Milo Kinnock har skiftet navn og pronomener til han/ham og fået foretaget en topoperation. Ikke for at fravælge noget, men for at tilføje til hans personlige udvikling. Kinnocks ambition er at gøre op med kassetænkningen og de binære kønsroller, for i stedet at anskue køn som flydende. Også for at finde længere ind i sin egen kerne.
Milo Kinnock. 25 år, aktivist og studerende. Studerer kulturmødestudier og historie på Roskilde Universitet. Har medvirket i dokumentarserien ’Mere Milo’ på Ally. Modtog ‘Årets unge-pris’ ved ELLE Awards i 2023 for at være en vigtig stemme i kønsidentitetsdebatten. Hans forældre er Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock.
Artiklen er en del af serien ‘Ny begyndelser’ fra juni 2024-magasinet.
“Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg ikke passet ind i det, vi stereotypisk kendetegner som piget eller feminint. Som barn syntes jeg, at det var sjovere at klatre i træer og have kort hår end at gå i kjole. Jeg følte mig en smule anderledes end de andre, men aldrig forkert. Jeg har haft en fri barndom, og mine forældre og venner har aldrig haft nogle forventninger til hvem, jeg skulle være. Men jeg havde det altid svært med, at piger og drenge skulle opdeles, for eksempel til idræt. Jeg blev stædig og mærkede hvor åndsvagt, jeg syntes, det var, at vi skulle inddeles efter køn. Det gad jeg simpelthen ikke være med til.
I løbet af mine teenageår fik jeg en større forståelse for kønsspektret, og at ens kønsdele ikke definerer en som menneske. Først sprang jeg ud som biseksuel og senere som lesbisk. Jeg blev forelsket i en, som havde skiftet navn, og som havde mange venner, der brugte andre pronomener, og jeg kom tættere og tættere på miljøer, hvor køn ansås som flydende. Jeg blev mere komfortabel med at frisætte mig endnu mere fra det binære.
Før jeg mødte min ekskæreste, havde jeg tænkt, at det at skifte navn var en big deal, men igennem min nye omgangskreds fandt jeg ud af, at det kan man bare gøre. Milo var et gammelt kælenavn, jeg havde, da jeg var yngre, og jeg syntes, at det passede rigtig godt til mig. Milo føltes meget som mig. Da jeg i 2020 tog på højskole, besluttede jeg mig for, at mine medstuderende skulle være mine testkaniner, så jeg præsenterede mig som Milo. Det gav mig styrke. Jeg troede mere på mig selv, og jeg kunne løfte brystet lidt. Det var også en måde at tage ejerskab over mig selv på. Lidt som en ny begyndelse.
Jeg har valgt at bruge pronomenerne han/ham, fordi jeg identificerer mig med de maskuline udtryk i diverse former. Jeg kan bedre rumme mine forskellige kvaliteter, og jeg føler mig bedre tilpas i de pronomener. Men jeg skal jo ikke lave en ny kasse, ideén er et opbrud med kasserne. Jeg prøver at forstå, at jeg ikke skal have et endemål, der er ikke et resultat, det hele skal ende med. Jeg lader mig rive med, går i det tøj, jeg gerne vil, lytter til den musik, jeg vil danse til. Det er frigørende for mig, at jeg ikke behøver at sætte et label på mig selv. Jeg vil bare gerne have lov til at være den person, jeg vil være og leve mit liv på min egen måde.
”Selvfølgelig skulle mine forældre og familie lige lære at bruge mine pronomener og mit rigtige navn – de har jo kendt mig for evigt. Men min mor og far har altid været åbne over for forandringer og både min søsters og min personlige udvikling. Det har været gennemgribende i vores liv”
- Milo Kinnock
Det er vigtigt for mig at være en stemme i kønsidentitetsdebatten, og jeg gør mange forskellige ting for at komme ud og dele mine holdninger på forskellige platforme. Jeg vil gerne prøve at formidle til nogle, som tror, at de har svært ved at forstå det. Få dem til at lytte. Det er måske ikke så svært igen at forstå, at folk begynder at anskue køn på nye måder. Det er også i min personlige interesse at lære mere om køn, kønsidentitet og kroppen. Jeg læser om det hver dag både på universitetet og i bøger og på nettet.
Jeg har ofte følt, at mine bryster var til besvær. Især når det blev fysisk, for eksempel når jeg spillede fodbold eller skulle bade. Jeg elsker at bade, og det har altid været et sted, jeg slappede af, men jeg tænkte også over mine bryster, og der var øjeblikke, hvor jeg var ked af, at jeg havde dem og skulle dække dem til. Når en person får foretaget en kønsbekræftende operation, er nogles opfattelse, at det er fordi, personen er meget ked af sin krop. Sådan var det ikke for mig. Jeg ønskede at få foretaget en topoperation, fordi jeg ville gøre noget for, at jeg virkelig kunne føle mig godt tilpas i min krop.
Da Milo modtog 'Årets unge-pris' ved ELLE Awards i 2023 for at være en vigtig stemme i kønsidentitetsdebatten
Det tog lidt tid at vænne sig til, at ens krop så helt anderledes ud. Når man får foretaget sådan en operation, sidder nerverne helt vildt, jeg kunne røre et sted på brystet og mærke det 10 centimeter derfra. Der var noget fysisk, kroppen skulle vænne sig til, før det psykiske kunne følge med. Men en dag vågnende jeg og tænkte: Nå, det er sådan jeg ser ud nu. Alt føltes pludseligt helt normalt. Det var en ret vild oplevelse. Som om mit virkelighedsbillede faldt på plads. Nu var det ikke bare en krop, som var opereret, nu var det min krop. En ny begyndelse. Sidste sommer badede jeg hele tiden. Det var så megafedt at opleve at bade uden bryster og uden top. Det var alt, hvad jeg havde drømt om.
Jeg ser sådan en operation som en tilføjelse. En måde, man kan udvikle sig på, så man føler sig mere komfortabel i sig selv og sin krop. Alle mennesker gennemgår jo en udvikling fra barndom til voksenlivet. Min ser måske anderledes ud end din, og nogle har flere udfordringer på vejen end andre. Det er forskelligt fra person til person. Min tanke er, at alle kan forstå udviklinger i mennesker. Det er det, jeg vil frem til, især hvis der er nogle, som ikke forstår den udvikling, jeg har været igennem. Alle mennesker udvikler sig, og alle har en kønsmæssig udvikling. At blive fædre eller mødre for eksempel. Alle oplever noget, som påvirker deres liv, køn og person. Alle mennesker oplever bare ikke det samme.”
