Mode

Populær sneaker-butik lukker – og åbner et nyt sted i København i samarbejde med café Sonny

- 05/11/2024

November er og bliver endnu en begivenhedsrig måned med masser af spændende nyt, når det kommer til kulturlivet.

No Other land

Den 21. november får dokumentarfilmen ‘No Other Land’ premiere i de danske biografer. Filmen, der er blevet til gennem et palæstinensisk-israelsk kollektiv, portrætterer, hvordan den unge palæstinensiske aktivist på Vestbredden Basel Adra gennem flere år danner en alliance med den jævnaldrende israelske journalist Yuval Abraham. ‘No Other Land’ giver et unikt og menneskeligt indblik i at leve med og under krig. Om ønsket for modtagelsen siger Adra og Abraham: “Vi håber, at den vil tjene som en presserende opfordring fra vores kollektiv af palæstinensere og israelere om behovet for at afslutte besættelsen og finde en politisk løsning.”

Stine Goya-udstilling

Den danske designer Stine Goya har fået en unik invitation af Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Goya har nemlig fået fri leg i museets cirka 4.000 værker og har nøje kurateret sine personlige favoritter til en æstetisk udstilling, der i følge museet fortæller om adskillelse, længsel, drømme og begær.

 

Jubilæum for juveler – forretningens 6. generation

Denne november fejres 190-års jubilæet for P. Hertz-forretningen i Købmagergade i København. Udover at være Danmarks ældste juvelerforretning, er det særlige ved det traditionsrige brand, at det efter seks generationer stadig er i samme families eje. Den nuværende direktør for, Berit Hertz, er den første kvinde i slægten til at eje og drive virksomheden, der siden 1906 har haft prædikat som Kgl. Hofjuvelerer. Gennem årene har forretningen i øvrigt udviklet sig: Tidligere var den destination for en lang række danske smykkebrands og guldsmede, men i dag sælges udelukkende P. Hertz-smykker med design og traditioner, der trækker tråde tilbage til første generation.

Rezet House

Multibrand-designdestinationen Rezet Store åbner i november dørene til det nye univers Rezet House, der får til huse i Grønnegade 1 i Københavns Indre By. Huset bestræber sig på at blive dit go to-sted for nøje udvalgt fodtøj, beklædning, tilbehør og livsstilsprodukter, og så kan du i øvrigt glæde dig til in-store-caféen, der skal drives af den populære café Sonny (hej, bananbrød og matcha latte), der sammen med blomsterbutikken Botané vil fylde store dele af butikkens underetage. Det betyder samtidig et farvel til Rezet-forretningen i Jorcks Passage, da alle aktiviteter i København samles i det nye hus. Åbningen forgår 8/11.

 

Læs ogå

Horoskop: Sådan bliver din november måned