i øjnene, fordi man går rundt og udstråler en form for fælles stolthed.
B: – Jeg startede selv med at bo på en pigegård med 15 andre piger, og størstedelen af de andre var fra Nordsjællandsområdet. Jeg havde en fordom om, om de måske gik op i mærkevarer og havde alle de dyre tasker, mens min veninde og jeg, der kom fra Jylland, gik op i nogle andre ting. Jeg gik meget op i heste, men hvad jeg lige havde på af tøj, tænkte jeg ikke så meget over. Man kan hurtigt dømme hinanden, specielt i den alder, baseret på, hvordan man klæder sig, men alt det blev fuldstændig elimineret fra start, fordi vi allesammen var iklædt den samme uniform, så man i stedet kunne lære hinanden at kende bag alt det overfladiske.
N: – Man lærer hinanden at kende på en lidt anderledes og lidt dybere måde, for alt det, der er meget superficial, betyder lige pludselig bare ikke rigtig noget i de år. Samtidig synes jeg ikke, at det gør noget med lidt skik og etikette. Når man har en opvækst som min, lærer man selvfølgelig meget om etikette, men jeg synes, at alle har godt af at lære det. Jeg føler, at det har givet mig noget rygrad og nogle gode vaner at støtte mig op ad igennem livet.
B: – Jeg er vokset op med en far af en lidt ældre generation, som er af den gamle skole, så mange af de værdier, Nikolai har lært i sin opvækst, føler jeg også, at både jeg selv og mange i vores omgangskreds har lært. Min familie hjemme fra Randers kendte allerede Nikolai, da vi blev kærester, for vi havde været med til hinandens fødselsdage, fester og weekendture i to år på det tidspunkt. Så alle var bare glade på vores vegne. De kunne se, at vi havde det godt sammen. Det var også meget nemt at møde Nikolais familie. Det var selvfølgelig sjovt at se lidt mere behind the scenes til nogle af de arrangementer, som andre ikke oplever, fordi kameraerne så er slukkede. Men det sjoveste var egentlig at opleve, at de har et helt almindeligt familieforhold ligesom alle andre danskere og spiser søndagsmiddag sammen nogle gange.
N: – Nu skal jeg ikke kunne sige, hvordan det opfattes udefra, men ja, jeg vil da tro, at man finder ud af, at det i virkeligheden er en meget normal familiedynamik – bare med lidt mere bevågenhed. Jeg holder meget af din familie, og du holder meget af min. Så det har været ret meget hånd i handske siden dengang på Herlufsholm, hvor vi sprang ud som kærester. Det kunne godt være, at vi skulle tilbage til tankstationen og dele en sodavand på vores tiårsdag. Der er to år endnu, men det kunne måske være meget sjovt – ligesom en krølle på halen.
Læs anden del af interviewet meget snart ..
