Det første gang, et dansk brand teamer op med den svenske high street-gigant om en kollektion. Se det her, og mød de kreative direktører bag mærket.
Utallige ikoniske samarbejder har gennem tiden fyldt stativerne hos H&M, og traditionen tro er det nyeste med det spanske modehus Rabanne netop landet i butikkerne.
Men allerede i slutningen af november kan du få fingrene i endnu et nyt samarbejde.
Den 28. november lander en minikollektion fra danske Rotate nemlig eksklusivt på HM.com. De bliver dermed det første danske mærke, der har indgået samarbejde med den svenske modegigant.
Her vil du kunne finde brandets velkendte og populære styles, som både Kim Kardashian, Nicole Kidman og Lily Collins har haft kastet deres kærlighed på, i opdaterede afskygninger i anledning af mærkets 5-års fødselsdag.
Vi mødte de kreative direktører Thora Valdimarsdottir og Jeanette Madsen til en snak om det nye samarbejde, om deres H&M-minder og ikke mindst om deres personlige favoritter blandt de mange kjoler.
Hvordan kom samarbejdet på tale?
Thora: “Vi synes, det var en fantastisk idé, fordi Jeanette og jeg ikke kommer fra rige forældre. H&M har altid været en butik, hvor vi vidste, vi kunne købe det, der var moderigtigt. Og så kunne man få de der lidt korte, lidt sexede ting. De rammer jo virkelig bredt.”
Jeanette: “Man kunne gå derind fredag, inden man skulle i byen og se, om man lige skulle have en lille kjole og stadig have råd til det. Det går rigtig godt i spænd med Rotate, fordi vi er født ud af, at vi gerne vil lave festkjoler til overkommelige priser. Så det gik bare vildt godt i spænd. Da vi hørte om det, var vi sådan: “Lad vær! Det kan ikke være rigtigt! Hvorfor vil de lave noget med os? Det er jo for sindssygt!”
T: “Vi kan jo huske, dengang det startede med samarbejderne med Karl Lagerfeld. Alle vores yndlingsbrands har lavet noget med H&M, hvor man altid har følt, at nu var der mulighed for at købe ind i brandet. Og nu er det så pludselig vores tur.”
Hvad kan man forvente af kollektionen?
J: “Vi ville gerne vise noget, der var Rotate, men også gerne noget nyt. Så i forbindelse med vores 5-års fødselsdag har vi taget nogle af vores mest solgte styles og vores personlige favoritter fra den allerførste kollektion. Så er der blevet tilføjet nogle pieces oveni, men det er hovedsageligt med fokus på de styles, som den dag i dag stadig er nogle af vores bedst solgte kjoler. Så har vi givet det et nyt tvist med et nyt tekstil eller print.”
T: “Nogle af dem er også med, fordi der ligger nogle ret sjove historier bag. For eksempel vores Phoebe-kjole, som er en off shoulder mini dress, viste vi første gang til Elle Styles Awards i 2019. Det var den bedste aften for os, hvor vi vandt prisen for årets nye navn. Så den skulle med, hvor den så har fået nyt materiale og nyt mønster.”
Hvis I kun måtte vælge en favorit, hvilken ville det så være?
J: “Det er faktisk virkelig svært. Jeg ville nok sige Kim-kjolen. Bare fordi den er så ikonisk, fordi hun var nummer et. Det er den kjole, der startede med at hedde nummer et. Vores blazer-kjole er også virkelig ikonisk, for den er også fra den allerførste kollektion.”
T: “Jeg ville nok tage Miki. Vi introducerede hende til vores show i 2019 i et cirkustelt, hvor vi for første gang fik modellerne til at komme ud i den samme kjole og vi også om ud i den samme kjole, og det var blevet diskuteret lidt, om vi nu også skulle gøre det eller ej. Men det var bare så fin en finale. Showet var virkelig forsinket, så vi havde drukket lidt champagne, og det havde modellerne også, så vi var allesammen så glade, da vi gik ud. Alle så sexede, chik og lækre ud i den kjole. Det var bare et moment altså.”
Shop Rotate x H&M-kollektionen online fra den 28. november eksklusivt i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland, Østrig og Finland.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.