Blandt andre danske Claes Bang er at finde på rollelisten sammen med et væld af andre kendte skuespillere.
Elsker du også mode og en god historie, er heldet med dig.
For ikke nok med, at Disney+ for nylig annoncerede en ny serie om den legendariske Christóbal Balenciaga, så melder en anden streaminggigant sig nu også på banen med en modeserie.
Apple+, der er mest kendt for deres serie ‘The Morning Show’ med Jennifer Aniston og Reese Witherspoon i hovedrollerne, har nemlig netop offentliggjort de første billeder fra serien ‘The New Look’ der handler om modeskaberen Christian Dior.
Her er det tydeligt, at der ikke er sparet på hverken detaljerne eller talenterne, der indtager en række historiske modefigurer.
I rollen som Christian Dior er Ben Mendelsohn, der er særligt kendt for sine roller i film som ‘The Dark Knight Rises’ og ‘Rogue One, mens Juliette Binoche, der er dobbelt Oscarvinder for sine roller i ‘Chocolat’ og ‘Den Engelske Patient’, spiller rollen som den mindst ligeså ikoniske designer Coco Chanel.
Det er dog ikke eneste to anerkendte skuespillere, du kan opleve i serien.
‘Game of Thrones’-stjernen Maisie Williams er også at finde på rollelisten, hvor hun spiller Diors søster Ginette, bedre kendt som Catherine Dior. Udover, at hun efter sigende skulle være inspirationen bag parfumen ‘Miss Dior’, var hun også modstandskvinde under krigen inden til hun i 1944 blev arresteret af Gestapo.
Også et dansk islæt i form af Claes Bang som den tyske Nazi-agent Hans Günther von Dincklage ‘Spatz’, der var i forhold med Chanel fra krigens slutning indtil 1950, kan ses i serien sammen med skuespillere som John Malkovich og Emily Mortimer.
Serien udspiller sig, ikke overraskende, i Paris.
Her følger vi nogle af historiens største designere under og efter besættelsen af den franske hovedstad, hvor nye tider sætter sit præg på modens magtcentrum, hvor en rokade i toppen af hierarkiet skildrer både en by i forandring og Christian Diors skabelse af sin mest berømte kollektion.
Titlen ‘The New Look’ er nemlig ikke grebet ud af ingenting. Den refererer nemlig til Diors historiske kollektion fra 1947 med titlen ‘New Look’. Kollektionen viste en helt ny silhuet med mere talje og volumen, der revolutionerede efterkrigstidens mode for kvinder verden over – og stadig den i dag tilegnes stor betydning for moden.
Der er altså dømt modedrama er allerbedste skuffe, når serien får premiere på Apple+ den 14. februar 2024.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.