Oplev

Stine Pilegaard: “Jeg synes generelt, at mennesker er sjove. Fra når nogen ikke kan læse rummet og er ligeglad med sociale koder til akavede samtaler og misforståelser”

- 06/12/2024

Forfatter Stine Pilgaard, der er mest kendt for ‘Meter i sekundet’, bevæger sig for første gang ind på de bonede gulve med den humoristiske teaterforestilling ‘Hvorfor laver vi ikke et band?’, der får premiere på Nørrebro Teater den 7. december. Vi mødte Pilgaard og spurgte hende bl.a., hvad hun selv griner af.

Fortæl om jule- og nytårsforestillingen.

Ved et stoppested på Nørrebro er det nytårsaften. Seks mennesker står og venter på en bus, der ikke kommer. Vi har en frisør, der er blevet forladt af sin mand midt i en permanent, en kvinde, hvis mand er forsvundet i sin surdej, præstekonen, der har fået spat af jubilæumsplatter, en mand på vej til sin sidste arbejdsdag inden pension, verdens mest almindelige mand og psykologen, der føler sig som en øde ø, man kun kan komme til med en trækfærge. En af karaktererne bryder hurtigt tavsheden, og de falder i snak. Det er en forestilling, der fejrer de særlige øjeblikke, der opstår, når vi faktisk tør møde andre mennesker og lade tilfældige fællesskaber opstå om ikke andet, så bare i små glimt – de uventede hverdagsøjeblikke, der minder os om at være noget for hinanden, også dem, vi ikke kender endnu.

Foto: Alexander Banck Petersen

Stine Pilgaard

Du har skrevet manuskriptet på baggrund af 25 samtaler med personer i forskellige aldre. Fortæl om den proces.

Jeg er interesseret i, hvordan vi behandler og opfatter statisterne i vores liv. Altså ikke dem, vi elsker, men dem, der optræder i vores hverdag: som passer vores børn, udbetaler vores løn, klipper vores hår, udskriver recepter, når vi er syge. Jeg kontaktede 25 statister i mit eget liv og inviterede dem til en tre timer lang samtale, hvor præmissen var, at jeg måtte spørge dem om alt. De skulle svare så ærligt som muligt, og samtalen var anonym. Der er ingen karakterer, der er taget direkte fra virkeligheden – de er allesammen blandinger af hinanden. Til gengæld fik jeg tilladelse til at bruge dele af de forskellige minder og historier til at danne seks karakterer ved et busstoppested, der tilfældigt mødes på vej til nytårsfest. For mig findes alt håb i verden i det øjeblik, hvor to mennesker holder op med at være fremmede, og det er nok det øjeblik, jeg jagter gennem forestillingen.

Hvad er der med den nytårsaften?

Jeg har altid været meget betaget af nytårsaften med alt, hvad den indebærer af afsked og håb. I lighed med andre mærkedage er det et tidspunkt, hvor man stopper op og ser sig omkring, gør status over sit liv. Nytåret er båret af ritualer og traditioner, men det er også en fejring af tiden: at den går fremad simpelthen, at livet er i bevægelse, og at vi er dens aktører. Det er en aften, hvor man ikke kun tager afsked med et år, men også forsøger at se ind i fremtidens flimrende skygger og lys. Den sære blanding af et farvel og et goddag er en modsatrettet, men også rørende bevægelse. Jeg kan godt lide, at nytåret har noget melankolsk over sig, men også en jublen, en dans mod det nye, angst og håb hånd i hånd.

Det er din dramatiske debut. Hvordan har det været at arbejde med et nyt medie på den måde?

Det er med ærefrygt, men også bare frygt, at jeg for første gang har skrevet en teaterforestilling. Når man plejer at være en enevældig gud i litteraturens rige, er det et gigantisk kontroltab, at der findes mennesker, der skal iscenesætte teksten, lave kostumer og musik og fortolke de ord, man skriver. Samarbejde generelt falder mig ikke naturligt, men jeg har været meget bjergtaget af de møder, der har fundet sted mellem os, der har ansvaret for forestillingen. Det har været overraskende inspirerende at forholde sig til både instruktørens, dramaturgens, skuespillernes og scenografens idéer, for slet ikke at tale om det kor af mennesker, der har foræret mig deres hemmeligheder og blik på verden. Jeg har følt mig som en del af et kor, noget større. Det er uvant for mig, men når jeg skulle stille det vigtige spørgsmål “Hvorfor laver vi ikke et band?”, så måtte jeg også selv holde op med at være solist. Så måske er selve forestillingen mit eget svar på dens titel.

Forestillingen er jo humoristisk. Hvad synes du selv, er den sjoveste replik i hele manuskriptet?

Jeg har en særlig svaghed for frisørkarakteren, fordi hun både er stærk og sorgfuld. Hun gennemgår en stor udvikling gennem forestillingen: Hun bliver forladt, men ender med at tage livet i sine egne hænder. Hendes mand ringer ind på salonen og fortæller, at han vil skilles. Da hun er kommet sig over chokket, og hendes farmor har lavet en profil til hende på Tinder, opsøger hun sin eksmand og siger til ham: “Du kaster mig ud til de vilde ulve, og ved du hvad, Roberto, de er sultne!” Det er desværre ikke mig selv, der har fundet på det, men en af de samtalepartnere, som har præget forestillingen mest.

Hvad griner du selv af?

Jeg synes generelt, at mennesker er sjove. Sociale situationer, vi møder i hverdagen. Når nogen ikke helt kan læse rummet eller bare er ligeglad med de sociale koder. Akavede samtaler, misforståelser, når to mennesker vil noget forskelligt i en situation, hvor de skal samarbejde. Det er, som om hele vores race prøver at dække over, hvor ydmygende det er at være menneske. De mange forsøg på at skjule det er både rørende og hjertegribende, men også virkelig sjove.

Hvordan skal du selv fejre nytår? 

Jeg er glad for, at du spørger. Det skal jeg nemlig sammen med nogle elefanter, aber, min kæreste og vores børn i en nationalpark i det sydlige Thailand. I dagens – eller årets – anledning betalte vi en formue for at få lov til at sove i en hytte inde hos de vilde dyr, da det føltes som den helt rigtige måde at møde 2025 på.

Læs ogå

Planetarisk Kogebog-forfattere åbner nyt cafeteria og bar i København: “Vi serverer hjemmelavet mad af gode råvarer til tilgængelige priser”