Ruskind, croco-prægning og farver er blot nogle af de valg, som du fremover vil kunne erhverve dig tasker fra brandets tidløse design i.
Den danske modebranche er i konstant udvikling. Nye stjerner fødes, og den eksisterende branche udfordres konstant af innovative og nytænkende designere. Men mens mange er optagede af, hvad nyudklækkede designere kan tilføje, vender vi alligevel også altid blikket tilbage på de gode, gedigne brands, som vi gennem årtier har tyet til – og som måske endda stadig er at finde i mange menneskers garderober.
Heriblandt befinder danske Yvonne Kóne, startet af Yvonne Kóne i 2011, og som er kendt for sine lækre lædertasker i håndværksmæssig høj kvalitet, sig.
Tilbage i starten af året trådte Yvonne Koné selv tilbage som Creative Director for brandet, men allerede senere på året overtog Laura Meldal Westerskov Nørgaard, som har erfaring fra blandt andre Rotate, Remain, Lovechild og Mads Nørgaard, denne post. Og nu kan brandet yderligere præsentere en spritny visuel identitet, foruden navneændringen fra Yvonne Koné til blot KONÉ.
I anledningen har vi snakket med Laura Nørgaard om, hvad denne rebranding skal føre med sig og ikke mindst, hvordan visionen for KONÉ ser ud med hende i førersædet.
Hvorfor har I valgt at rebrande jer?
Vi følte, at det var det eneste rigtige at gøre, eftersom Yvonne ikke længere var aktiv i virksomheden. Når man går ind i et brand, der har været bygget op omkring en enkelt person, er det vigtigt at sikre en ny troværdighed, så alle ved, hvem der kommunikerer. Det var også vigtigt at udvise den respekt, at Yvonne kunne have sit navn for sig selv, samtidig med at vi kunne holde fast i den arv og det kendskab, som efternavnet bærer med sig. Vi er ikke længere et personligt båret brand, nu er vi et team.
Hvad vil I gerne have, at KONÉ skal være for et brand?
Vi drømmer om at blive det førende danske luksusbrand, som kan være med til at redefinere, hvad luksus betyder. Det handler ikke alene om høje priser men om gedigent håndværk, eksklusivitet, transparens, holdbarhed og godt design.
Der er en generel mistillid over for de traditionelle, gamle luksusbrands, blandt andet fordi man igennem de sidste 10 år har sat produktionen op og kvaliteterne ned. Her har man bare glemt, at tid i form af godt design og håndværk er afgørende for, at et produkt kan defineres som luksus.
Vi ønsker også at udbrede budskabet om at producere mindre og bedre og dermed bidrage til en dialog i den danske modebranche om at redefinere de traditionelle forretningsmodeller med skiftende sæsoner, udsalg og overforbrug. I stedet vil vi udfordre den forankrede idé om, at man godt kan vise det samme produkt igen og igen. Fashion is slower than you think.
Hvordan kommer man helt konkret til at kunne se forskel på Yvonne Koné og KONÉ?
Jeg vil gerne udfordre vores design-dogmer på flere måder. Blandt andet ved at bringe statement colors til at komplimentere de klassiske farver for at tilføre lidt liv til kollektionerne. Så har jeg også leget mere med overfladerne, som eksempelvis suede og croco-prægninger. Vi har flere ikoniske modeller, som altid vil følge os, og som er definerende for vores brand identitet, og der vil komme nye ikoner til, men i et passende tempo, så alle kan følge med, og så det passer ind i vores designæstetik om at skabe rene linjer med så få metaller som muligt og en klar skandinavisk tilgang.
Hvad bliver din fornemmeste rolle i det nye KONÈ?
At sikre, at vi med respekt, troværdighed og dygtighed tager alt det bedste med fra KONÉs fundament og pin pointe de elementer, der skal til, for at vi kan vokse som brand og være her i mange generationer fremover.
Det er vigtigt at bevæge sig fremad, men det kan være farligt at gå for hurtigt frem. Man må gerne kunne se en forandring, men vi må ikke blive ugenkendelige for vores kunder. Derfor er det også helt afgørende, at vi fortsat arbejder med Filippo og hans team i Italien, som har produceret vores tasker siden starten.