De er kendt for deres ikoniske designduo, der har været i den danske modebranche i over 20 år
Kendall Jenner, Julia Fox, Michelle Obama, Justin Bieber.
Listen over kendte stjerner, der har forelsket sig i danske mærker som Ganni, Han Kjøbenhavn og Skall Studio er efterhånden lang – og den vokser kun.
For nu har den britiske skuespiller Millie Bobby Brown, der er kendt for roller som Eleven i serien ‘Stranger Things’ og Enola Holmes i Netflix-filmene af samme navn, ladet sig forføre af et dansk brand, som mange nok vil kunne genkende.
I en video for skuespillerens eget makeupbrand Florence by Mills er Millie Bobby Brown nemlig iført et matchende sæt fra Baum und Pferdgarten.
Her deler hun på vanlig lette og sjove facon ud af nogle af sine favoritkampagner for sit brand, mens hun sidder afslappet i et gråblåt silkesæt med striber af påsatte similisten fra det danske brand.
Baum und Pferdgarten blev startet i 1999 af designerne Rikke Baumgarten og Helle Hestehave, der mødte hinanden på Kolding Designskole og stadig sidder i spidsen for mærket i dag.
Og sættet skal nok blive populært blandt skuespillerens fans. For det er den perfekte kombination af afslappet loungewear med et luksuriøst tvist, der er ligeså perfekt til en fancy aften indendørs på sofaen som det er til en aften ude, hvor det nemt kan dresses op.
Derfor er det heller ikke underligt, at den gråblå version af sættet allerede er udsolgt. Heldigvis findes det dog også i en sort version, der er mindst lige så brugbart som Bobby Browns look.
Det er ikke første gang, at skuespilleren kaster sin kærlighed på et dansk brand. Tilbage i maj måned var hun også at finde i en sweatshirt fra det populære mærke Rotate. Det tyder altså på, at det særligt er behageligt, dansk loungewear, som fanger opmærksomheden for stjernen.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.