Nederdelen gik fra at være noget, jeg kun brugte om sommeren, til at være helårsbeklædning – takket være disse strømpebukser.
Elsker du også dine nederdele – selv om vinteren?
Det gør jeg nemlig – og gerne med et par lange støvler til. Men det er bare langt fra altid, at et par lange læderstøvler helt er nok til at holde benene varme, når vintertemperaturerne raser.
Længe har jeg egentlig ladet nederdelene ligge bagerst i skabet fra september til maj, fordi jeg ikke har været vild med at have strømpebukser under, men et helt særligt par strømpebukser har faktisk fået mine nederdele til at blive helårsbeklædning.
Min kærlighed til uldstrømpebukser – helst i enten en farve eller med rib – startede, da jeg så Miu Mius Fall 24-kollektion, hvor modellerne var stylet med ribbede strømpebukser i alt fra mere neutrale grå nuancer til mere iøjnefaldende orange og grønne farver.
Og selvom jeg ikke helt er hoppet i de hidsige farver (endnu), drømmer jeg om, at jeg en dag kan style et sådan par på samme måde, som Miu Miu gjorde (helst i fuld Miu Miu, selvfølgelig).
Herunder har jeg udvalgt de par, jeg gerne ville style mine nederdele med i de kolde måneder.