Som stylist har britiske Jeanie Annan-Lewin fra forreste række oplevet modeverdenens gradvise tilbagevenden til size zero på catwalken. Hun spørger: “Hvad skal der til, for at en meningsfuld inklusion af forskellige størrelser bliver en realitet?”.
Stylist og kreativ direktør for Perfect Magazine Jeanie Annan-Lewin
Hvordan har du det med ordet ‘tyk’? Jeg gætter på, at du er tilbageholdende med at bruge det, måske endda bange for det. Og hvad angår udsigten til at være tyk? Glem det! Tykfobi er snigende, det er overalt – det påvirker os alle.
Modeindustrien er et notorisk rum for tykfobi, det er der intet nyt i, men den nuværende situation er særlig sørgelig – ikke mindst fordi det i et øjeblik så ud, som om det gik i den rigtige retning. Der var en periode i 2020, hvor repræsentationen i branchen syntes at tage en ny drejning. Overvej, hvordan magten blev holdt ansvarlig under Black Lives Matter-protesterne – og castingen til modeshows, forsider og kampagner begyndte at afspejle ønsket og kravet om mangfoldighed.
“Kropsaccept var altså en trend, ikke et kulturelt skift”
Men ligesom nogle brands ‘greenwasher’ og kommer med falske påstande om bæredygtighed, er det samme sket, når det kommer til størrelse. AW24-showene var et stort tilbageskridt, hvor repræsentationen af plus size-modeller faldt markant. Det er, som om de, der sidder på magten, troede, at ingen længere kiggede, og straks tænkte: “Okay. Lad os tage foden af speederen og gå tilbage til, hvordan det var før.” Kropsaccept var altså en trend, ikke et kulturelt skift.
Det siger jeg med en autoritet. Som stylist og kreativ direktør for Perfect Magazine kender jeg min branche godt, og der er ikke mange, der ser ud som jeg. Jeg bruger størrelse XL. Jeg vil helst ikke tænke på mit udseende så ofte, som jeg gør, men når jeg går til modeshows, ligner ingen i publikum eller på catwalken mig, og jeg bliver konstant mindet om, at jeg er anderledes. Og selvom jeg teknisk set er ‘bag kulissen’ som stylist, har jeg fået at vide, at jeg professionelt ville ‘klare mig bedre’, hvis jeg tabte mig. Jeg foretrækker at lade mit arbejde, ikke min krop, skaffe mig jobs. Folk ser mig, før de hører mig, og det, de ser, er noget, de ikke nødvendigvis kan lide. Det er ikke, fordi alle er onde eller frygtelige; det er en ubevidst bias. Jeg er alt det, som store dele af modeindustrien ikke vil være. Og selvom jeg er en stærk person og på mange af mine stærkere dage er ligeglad med, hvad folk tænker, har det påvirket mig. Det er hårdt at være vidne til, hvordan medierne forstærker idéen om, at der ikke er plads til en. Det gør mig vred. Det gør mig ked af det. Man skal altså besidde en god mental styrke. I stigende grad kan jeg ikke slippe væk fra budskabet om, at min krop er ‘forkert’. Det føles virkelig skadeligt. Ozempic har spillet en stor rolle for den nuværende situation og de tilbageholdende holdninger hertil. Det forstærker idéen om, at dét ‘at være tynd’ er en ønskværdig tilstand, og har givet folk licens til åbent at tale om det, hvilket jeg finder dybt pinligt – der er så mange mere interessante og vigtigere ting at tale om.
Namilia
For at være helt transparent: Jeg tager Wegovy, en medicin med samme aktive ingrediens som Ozempic: semaglutid. Jeg er meget åben omkring det og skrev om det for ELLE UK sidste år. Jeg tager det for mit helbred, ikke for at passe ind i en bestemt kjolestørrelse. For mange forstærker Ozempic idéen om ‘at være tynd’ som et statussymbol. Jeg kender folk, der redigerer billeder af deres kroppe i Photoshop, så de er med på den trend. Og PR-piger, der tager det, så de kan passe de ting, som de promoverer. Det går ind og påvirker den frygt, som mange har for at blive tyk.
“Jeg er sikker på, at den virale I <3 OZEMPIC-T-shirt, som Namilia viste frem til Berlin Fashion Week, var ment ironisk, men jeg synes, at det var usmageligt”
Jeg er sikker på, at den virale I <3 OZEMPIC-T-shirt, som Namilia viste frem til Berlin Fashion Week, var ment ironisk, men jeg synes, at det var usmageligt. Det er for meget lige nu, hvor moden vender tilbage til dette size zero-ideal. Jeg mener kraftigt, at tykke mennesker – ligesom alle marginaliserede mennesker – aldrig bør bruges som et debatværktøj, som en marketinggimmick eller som genstand for en joke. Selvfølgelig er der flere højtprofilerede modeller, som ikke er standardstørrelsen (selvom nogle af plus size-modellerne havde tabt sig synligt denne sæson). Men det hele bør altså ikke hvile på én person, som Paloma Elsesser, når det kommer til at bære ansvaret for sådan en bred repræsentation. Hun er en smuk, intelligent og interessant person, og det handler om meget mere end bare hendes størrelse. Det er ikke nok kun at caste hende i et show. Vi lægger et stort pres på dem, der bryder igennem, for at være alt for alle, og vi har mange meninger om deres kroppe. Kan du huske, da Lizzo følte, at hun skulle præcisere, at det at være veganer ikke handlede om at tabe sig, eller da Adele blev kritiseret, da hun tabte sig? I stedet for at lægge ansvaret på en håndfuld individer i denne repræsentation har vi brug for at gøre et ordentligt arbejde som samfund.
“Der er dog nogle designere, der virkelig forstår at designe til større kroppe med spændende, sexede og cool looks”
Når det kommer til brands, selv hvis de ikke har noget moralsk kompas, må de vel stadig ønske at tjene penge? Jeg kan simpelthen ikke forstå, at de ikke ser, hvor god en forretning det ville være at omfavne større størrelser. De ville tjene så meget – det er garanteret. Den gennemsnitlige størrelse i Storbritannien er stadig omkring str. XL. Folk med større kroppe vil også gerne have tøj af høj kvalitet, flotte snit og originale design, men udvalget er så begrænset. Alt, der er både plus size og luksus, ejer jeg. Ligesom alle andre, der ligner mig i denne modeverden. Vi har alle det samme tøj: den samme Vaquera-garderobe, de samme items fra Paloma Elsessers samarbejde med Ganni. Selvfølgelig har vi det, fordi det er så sjældent, at vi får den slags muligheder. Der er dog nogle designere, der virkelig forstår at designe til større kroppe med spændende, sexede og cool looks. Ester Manas og Sinéad O’Dwyer gør det virkelig godt. Karoline Vitto laver fantastisk tøj; jeg havde bl.a. en af hendes kjoler på til Fashion Awards. Di Petsa lavede en utrolig smuk, lang, gennemsigtig kjole til mig, som fik mig til at føle mig som en gudinde – en følelse, som alle fortjener at opleve. Marco Capaldo fra 16Arlington var en af de første designere, der klædte mig på. Jeg elsker Chopova Lowena-nederdele – når jeg styler dem med en T-shirt, føler jeg mig altid fin. Jeg går religiøst i Comme des Garçons, roterer mellem flere Molly Goddard-kjoler og vender ofte tilbage til Dala-jeans, som altid giver mig komplimenter. Det ér muligt for brands at inkludere større størrelser. Du vil bemærke, at de fleste af de designere, jeg nævnte, er unge kvinder. Og jeg tror, det er en del af problemet: Modeindustrien er stadig i høj grad styret af hvide mænd, som fastholder en meget snæver, vestlig skønhedsstandard som idealet. Det er stadig det mandlige blik, som bliver solgt.
For at ændre, hvad vi ser udefra, har vi brug for en 360-graderstilgang og fokus på at ændre tingene indefra. Vi har brug for et bredere miks af stemmer og perspektiver samt en repræsentation i magtpositionerne. Vi har brug for strukturel forandring, for hvis vi kun har folk, der ser ens ud, til at lede det hele, vil de overse spørgsmålet om kropsaccept. Individuelt kan vi også tage ansvar for, hvordan vi har det. Jeg er klar over, at sociale medier kan være enormt skadelige, men for mig er det et virkelig positivt rum. Følg de personer, der får dig til at føle dig godt tilpas, og mute dem, der ikke gør. Du betaler trods alt selv for telefonregningen. Beskyt dit mentale rum, og vær bevidst om, hvad du tager ind.
Mit liv ville være meget lettere, hvis jeg ikke talte om alt det her. Men jeg vil gerne høres, og jeg vil skabe et trygt rum for folk som mig. At følge strømmen og holde mund hjælper ikke på noget, og jeg tror, det er derfor, branchen er, som den er. Så jeg forsøger at tale, når jeg kan. Hver uge føler jeg, at jeg har lyst til at give op og finde noget andet at lave. Men hvad skulle jeg så gøre? Da jeg var yngre, brugte jeg alle mine lommepenge på modemagasiner. Jeg husker, hvordan jeg tænkte “Jeg kan umuligt være den eneste, der ser ud, som jeg gør, og som elsker de her ting”, og det tror jeg stadig på. Så jeg fortsætter for den 15-årige Jeanie, der virkelig, virkelig elskede tøj, lavede collager og så mode-TV uafbrudt. Jeg prøver at ære hende.
Jeg tænker meget på andre unge kvinder, der ligner mig, og som desperat prøver at komme ind i modebranchen. Jeg vil gerne være med til at skabe bedre forhold for dem. Jeg er en stor tilhænger af kropsneutralitet frem for falsk positivitet. Mit mål er aldrig at skulle kigge i spejlet og være hård ved mig selv eller gå ud i en verden, der siger hadefulde ting. Jeg vil kunne se på min krop og tænke: “Den gør, hvad den skal, for mig.” Jeg vil tage mig af den. Jeg ønsker, at den bliver helt ubemærkelsesværdig. Radikal selvkærlighed er en virkelig ting, men det er en livslang rejse. At elske sig selv kræver hårdt arbejde. Jeg arbejder hver dag på at holde de negative stemmer ude. Jeg fejrer mine præstationer, og jeg er heldig, at jeg kan grine af tingene.
Di Petsa
Hvis vi alle indrømmede, at vi gennemgår de samme ting – omend på forskellige måder og i forskellig grad – ville det måske være lidt lettere at være ærlige. Som stylist arbejder jeg hele tiden omkring smukke mennesker, og de har den samme frygt som mig. Jeg ser supermodeller, popstjerner og Hollywood-stjerner sige: “Jeg hader virkelig mine lår.” Det virker skørt, men jeg finder trøst i at vide, at mange andre føler præcis det samme som jeg – vi siger det bare ikke altid højt.
Vi kan kickstarte inklusionsrevolutionen igen ved at have ærlige, åbne samtaler, hvor vi ikke er bange for at bruge ordet ‘tyk’. Flere dialoger vil også føre til mere sund fornuft. At knytte vores værdi til, hvordan vi ser ud, er en forældet og absurd idé. Kan du forestille dig, hvis alle kunne slå den tanke fra? Tænk på, hvad vi kunne opnå. Tro mig, vi ville få så meget mere gjort.
