Looket sender endnu engang et nik til Rachel Green fra Friends.
Denne artikel indeholder sponsorerede links
Denim overalls kan være en notorisk tricky størrelse at style til chic perfektion.
For hurtigt kan denimdragten, der i folkemunde også kaldes for smækbukser, få et barnligt anstrøg, der rimer på 4. klasse (remember propelkasketten?).
Men overlad det til stilikonet Hailey Bieber at vise vejen for, hvordan beklædningsdelen kan styles på både cool og elegant vis.
Spottet på vej til middag med manden Justin Bieber var Rhode-indehaveren nemlig iført et look af denimoveralls, der gjorde fordommen om børnehavelooket til skamme.
Her blev en oversize denimoverall fra Dickies parret med en enkel hvid t-shirt under. Til at elevere looket gik et par spidse sorte stilletter og en gulvlang sort uldfrakke.
Og som accessories var Hailey Bieber gået med et par enkle smykker, smalle sorte solbriller og en stilren Saint Laurent taske.
Dermed viser stilikonet, hvordan det oldschool item parret med et par klassiske items af elegante stiletter og lang uldfrakke bliver et gangbart look til en aften ude.
Hailey Bieber er før blevet kædet sammen med karakteren Rachel Green fra Friends i sin stil. Noget, som Bieber ikke mindst selv understregede, da hun valgte at klæde sig ud som tv-karakteren til Halloween.
Dette look understreger da også, at hun endnu engang har kigget 90’ernes Rachel Green efter i sømmene, der ligså yndede at integrere den oversize denimoverall i sin garderobe.
Og vi må medgive, at der er masser af inspiration at hente her, skulle man selv have lyst til at erhverve sig sin egen version af 90’er-klassikeren.
Derfor har vi også fundet tre bud på, hvordan du kan tage trenden til dig herunder.