Ved Pharell Williams' seneste kollektion for Louis Vuitton kulminerede amerikansk og fransk kultur i et perfekt eksempel på, hvilken retning herremoden tager, mener ELLEs podcastvært og modeekspert Mads Emil Grove Møller.
Da Pharrell Williams i 2023 præsenterede sin første kollektion som kreativ direktør for Louis Vuittons herrekollektioner, var hele modeverdenen rettet mod Paris for at overvære det, der blev en debut som sjældent set før.
Og er der nogen, der forstår sig på luksusmode, er det Pharrell.
Det beviser hans helt særlige version af modehusets klassiske taske ‘Speedy’ da også. En version af den ikoniske taske i gul, håndlavet i krokodilleskind med gulddetaljer og diamantbesatte kom i november til salg til én million dollars og fik dermed øgenavnet ‘Millionaire Speedy Bag’.
Nu er musikeren og designeren klar med endnu en kollektion for det franske luksusmærke.
Den 16. januar 2024 præsenterede han nemlig sin efterårskollektion for Louis Vuitton under titlen ‘LOVERS’ ved den parisiske herremode, hvor han endnu en gang beviste sit værd som designer. I hvert fald hvis man spørger modeekspert og ELLEs podcastvært Mads Emil Grove Møller, der var med til det store modeshow.
Hvad stod særligt ud for dig i kollektionen?
“Det særlige ved den nye AW24-kollektion er det tydelige tema med the ‘American Western’ wardrobe og workwear. Det kommende samarbejde med Timberland og især workwear silhuetterne stod ud for mig.
Hvad tænker du om LV’s westernreferencer?
“Jeg synes personligt, det er super fedt, og så understreger det netop, hvad en mand som Pharrell kan og skal for Louis Vuitton. Når han går ind i noget, så gør han det altid 100 procent til perfektion, og det gjorde han også med det her show. Jeg synes, at sammenkoblingen i hans overordnede tema indtil videre, LOVERS – broen mellem Virginia, hvor han er født, og Paris, hvor modehuset holder til – passer super godt med hyldesten af den amerikanske westernkultur og LV’s historik med rejser som centrum af husets kerne.”
“Det var smukt, og der var ikke sparet på detaljerne gennem håndværk, broderiteknikker og materialer. Pharrell gjorde selvfølgelig det rigtige ved at samarbejde med kunstnere fra Dakota- og Lakota-nationerne på tværs af accessories, showets iscenesættelse og soundtracket. Det blev ledet af den kreative direktør Dee Jay Two Bears fra Standing Rock Sioux Tribe med performances af kunstnere fra Native Voices of Resistance.”
“Sidst, men ikke mindst, brugte han igen showet til at introducere ny, egenproduceret musik og sange i samarbejde med Mumford & Suns (som også spillede til afterparty), Jelly Roll og Miley Cyrus”
Har du kunne se en udvikling hos Louis Vuitton, siden Pharrell trådte til?
“Ja, helt bestemt. Især med det her show og Pharrells seneste pre-fall show i Hong Kong tilbage i november. Helt overordnet er vi rykket dybt ind i Pharrells univers, hvor han får lov at udleve sine vildeste fantasier med Louis Vuitton-budgetterne og verdens bedste kvaliteter.
Pharrells første show sidste sommer var en overgang fra Virgil Ablohs mere tydelige streetwear-univers, som Pharrell også begår sig enormt godt i, men som han nu toner lidt ned og dermed gør plads til mere klassisk menswear, dog altid med respekt for Virgils arv.”
Hvordan er kollektionen sigende for herremoden på et mere generelt plan?
“Kollektionen viser meget godt, hvordan workwear er udødelig, og hvordan streetwear og klassisk herremode virkelig har fundet en symbiose, som er svær at skille ad.
Når vi kigger lidt frem, tror jeg, at skræddersyet tøj bliver en endnu større og mere alsidig del af herremoden, og vi vil se mænd på tværs af alle aldersgrupper interagere med jakkesæt.
Nu mere end nogensinde før er mænd modigere i deres modevalg og har frihed og selvtillid til at udtrykke deres individualitet, og det vil kun udvikle sig yderligere.”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.