Den amerikanske kunstner udstiller netop nu sin første soloudstilling i Norden på Gammel Strand med 30 værker, der tager udgangspunkt i hendes egne erfaringer som mixed, queer ciskvinde.
Christina Quarles. Hvis det navn ikke ringer en klokke, kan du godt skrive dig det bag øret. Den amerikanske kunstner er nemlig en af vor tids helt store stemmer. Som udtryksform og kommunikationskanal har hun valgt kunsten, som hun som helt lille blev introduceret for på den årlige sommerskole, men som hun siden da har brugt tid på at finde sig til rette i. Det har hun nu.
Som mixed, queer, ciskønnet kvinde er Quarles ofte blevet mødt med undren. Dels grundet sin seksualitet men også sin etnicitet. For man kan da ikke som datter af en hvid mor og en sort far være så lys i huden? Det har hendes verdens travle blikke bedømt.
Et svar fra Quarles er: på grund af mis- og manglende repræsentation på tværs af alder, køn. Og disse på-egen-krop-oplevede-hændelser har netop dannet fundament for hendes værker, hvorigennem hun undersøger, hvilke rolle vores krop (præcist, som vi ser den) har i opfattelsen af os selv, af andre og af vores sociale ståsted.
Derfor kan hendes kunst ses som et spejlbillede af den verden, Quarles selv lever og mærker.
Den amerikanske kunstner udstiller netop nu sin første soloudstilling i Norden på Kunstforeningen Gammel Strand, der løber til 8. september i år, hvor hun tager emner om seksualitet, etnicitet og identitet op, og i den anledning fik vi lov til at få svar på en række af vores mest presserende spørgsmål.
Hvorfor valgte du kunst som din måde at udtrykke dig på?
“Jeg begyndte allerede at lave kunst som barn. Jeg blev naturligt tiltrukket af kunstundervisningen i skolen, men det havde også noget at gøre med praktik. Jeg voksede op med en enlig mor i LA, og hun plejede at sende mig til den lokale kunstskole på summer camp. Hun sørgede for, at jeg gik på forskellige undervisningshold hele dagen, så der altid var nogle til at passe mig, og så hentede hun mig igen om aftenen.”
“Jeg fortsatte med at lave kunst som teenager på den offentlige kunstskole, og da jeg skulle videre på college, følte jeg, at jeg havde en god forståelse af, hvordan man laver kunst, men jeg var mindre øvet i, hvad jeg ønskede at kommunikere gennem min kunst. Jeg havde altid set kunst primært som en kommunikationsmetode, så jeg besluttede at droppe kunstskolen og studere filosofi i stedet.”
De emner, der interesserer mig mest, handler om noget, vi kunne kalde ‘flerstemmig subjektivitet’; Hvad der sker med selve forståelsen af et emne, når der er et overskud af modstridende information. Ved at studere filosofi og forsøge at omsætte mine tanker til skrift, fandt jeg dog ud af, at visuel kunst kan være et meget mere præcist værktøj til at udtrykke de emner, der optager mig.”
Værket 'Too Hot To Hoot'.
Hvorfor er temaerne seksualitet, etnicitet og identitet så centrale i dit arbejde?
“Jeg er interesseret i, hvad det vil sige at bevæge sig gennem verden i en krop, der hele tiden er til forhandling i et krydsfelt mellem etnicitet, køn og seksualitet – sammen med utallige andre definerende og redefinerende karakteristika, vi kan have. Selvfølgelig bevæger vi alle os gennem verden med disse krydsfelter i spil, men de mærkes ofte stærkest af dem af os, som har en identitet, der afviger mest fra normen. Hvad enten, det er ved at være på den historisk undertrykte side af det binære, (eksempelvis at være kvinde) eller ved at være uden for det binære (eksempelvis at være nonbinær).”
“En nøgletematik for mig er læsbarhed eller forståelse. Hvordan vi mennesker forstår, læser og aflæser hinanden. Jeg er mindre interesseret i at male, hvordan en kønnet, queer, racialiseret krop ser ud og mere interesseret i at male, hvordan det er, at leve inde i en kønnet, queer, racialiseret krop. Derfor er eksempelvis etnicitetsmarkører ikke selve hudfarven på en figur i mine værker. I stedet er det den grad, hvori figuren må forvride og forvrænge sig selv for at blive inden for rammerne. Der er begrænsning men også handlekraft for figurerne, for selv når vi håndterer repræsentationens grænser, kan vi finde kreativitet og frihed – især når vi anerkender, at den slags begrænsninger er kunstige og samfundsskabte.”
Hvor finder du inspiration?
Jeg er inspireret af billeder, der siver ned igennem kunsthistorien, eller andre kilder, der bliver en del af min hverdag. Jeg har brugt mange år på at studere kunst og kunsthistorie, men det er normalt ikke en direkte eller umiddelbar reference i mit arbejde. Jeg er mere interesseret i den tredje eller fjerde gentagelse af et billede – som når et stykke kunsthistorie genanvendes i popkultur eller sociale medier eller gøres kulturelt allestedsnærværende på en eller anden måde. Jeg leder efter mønstre, der har en slags visuelt ordspil for at fremme følelsen af, at motiverne stammer fra mange steder.”
“Jeg har et maleri, der hedder ‘Bless Tha Nightn’gale’ (2019). I det værk gengav jeg et tæppe, der efterlignede et tæppe, jeg stødte på i en meme, som var taget fra Disneys originale ‘Pinocchio’ (1940), hvilket sandsynligvis har en historisk reference, som animatorerne brugte. Eller for eksempel brugte jeg denne her lange snoede murstensvæg til at lege med perspektivet i mit værk ‘Hush Now Baby Baby’ (2019). Motivet var inspireret af en butik, jeg så i Los Angeles. Louisiana ejer værket i dag, og sidste år hang de det på en anden lang murstensvæg, som på den måde nærmest efterlignede både selve motivet og inspirationen til værket. Jeg elsker den form for udveksling mellem forskellige medier og kunsthistorie, eller kunst og arkitektur, eller natur eller himlen, da mange af mine malerier også inkluderer skyer på forskellige tidspunkter af dagen eller græs eller buske.”
Vis dette opslag på Instagram
Hvordan forbinder du dig med dit publikum?
“Jeg tror, at kunst i sidste ende er et sted for refleksion. Jeg stiller måske nogle spørgsmål i mit arbejde, men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har svarene. At engagere sig med et publikum eller med studerende, som virkelig er interesserede i, hvad jeg har at sige, eller som vil bruge tid på mit arbejde, er et stort privilegium. Mit håb er at skabe kunst, som folk ønsker at bruge tid på, og som får dem til at genoverveje deres første fortolkning af værket. Og jeg håber til gengæld at lære fra mit publikum og fra mine kolleger og samarbejdspartnere. Bare det at høre, hvad andre mennesker lægger mærke til i mine værker, som måske er noget, jeg ikke selv har lagt mærke til, er yderst gavnligt for min praksis og mine tankeprocesser omkring det at skabe kunst.”
Hvad håber du at vække i dit publikum og i samfundet generelt?
“Jeg håber, at mine værker kan være et sted, der giver mulighed for at stille spørgsmål til forudindtagede forventninger. Især for dem, der ikke før har haft grund til at stille spørgsmål til, hvordan de bevæger sig gennem verden. Jeg håber også, at min kunst kan være et sted med trøst for de af os, der står over for det spørgsmål dagligt.”
Hvad er dit vigtigste værk og hvorfor?
“Hvert værk er vigtigt for mig, fordi hvert værk rummer en mulighed for at lære, og det påvirker de beslutninger, jeg træffer i de næste malerier. Jeg arbejder ikke ud fra skitser eller med en forudbestemt komposition, så jeg lærer jeg altid af det, jeg har lavet i tidligere malerier, eller af fejl, der har fremkaldt noget uventet. At skabe kunst er en proces og en forpligtelse. Det handler ikke om at besidde et medfødt talent eller at skabe det bedste værk. Det handler om at arbejde hver dag (hvis man kan), lære af sit arbejde, nogle gange snuble og så lære igen. Så for mig er hvert maleri lige så vigtigt som det maleri, der kom før det.”
View this post on Instagram
Hvad gør din kunst til sammenligning med andre kunstnere, der arbejder med de samme temaer som dig?
“Portrætmaleri og figurativ maleri bærer på en meget besværlig og ekskluderende historie. Men jeg bemærker en lyst til at repræsentere mange forskellige identiteter i min kunstnergeneration. Når kunstnere, der kommer fra vidt forskellige baggrunde omfavner det figurative maleri, udvikler mediet sig i sagens natur. I stedet for at fokusere på, hvad min kunst gør i sammenligning med mine kollegers, vil jeg hellere overveje, hvad maleri, især figurativt maleri og portrætmaleri, har at vinde, når en mere mangfoldig gruppe af kunstnere skaber det.”
Christina Quarles er netop nu aktuel med udstillingen ‘In the Shadow of Burning Light’, som kan ses på Gammel Strand ind til 8. september 2024.
