Modebrandet er kendt for sine festlige og farverige kjoler – og nu får kvindelandsholdet glæde af dette på fodboldbanen.
Frederikke Thøgersen, Sara Thrige, Isabella Obaze, Cornelia Kramer og Sofie Svava. Det er blot fem af de kvinder, der er så dygtige og passionerede omkring deres sport, at de har gjort sig fortjente til en plads på det danske kvindelandshold i fodbold – og som desuden fremover kan bære en helt ny udgave af den rød-hvide Danmarks-trøje med et helt bestemt, nyt design.
Som det har været tradition længe, er det det danske sportsbrand Hummel, der i samarbejde med DBU står bag spillernes dragter, men når kvindelandsholdet går på banen den 8. april i kampen mod Italien, bliver det med endnu en partner bag tøjdesignet – én, som vi normalt ikke forbinder med fodbold.
Pailletter, korte længder og blomster er nogle af de karakteristika, vi i højere grad forbinder med det danske modebrand Rotate, men vi kan fremover også associere det københavnske mærke med beklædning, der har mere sporty referencer.

Sara Thrige, Isabella Obaze og Sofie Svava iklædt tøjet.
Det er nemlig Rotates co-creative designere Thora Valdimars og Jeanette Madsen, der i samarbejde med Hummels designteam, har kastet deres kreative kræfter over landsholdtrøjen, som har resulteret i en retro spillertrøje med et moderne touch – selvfølgelig med de ikoniske vinkler og i rød-hvid-kombinationen.
Ifølge Hummels marketingsdirektør, Morten Lund, er denne mulighed ikke blot et nyt design men også en landsholdstrøje, der “(..) ikke alene understøtter toppræstationer på banen, men også sender et stærkt signal om kvindelig empowerment.”
Ud over, at samarbejdet er endt i et vellykket spillersæt, ser DBUs kommercielle direktør, Birgitte Mabeck, også samarbejdet med de to designpartnere, Hummel og Rotate, som en stor mulighed for, at få sat mere fokus på samt øge synligheden af kvindefodbolden:
“Kvindefodbold er i øjeblikket den hurtigst voksende sportsgren i Danmark, og dette partnerskab er en fejring af sportens positive udvikling. Samarbejdet med Hummel og ROTATE giver os mulighed for at afspejle ambitionen og ånden i det danske kvindelandshold, samtidig med at vi bringer nye, innovative perspektiver ind i fodboldverdenen.”

Sara Thrige i tracksuitet
Ud over spillertøjet består samarbejdet også af et sporty tracksuit, som også har de retro-klassiske referencer, samt en half-zip sweater og et par strømper, hvor begge designparteres navne fremgår i indvævningen.
Kollektionen er tilgængelige fra 6. marts 2025 og forhandles hos både Hummel, DBU og Rotate samt hos udvalgte retailers.

Rotate x Hummel x DBU tracksuit-jakke, 900 kr.

Rotate x Hummel x DBU tracksuit-bukser, 700 kr.

Rotate x Hummel x DBU pro-spillertrøje, 600 kr.

Rotate x Hummel x DBU strømper, 150 kr.