Modeugen

Dette danske brand afholdt show på Østerbro Stadion og beviste, at de sportslige-referencer langt fra er ovre

- 08/08/2024

Du kender garanteret mærket, som har været en del af dansk mode i årtier, og som i går havde valgt en alternativ location til deres show under modeugen.

Er du bosat i København, er chancen for, at du enten selv har besøgt eller i hvert fald har hørt om fodboldklubben B93, der (lidt endnu) har sin hjemmebane på Østerbro Stadion, rimelig stor. I løbet af særligt det seneste års tid har såvel fodboldinteresserede som ikke-fodboldinteresserede stiftet bekendtskab med klubben, hvis hjemmekampe er blevet et populært sted at mødes. Tendensen går hånd-i-hånd med sportstrøje-trenden, som ligeledes er blevet masseret godt ind i bybilledet som hverdagsbeklædning for både fans som ikke-fans – og netop dét var alt, hvad Baum und Pferdgarten understregede med sit show under modeugen.

I går eftermiddag blev Østerbro Stadion nemlig invaderet af spændte modeuge-gæster, som havde forvildet sig op på tribunerne med en fadøl i hånden for at skulle overvære danske Baum und Pferdgartens SS25-show – og forventningerne til en kollektion ved navn ‘Office Olympics’ blev i den grad indfriet.

Løbebanen var blevet til en runway og atletikudøverne til modeller. Og selvom det ikke var kampdag på stadion, var der ikke gjort køb på hverken fodboldtrøjer eller stemningen.

Kollektionen bestod blandt andet af fodbold-inspirerede T-shirts, som kunne købes i brandet butik i Indre By lige efter showet, tasker, formet som fodbolde, polos, stribede baseball-lignende trøjer og cardigans, pandebånd og andre beklædningsdele, der ledte tankerne hen på forskellige sportsgrene. De casual styles var stylet mere stereotypt office attire såsom suitpants og selvfølgelig klassisk Baum und Pferdgarten-glitter og -print, der tilførte looksne en cool-casual balance.

Foto: Helle Moos

De feminine referencer fra nederdelen møder trøjens sportslige i ét outfit

Foto: Helle Moos

Tydelige High School-volleyball-referencer

Foto: Helle Moos

Den skinnende fodboldtaske var både smart og fin på en og samme tid

Hvis man spørger Rikke Baumgarten og Helle Hestehave, ville de nok højest sandsynligt sige, at vi nok kun har set det første til den seje, sportslige trend …