Mode

Anna Dello Russo designer accessories for H&M

- 03/05/2012

Det nyeste designer-samarbejde er afsløret, og vi glæder os allerede vildt!

H&M har nu løftet dynen for det næste designersamarbejder i rækken, som vi elsker så højt!

Denne gang byder highstreet-kæden på et særligt designersamarbejde med den legendariske medredaktør på japansk Vogue og modeikon, Anna Dello Russo.
Vi kender Dello Russo for hendes altid farverige og iøjefaldende outfits, når hun indtager sin faste plads på første række hos alle de internationale designere under modeugerne i hele verden.

Kollektionen, som er ufortrødent glamourøs, eksklusiv og festlig, afspejler Dello Russos smag for pynt. Den vil bestå af både smykker, solbriller, sko, tasker og en trolley.

“Jeg er meget begejstret for samarbejdet. Det er første gang, at H&M involverer en fashion director i et specialprojekt, og det er et tegn på en vigtig udvikling i modeverden. Jeg er både stolt og ydmyg over at være blevet valgt til at lede dette projekt. Jeg ønskede at skabe eksklusive accessories, som normalt er svære at finde. Som stylist ved jeg, hvor vigtig en rolle accessories spiller, for det er dét, der giver ethvert look et personligt præg. Kollektionens accessories er noget alle kan nyde, og det kan forvandle en almindelig hverdag til en fantastisk modeoplevelse,” siger Anna Dello Russo.

“Det har været fantastisk spændende at arbejde sammen med Anna Dello Russo på projektet, som adskiller sig fra alt andet, vi hidtil har prøvet. Udover at være et sandt modeikon, har Anna et fantastisk øje for mode og en sikker stil. Hun har skabt en ekstravagant accessories-kollektion, der vil begejstre både H&M-kunder og alle modeelskere. Kollektionen er en hyldest til overdådighed, fantasi og pynt,” siger Margareta van den Bosch, kreativ rådgiver i H&M.

Kollektionen vil være at finde i 120 butikker i Danmark fra d. 4. oktober – og så kan den løbes online på hm.com.