Denne ugens udvalgte med ELLEs redaktionschef, Nikita Hoffmann, tæller bl.a. byens bedste skaldyrsfad, en ny butik på populære Værnedamsvej og et lampekøb.

Kunsthaus Zürich
Jeg har været en tur på Kunsthaus Zürich og var især imponeret over Merzbacher-samlingen, der tæller værker fra bl.a. Monet, Matisse og Kandinsky. Meget anbefalelsesværdigt, hvis man finder sig selv på de kanter.

Skalls nye hjem
Skall Studio har netop åbnet ny butik på populære Værnedamsvej – og ganske som forventet er indretningen, som søstrene Marie og Julie Skall selv skal have æren for, i sig selv en grund til at lægge vejen forbi. Men forbered dig på at blive fristet af forårslækkerier (både i form af jeans, skjorter og gadens indtagelige lækkerier).

Sættet
En stille solostund med en podcast i ørene og et morgensæt på Orsa på Vesterbrogade. Her vil jeg hurtigt finde vej tilbage.

What lamp dreams are made of
Jeg har foræret mig selv og min stue en kæmpestor Bon Bon-lampe fra glaskunstner Helle Mardahl, og jeg må nok være den eneste, der lige nu er ked af de lyse aftener, for den er endnu smukkere tændt i mørket.

Byens bedste
Jeg har været forbi Almanak i Operaen, der serverer byens (efter min mening) ubetinget bedste skaldyrsfad. Vi snakker østers med hindbærvinaigrette, dansk sorthummer med brunet smør, kløer af dansk taskekrabbe, hånddykkede norske kammuslinger og grillede danske jomfruhummere. Og så er der særpris ifm. mors dag!

Diskokugler
Jeg skulle hurtigt få sat håret op, så disse diskokugler af et par Chloé-øreringe kunne komme til sin fulde ret.