Vi går den stjernebesatte vej tilbage til den hædrede luksusskos spæde begyndelse.
En modebevidst kvinde sagde engang, at livets vej indimellem kan være lidt hård at gå på. Derfor har man brug for helt særlige sko til at gøre rejsen lidt sjovere.
Vi taler selvfølgelig om hele (mode)verdenens Carrie Bradshaw, der i dette citat refererede til sine elskede Manolo Blahnik-stiletter.
Man kan dog i høj grad også påføre citatet en anden særlig sko. Nærmere bestemt horsebit-loaferen fra Gucci.
For den velkendte lædersko med Guccis karakteristiske metalbidsel har siden sin fødsel i 1953 vist sig som et tidløst ikon. Og ligegyldigt hvilke ankler den luksuriøse sko var placeret syd for, var den garant for at signalere status og et tøjbudget ud over det sædvanlige.
Og der findes næppe en luksussko som denne, der kan forene så bredt et publikum af fans.
Med alt fra George H.W. Bush, Jane Birkin og A$ap Rocky i fanskaren, har skoen i årtier gået sin sejrsgang blandt alt fra filmstjerner, forretningsfolk og stilikoner.
Designet fra 50’erne var med andre ord et skridt foran i at diktere, hvad modebevidste kunder gerne vil stikke deres fødder i. Og med sin stødt voksende popularitet har det populære item været med til at sætte Gucci på landkortet som et af verdens førende modehuse.
Så lad os kaste et blik tilbage på loaferens historie.
Guccio Gucci grundlagde i 1921 det italienske modehus af samme navn. I slutningen af 1800-tallet havde den unge Guccio arbejdet som piccoli på det prestigefyldte Savoy Hotel i London.
Her havde han observeret det britiske aristokrati, der yndede at gæste hotellet. Han noterede sig, at de britiske adelsmænd ofte gik klædt i tøj, der bar referencer til ridesporten.
En naturlig konsekvens af højadelens forkærlighed for netop heste og ridning. Samtidig sås de velhavende mænd også ofte bannerføre et par elegante læderloafers, når de skulle klæde sig til fritiden.
Det blev dermed afsættet for Guccis DNA, da det fødes i 1921. Og æstetikken til ridesporten løber den dag i dag stadig som en rød tråd i brandets designarv. Mest velkendt er hestebidslet i metal, der i dag pryder snart sagt alle accessoires fra modehuset.
Og her er horsebit loafer ingen antagelse, hvor netop metalbidslet er blevet en måde at skelne Guccis loafer fra andre og dermed cementere den luksuriøse signalværdi.
Guccio Gucci døde i 1953, hvorefter sønnerne Aldo, Rodolfo og Vasco overtog roret for modehuset. I samme ombæring åbnede de brandets første flagskibsbutik i New York.
Og det var i denne anledning, at horsebit loaferen blev lanceret. Som en hyldest til deres afdøde far bar skoen klare referencer til såvel ridesporten som den britiske adelsmands mest yndede form for fodtøj.
Det var dermed også den luksusbevidste målgruppe, som faren havde observeret på Savoy hotel, som sønnerne håbede at ramme med designet.
Målgruppen skulle dog vise sig at blive langt større.
Op igennem 50’erne blev skoen primært båret af forretnings- og rigmænd som en casual sko på fridagene væk fra kontoret.
Men i 1970 fik skoen nyt momentum, da alletiders it-girl Jane Birkin blev spottet i Gucci loaferen i Cannes.
Det franske ’Je Ne Sais Quoi’ stjernedrys bød på en helt ny æra for loaferen og snart tog andre kvindelige stilikoner som Sophia Loren og Jackie Kennedy også skoen til sig.
Dermed blev skoen nu også blåstemplet for et kvindeligt publikum, der fik øjnene op for, hvordan den nedtonede loafer kunne tilføre et andet udtryk til kvinders påklædning.
Tænk minimalistisk elegance a la capri-bukser, crispy hvide skjorter og a-line kjoler som Jacquline Kennedy.
Sideløbende bestod det mandlige publikum dog også, hvor alt fra politikere til skuespillere tog skoen til sig og understregede dens alsidige potentiale.
Den havde sågar sin gang i det hvide hus, hvor George H.W. Bush bar den til et møde med dengang præsident Gerald Ford i 1974.
Siden er populariteten kun steget stødt og Guccis rotation af chefdesignere har årene igennem budt på deres version af modehusets ikon. I 90’ernes Tom Ford-æra satte den hædrede chefdesigner hæl på Guccis loafer som et led i hans mission om at gøre Gucci sexet.
Og senere i 2015 under Alessandro Micheles regeringstid dukkede ’Prince town’-versionen af Gucci loafers op. Her var designet versioneret i en ’slip-on’ version uden hælkappe og sålen beklædt med fluffy pels, der gav skoen både et comfy og excentrisk look.
Dette mere humoristiske design hittede i 10’ernes modebillede, hvor stilikoner som Zoë Kravitz og Hailey Bieber blev set tage skoen til sig.
Sågar rapperen A$ap Rocky kastede sin kærlighed på den pelsede loafer.
I dag fås loaferen i en lang række versioner med både chunky såler, farvet skind og som en slip-in sko uden hælkappe.
Helt centralt står dog stadig det oprindelige design, der i dag meget passende har fået produktnavnet ’Horsebit loafer 1953’.
Og listen af fans er fortsat lang med stilikoner som blandt andre Dakota Johnson og Katie Holmes, der ofte spottes i det populære fodtøj.
I år trådte en ny chefdesigner, Sabato de Sarno, til ved roret for Gucci. Og det har varslet nye (design)vinde fra hans forgænger, den maksimalistiske Alessandro Michele.
Man kan dermed også kun gisne, om den nytiltrådte chefdesigner vil videreføre traditionen om at gøre ‘Horsebit Loafer’ til sin egen med et signaturdesign.
Noget kunne måske tyde på det, hvis man skal følge hans arbejde på PR-siden. Kort efter hans ankomst i chefstolen, lancerede han nemlig – i anledning af skoens 70-års fødselsdag – en kampagne med den populære skuespiller Paul Mescal i front.
Kampagnen er allerede gået viralt og har fået internettet til at savle – både på grund af Mescal og af det eminente fodtøj, der bestemt ikke gør noget dårligt.
Dermed fastlås den 70-åriges loafers relevans endnu en gang og understreger, at en investering i den velbevandrede luksussko altid vil være en god idé.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.