Skabelsen af den daværende kronprinsesse Marys bryllupsøreringe, kampagne med Ellen Hillingsø, hæderkronet butik, nomineringer, tilretning af det kongelige rubinsæt – er blot nogle af højdepunkterne i smykkebrandet Dulong Fine Jewelrys 20-årige historie. Her fortæller de to grundlæggere, Marianne Dulong og Anja Camilla Alajdi, om 12 vigtige nedslag i brandets levetid.
Blå bog
Marianne Dulong, founder, Dulong Fine Jewelry, 56 år. Født op og vokset på landet udenfor Vordingborg, inden familien flyttede til Hellerup. Selvlært juveler. Grundlagde Dulong i 2005 og virksomheden And Now You Sleep i 2020. Bor i Hellerup sammen med sin mand, Christian, og deres yngste søn på 12, Charlie.
Anja Camilla Alajdi, stylist, medejer af Dulong Fine Jewelry, 53 år. Født og opvokset i Roskilde. Gik på handelsskole og var i lære i Magasin på Kongens Nytorv. Har igennem 20 år arbejdet som stylist for Kongehuset, lavet indretningsdesign og stylet til TV og teater. Blev i 2012 en fast del af Dulong Fine Jewelry. Bor på Vesterbro med sin kæreste Torleif og to bonusdøtre, Roberta på 16 og Luealle på 18. Hun har selv to voksne børn, Otto på 21 og Karla på 26.

De hængende kvinder
Anja Camilla Alajdi: ”Efter de første syv år af Dulongs levetid, hvor jeg arbejdede med en masse andre ting, især som stylist, besluttede Marianne og jeg os for, at jeg skulle blive en fast del af Dulong – nu var både jeg og virksomheden klar til, at jeg tilbragte mere af min tid her. Indtil da havde jeg primært været inde over design som en sparringspartner, der kom og gik. Marianne var nu direktør for en virksomhed i vækst, med 23 medarbejdere under sig. Hun havde virkelig travlt og brug for, at jeg kom og tog halvdelen af læsset, men det var ikke lige til. Det gik op for os, hvor forskellige vi egentlig var. Vi var aldrig i tvivl om, at vi kunne noget genialt sammen, når vi designede smykker, men i meget af arbejdet rundt om, clashede vi. Vi havde brug for at afstemme nogle forventninger og blive klogere på hinanden for at kunne samarbejde bedre, så vi valgte at gå hos en erhvervspsykolog i et års tid. Der lærte vi meget om, hvordan vi hver især virker på andre mennesker, og hvordan vi kunne få vores forskelligheder til at komplementere hinanden i stedet for skabe konflikter. I samme periode, fik vi vores fælles veninde, kunstneren Mette Hannemann til at lave nogle værker, vi trykte på poser og emballage. Dette motiv viser Marianne og jeg; de to hængende kvinder, der har langt at falde og holder godt fast for ikke at gøre det. Det blev et fint billede på den udvikling, vi gik igennem. Det endte aldrig med at blive brugt, fordi vi syntes, det blev for personligt, men vi rullede andre motiver fra det samme univers ud.”

Butikken i Ny Østergade
Hæderkronede rammer
Marianne Dulong:”I 2020 åbnede vi vores nye butik i Ny Østergade efter mange år med en lille butik i Silkegade. Vi trængte til at komme væk derfra, fordi gaden havde udviklet sig til et sted, hvor containere fra byens renovering blev placeret, og lastbiler konstant afleverede varer til Illum. Før i tiden var det en hyggelig gade med små interessante butikker. Vi fik Norm Architects til at lave den nye butik, fordi de har en skandinavisk æstetik, vi godt kan lide, som passer fint til vores univers med ærlige og rå overflader. I rummets enkle og rolige farveholdning kan vores smykker få lov til at fylde med deres farver og udstråling. For et par år siden blev butikken udråbt til at være blandt verdens 10 smukkeste butikker i det internationale arkitekturmagasin, Dezeen – hvilket vi selvfølgelig er meget stolte af. Det er en fornøjelse at høre til i en gade med så meget liv og så mange omkringliggende smykkebutikker. Jeg kan godt lide idéen om, at vi er en del af Københavns smykkeområde.”

Kampagnen, der signalerede starten på internationaliseringen af Dulong
Nye tider
Anja:”Sidste år trådte Kim Vedel Hansen ind i firmaet som vores nye CEO, og med hans indtrædelse havde vi lyst til at ryste posten. Vi havde haft for mange ensartede kampagner, der ikke var til at skelne fra hinanden. Vi valgte simpelthen at slette hele vores historik på Instagram og starte forfra. Ikke fordi, vi ikke er stolte af alt, vi har skabt, det er vi i den grad, men fordi vi ønskede et markant skifte. Og det gjorde vi med den nye kampagne med denne meget smukke kvinde. Det er både et kunstnerisk, tidløst og meget moderne billede. Det signalerer samtidigt starten på internationaliseringen af Dulong. Vi vil føre brandet nye steder hen uden for Skandinaviens grænser, hvor langt størstedelen af vores forhandlere har været gennem årene. Den nye smykkeserie, Glory, trækker tråde flere år tilbage i tiden til et formsprog, vi har udviklet på igennem mange år, men bringer også noget helt nyt med sig. Med den kollektion står vi klar til nye rejser.”

Kampagnen med øreringene for 20-års jubilæet
20 år
Marianne: ”Øreringene udkommer til juni og markerer vores 20-års jubilæum. Designet trækker tråde tilbage til dronningens bryllupsøreringe og en endnu tidligere kollektion. De viser også vores passion for at skabe personlige smykker til betydningsfulde tidspunkter i livet som vielsesringe, bryllupssmykker og morgengaver. Øreringene har flere sten og mere bling, end vi plejer at bruge, men samtidigt passer de godt til de tre ord, vi altid har beskrevet vores smykker med: Klassisk, råt og glamourøst.”

Brylluppet mellem Mary Donaldson og daværende Kronprins Frederik
Kronprinsesse Marys bryllup
Marianne: ”Billedet taler jo for sig selv: Mary Donaldson, bar vores øreringe, da hun blev gift med daværende kronprins Frederik og blev til kronprinsesse Mary. Det var folk omkring Mary, der rakte ud til os, og jeg gik straks i gang med at lede efter inspiration i de internationale kongelige arkiver af tidligere store royale begivenheder og overdådige smykker. Samtidigt ønskede jeg, at der skulle være et nutidigt element i designet. Jeg gik ud i min have, og da det endnu var vinter, var vintergækker, den oplagte inspiration til perlerne. Jeg tegnede et forslag, som jeg præsenterede for Mary, og jeg blev selvfølgelig både overrasket og virkelig glad, da hun valgte mig til opgaven. Det er jeg meget stolt af.”

Ellen Hillingsø i Dulongs første kampagne
Ellen Hillingsø og golde landskaber
Anja: ”Billedet af Ellen Hillingsø var vores første kampagne. Vi havde hyret Mads Stahlschmidt, som var en meget benyttet modefotograf i både internationale og danske magasiner – han lavede nogle vilde ting med golde landskaber, vi syntes var fantastiske. Han fotograferede Ellen og brugte et af sine billeder som baggrund. Choker-kæden, som Ellen bærer, er ret sigende for vores design dengang, vi lavede flere af den slags unikakæder og brugte mange farver. Dengang var vi nok også lidt mere boheme, end vi er i dag. Vi ville skabe et drømmende univers, der samtidigt var råt. Det var fantastisk, at vi fik idéen med, at Ellen skulle lukke øjnene. På den måde skruede vi ned for Ellen, der har en stærk og karakteristisk persona, og gav plads til roen og drømmene.”

Marianne Dulong
Med syre og gas i stuen
Marianne: “Anja og jeg mødte hinanden for godt 29 år siden, hvor vi begge var de nye kærester i en fælles vennegruppe. Vi havde kemi fra det øjeblik, vi mødte hinanden. Før Dulong blev grundlagt i 2005, havde vi allerede haft gang i et andet lille smykkeprojekt, smykker af læder og fjer, som vi solgte til flere af de bedste butikker i København. Vi blev klar over, at vi kunne noget sammen. Anja havde gang i en masse i sin karriere, så vores veje måtte skilles, da jeg gerne ville dedikere al min tid på smykker med Dulong – og så alligevel ikke, for Anja har hele tiden været med på designet. Jeg er ikke uddannet guldsmed, jeg er selvudlært. I opstarten byggede jeg et værksted midt i stuen og lærte mine børn, hvad der var syre og gas, og hvad man ikke måtte røre ved. Og så sad jeg hver dag, aften og nat og dygtiggjorde mig. Da vi åbnede en butik, og jeg fik mange nye opgaver med ledelse og drift af en virksomhed, ansatte jeg en guldsmed til at varetage produktionen af smykkerne. Jeg stoppede med at sidde ved guldsmedebordet, man bliver kun dygtigere, hvis man holder håndværket ved lige, og det fik jeg for mange andre opgaver til.”

Marianne Dulong og Anja Camilla Alajdi
Lys og mørk chokolade
Anja: ”For mange år siden skulle vi have taget nogle seriøse portrætter af Steen Evald til pressemateriale, der kunne deles med aviser og magasiner. Vi endte ikke med at bruge disse billeder officielt, men de har en stærk autenticitet over sig, som viser vores relation rigtig godt. Vi har altid haft det sjovt sammen. Vi kaldte os for mørk og lys chokolade, fordi vores hårfarver stod i klar kontrast til hinanden, hvilket også fortæller om vores forhold – vi er så forskellige, men samtidigt komplementerer vi hinanden.”

Kampagnen med Ida Nielsen
Høje ambitioner
Anja: “Ida Nielsen var en rising star i starten af 10’erne – hun dansede tæt med Justin Bieber i en af hans musikvideoer. Hun medvirkede i vores kampagne for Kharisma-øreringe, som var vores mest populære produkt og i mange år har været kendetegnede for vores brand. Designet er stilistisk og rent i udtrykket, samtidigt med, at der sker en bevægelse. Den starter på forsiden af øret og slutter bag på. På den måde tilføjer øreringen energi til bæreren. Derudover kommer den i mange forskellige størrelser og farver, så de kan tilpasses alle typer kvinder. Jeg synes, at kampagnen fortæller om, hvor ambitiøse vi var helt fra begyndelsen. I andre kampagner var vi inspireret af Dolce & Gabbana, som lavede tidens hotteste reklamer, og brugte filmstjerner som Sophia Loren som referencer. Vi satte baren højt og ville være et af Europas mest eksklusive brands. Det afspejlede sig i hele vores tilgang. Efter et par år rykkede vi fra vores butik i Charlottenlund og ud i lufthavnen med en superflot forretning, men timingen var helt forkert. Det var planen, at det område i lufthavnen skulle være spirende med masser af nye butikker, men vi endte med at være alene. Vi måtte lukke igen, da finanskrisen kom 14 dage efter åbningsdagen. Det var nogle dyre lærepenge, men vi har aldrig holdt igen med ambitionerne.”

Daværende Kronprinsesse Mary i forbindelse med justeringen af rubinsættet

Det kongelige rubinsæt
Marianne: ”Her sidder Per, en af vores mest erfarne guldsmede, i værkstedet sammen med daværende kronprinsesse Mary, da vi i 2010 fik den ærefulde opgave at tilpasse rubinsættet – et enestående stykke kunsthåndværk af rubiner og diamanter, skabt i ædelmetaller formet som blade, stilke og ribsbær. Daværende kronprins Frederik arvede sættet efter dronning Ingrid, og det skulle nænsomt tilpasses kronprinsessens måde at bære det på. Diademets konstruktion blev justeret for at sikre en perfekt pasform, og fordelingen af de dekorative blade med diamanter og rubiner blev nænsomt afstemt for at skabe balance. Vi har også haft den ære at skabe hårsmykker af nogle af de blade, som blev fjernet fra det oprindelige diadem. Collieret og øreringene blev justeret efter kronprinsessens ønsker, så de kunne bæres på flere måder, hvilket gav Hendes Kongelige Højhed mulighed for at tilpasse udtrykket efter anledning. Samtidigt skabte vi en helt ny ring, som oprindeligt ikke var en del af sættet, og som er lavet fra bunden på vores værksted i et andet formsprog end diadem, øreringe og collier. Vi gik efter at matche den nye ring til armbåndet i sættet, som også er kommet til meget senere. At få lov til at arbejde med så historiske smykker og samtidig restaurere dem for en ny generation – med respekt for det oprindelige – var en ære og et af de mest betydningsfulde øjeblikke i Dulongs historie.”

Den italienske familie, som Dulong altid har brugt som producent for koral-stenene

Den italienske familie
Marianne: ”Vi har brugt den samme leverandør af italiensk koral i 20 år. Et italiensk familiedrevet sliberi i den lille syditalienske by Torre del Greco, hvor 90 procent af verdens koraler bliver slebet. Første gang jeg besøgte familien, havde jeg min egen familie med. Det var et særligt møde. Jeg havde især en god kemi med faren, der var skæg og styrede det hele på sin italienske facon. Et par måneder efter vores besøg, sendte jeg datteren en takkehilsen med en masse billeder fra mødet. Det viste sig, at faren i mellemtiden desværre var afgået ved døden, og nu skulle datteren, der blot var i starten af 20’erne, drive virksomheden videre. Det skabte et særligt bånd mellem os, som har holdt ved gennem alle årene. Når hun er i Danmark, skal vi altid nå at ses. Koral er ikke en stangvare, hvert smykke bliver unikt, fordi ingen koraler er ens. Det samme gælder for ædelsten. Derfor er det vigtigt at have et nært og loyalt samarbejde med sine leverandører. Det er i høj grad med til at definere kvaliteten af de smykker, vi kan levere til kunderne.”

Anja og Marianne til ELLE Style Awards
Anerkendelse
Anja: ”I 2016 var Dulong nomineret til årets smykkebrand, og jeg til årets modeformidler til ELLE Style Awards. Vi vandt ikke noget, men det var stadig en stor dag for os. At blive nomineret som brand betød meget for både os og vores medarbejdere, samarbejdspartnere og forhandlere. Vi mærkede en særlig opbakning og stolthed over at være forbundet til os. Den allerstørste anerkendelse, vi kan få, er, når vi ser nogle på gaden bære vores smykker. Det bliver jeg virkelig stolt over. Og så sætter jeg utrolig meget pris på den personlige kommunikation til vores kunder, vi har haft gennem årene. Når de fortæller, hvor mange komplimenter, de får, når de bærer vores smykker. Vi har altid haft meget fokus på at tilpasse smykkerne det enkelte individ, vi skaber smykker for at fremhæve den enkeltes farver, træk og udtryk. Derfor tilbyder vi ofte vores design i forskellige størrelser og med nøje udvalgte ædelsten, så man kan vælge det smykke, der føles naturligt – som falder smukt ind i proportionerne og tilfører et strejf af personlighed. Et smykke skal ikke dominere, men forfine det, der allerede er.”