Mode

Sportswear og japansk undergrund mødes

- 05/01/2012

Hummel + CANDY + master-piece = Hummel x master-piece x Dissborn ...

Hvad sker der, når man sætter Hummel sammen CANDY, den mest hippe tøjbutik i Tokyo, og det trendsættende japanske taskebrand master-piece?

Man får den helt unikke kollektion, der tager udgangspunkt i mødet mellem sportswear og japansk undergrundsmode: Hummel x master-piece x Dissborn.

CANDY har, med fans som fx Lady Gaga, længe haft en stor stjerne på den japanske fashionhimmel. Brandet udviskede for kort tid siden grænserne mellem butik og designer og lancerede deres første tøjkollektion, Dissborn. Japanske master-piece er det stilsættende taskebrand, som siden 1994 primært har designet funky funktionstasker med kant. Til sammen er de med til at give danske Hummel en rå og skarp kant. Og selvom kollektionen egentlig er ment til drenge, kan de vilde piger også sagtens lade sig forføre.

Den nye kollektion er fyldt med fantasifulde mønstre som bl.a. viser kæmpe humlebier. Mønstrene og farverne er en eksplosion af humor og farver.

Kollektionen består af rå tasker og dekonstruerede jakker og bukser, der kan lynes fra hinanden, så frakker bliver til jakker og lange bukser bliver til shorts.

Så hvis ikke alle pengene bliver brugt på udsalg denne januar, og hvis den farverige og sjove kollektion skulle være noget for dig, så sælges den bl.a. i butikkerne United Arrows, And A og Remix fra februar 2012.