Vi har fundet frem til 12 af de skarpeste og mest spændende film, serier og dokumentarer, du skal streame i oktober.
Denne artikel blev første gang bragt på vielskerserier.dk
Oktober bugner af gode film, dokumentarer og serier. Så mange endda, at det har været noget af en kamp at udvælge det ypperste af det ypperste.
Halloween nærmer sig, så naturligvis er der lidt gys med i oversigten, men også drama, action og en god gedigen sexet thriller har fundet plads blandt de udvalgte.
Vi kommer heller ikke udenom tre danske serier, hvoraf to af dem er fortsættelser efter vellykkede første sæsoner.
For overskuelighedens skyld bliver titlerne præsenteret i den rækkefølge, de har premiere i løbet af måneden.
LOKI S2
På et tidspunkt, hvor Marvel-leden efterhånden har fået et solidt tag i de fleste, er der enkelte lyspunkter. Den charmerende antihelt Loki (Tom Hiddleston) har længe været en fanfavorit og med god grund.
Ikke alene er skuespilleren fremragende i rollen, men den spændende og tilpas kringlede historie i Disney+-serien Loki er herligt vanedannende.
Efter at have skabt multiverser i slutningen af forrige sæson skal halvguden sammen med makkeren Mobius (Owen Wilson) forsøge at stoppe en variant af den megalomanske tidsrejseskurk Kang (Jonathna Majors). Vi kan desuden forvente et gensyn med herlige Sylvie (Sophia Di Martino), en kvindelig Loki-variant, der tog både karaktererne i serien og fans med storm.
Loki sæson 2 kan ses fra 5. oktober på Disney+
LUPIN S3
Første del af fortællingen om den cool og charmerende mestertyv Assane Diop (Omar Sy) var noget af det mest veloplagte, Netflix bød på i 2021. Anden halvdel, som kom senere på året, var mildest sagt en undervældende omgang.
Derfor er det med forsigtig optimisme, at vi kan se frem til tredje omgang.
Omar Sy er seriens helt store trumfkort i hovedrollen. Han har mere karisma i sin lillefinger end resten af den franske befolkning tilsammen. Spørgsmålet er, om manuskriptforfatterne kan leve op til det fornemme niveau, de viste i første instans. Lykkes det, bliver Lupin oktober måneds uundgåelige.
Lupin sæson 3 kan ses fra 6. oktober på Netflix.
THE FALL OF THE HOUSE OF USHER
Mike Flanagan har været Netflix’ helt store helt, siden den psykologiske horrorfilm Gerald’s Game så dagens lys hos streamingtjenesten.
Siden da er serieguldklumperne kommet på rad og række: The Haunting of Hill House, The Haunting of Bly Manor, Midnight Mass og sidste års Midnight Club.
Samarbejdet sluttes nu med endnu en skræmmende omgang, nemlig The Fall of the House of Usher – på dansk Huset Ushers fald. Med inspiration fra forfatteren Edgar Allan Poes værker har Flanagan kreeret endnu et mesterværk, der kan bedst kan beskrives som en horrorversion af Succession.
The Fall of the House of Usher kan ses fra 12. oktober på Netflix.
CARMEN CURLERS S2
Sad du også klinet til skærmen og fulgte med i Axel (Morten Hee Andersen), Birthe (Maria Rossing) og Frans’ (Nicolai Jørgensen) bestræbelser på at gøre den titulære opfindelse til en verdenssucces for lige godt et år siden, er ventetiden heldigvis snart forbi.
Omdrejningspunktet i den nye sæson bliver arbejdspladsen på den nye fabrik, og hvordan alle de forskellige mennesker klarer omstillingen fra iværksættervirksomhed til stor forretning.
Sidste sæson tog serien som helhed – og især visse afsnit – publikum med storm, og det bliver spændende at se, om vi får endnu et enkeltstående afsnit a la det med Frans’ kærlighedsaffære i centrum, eller om hovedforfatter Mette Heeno har nye tricks oppe i ærmet.
Carmen Curlers sæson 2 kan ses fra 13. oktober på DRTV og fra 15. oktober DR.
FAIR PLAY
Hvordan lyder kombinationen af Succession og Bridgerton tilsat en solid dosis 1990’er-thriller-stemning?
For det er præcis, hvad man får med Fair Play. Phoebe Dynevor (Bridgerton) og Alden Ehrenreich spiller hovedrollerne som det nyforlovede par Emily og Luke.
De arbejder for det samme finansfirma og har holdt deres forhold skjult. Men da hun bliver forfremmet, vender det op og ned på deres tilværelse og den hidtidige dynamik, som har været i forholdet.
Jalousi, sex, had, kærlighed og ambitioner sætter scenen for en spændingsfyldt erotisk thriller, der allerede har høstet flere roser fra filmfestivaler rundt omkring i verden.
Fair Play kan ses fra 6. oktober på Netflix.
LESSONS IN CHEMISTRY
Med Brie Larson i hovedrollen og en af de mange fremragende manuskriptforfattere fra The Office som serieskaber, er det svært ikke at være spændt på Apple TV+-miniserien Lessons in Chemistry.
Larson spiller Elizabeth Zott, der i 1960’erne arbejder som videnskabskvinde i et laboratorie. Da hun bliver fyret, forholder hun sig køligt og finder en ny måde at formidle sin viden på: nemlig som vært på et madlavningsprogram for husmødre.
Serien er baseret på Bonnie Garmus’ populære bogforlæg fra 2022, og serieveteranen Lee Eisenberg har fået til opgave at skabe endnu en succes for streamingtjenesten med de bedste serier.
Lessons in Chemistry kan ses fra 13. oktober på Apple TV+.
PAIN HUSTLERS
Slugte du serierne Painkiller og Dopesick råt og har siden da hungret efter noget lignende, vil Pain Hustlers være lige præcis det, du har ledt efter.
Emily Blunt spiller den enlige mor og stripper Liza, der får tilbudt et job af medicinalsælgeren Pete (Chris Evans). Det bliver startskuddet til en rejse ind i en skummel industri, hvor pengene er mange og skruplerne meget små hos dem, der sælger smertemedicinen.
Harry Potter-instruktøren David Yates står bag kameraet på den fiktive fortælling, som dog er lavet med inspiration fra virkelige begivenheder.
Pain Hustlers kan ses fra 27. oktober på Netflix.
SALSA S2
Jonas Risvig har for længst slået sit navn fast som en af landets fremmeste formidlere af ungdomsserier. Drenge, Centrum, Grænser, og listen fortsætter, og han er samtidig i gang med indspilningerne til sin første spillefilm, Kontra.
Indtil den får premiere, får vi fornøjelse af anden sæson af megahittet Salsa.
Søskendeparret Uma (Safina Coster-Waldau) og Victoria (Filippa Navarana) er stadig hovedpersonerne i serien, hvor den fiktive datingapp Drift er et af omdrejningspunkterne i udforskningen af livet efter gymnasiet.
Det rodløse og ubekymrede stadie er måske knapt så tilforladeligt, som fordommene ellers kunne diktere, og tiden har det jo med ikke at stå stille. På et tidspunkt går det også videre, hvad end man er klar til det eller ej.
Salsa sæson 2 kan ses fra 27. oktober på DRTV.
THE PIGEON TUNNEL
Det er to store berømtheder involveret i Apple TV+-dokumentaren The Pigeoen Tunnel.
Først og fremmest er der hovedpersonen, forfatteren John le Carré, der med sit omfattende katalog af spionbøger, som bl.a. inkluderer Tinker Tailor Soldier Spy, The Constant Gardner og The Night Manager, der alle er blevet adapteret til succesfulde film og serier.
Men også instruktør Errol Morris er en notabilitet, når det kommer til filmhistorien. Hans dokumentarfilm The Thin Blue Line var banebrydende pga. dens teknikker, hvor især genskabelse af begivenheder er blevet en fast metodik især indenfor true crime-genren.
Dermed bliver dokumentaren obligatorisk streaming for både filmnørder og litteraturelskere.
The Pigeon Tunnel kan ses fra 20. oktober på Apple TV+.
OXEN
TV 2’s større satsning på dramafronten i efteråret kommer i form af thrillerserien Oxen, baseret på Jens Henrik Jensens bogserie af samme navn.
Omdrejningspunktet er den tidligere jægersoldat Niels Oxen (Jacob Lohman), der er blevet smidt ud af korpset på grund af en falsk anklage om narkobesiddelse. Desillusioneret melder han sig i første omgang ud af samfundet og bosætter sig i Rold Skov.
Men omstændigheder fører til Oxens tilbagekomst til omverden, og dermed krydser han veje bl.a. med PET-agenten Margrethe Franck (Josephine Park), spionchefen Frigg Mossmann (Ellen Hillingsøe) og forretningskvinden Kajsa Corfitzen (Birgitte Hjort Sørensen), og det er bestemt ikke alle, der er på hans side i jagten på retfærdighed.
Oxen kan ses fra 22. oktober på TV 2 Play og fra 29. oktober på TV 2.
THE GILDED AGE S2
En storladen omgang Downton Abbey i USA.
Så kort kan The Gilded Age opsummeres. For det handler om pomp og pragt samt intriger hos de rige i det bedre borgerskab og hverdagsbekymringerne hos tyendet, som skal servicere dem dag og nat.
Duellen mellem den nyrige Russell-familie og den gamle garde repræsenteret af Astor-klanen er en af mange konflikter, hvor de passiv-aggressive og spydige kommentarer fyger rundt i de luksuriøse omgivelser, så selv Maggie Smith (der spillede enkegrevinden i Downton Abbey) ville blive rundtosset.
The Gilded Age sæson 2 kan ses fra 30. oktober på HBO Max.
SPECIAL OPS: LIONESS
Guldgåsen hos SkyShowtime og deres amerikanske moderselskab Paramount+ er neowestern-guruen Taylor Sheridan.
Efter utallige Yellowstone-spin-offs og diverse krimiserier med varierende succes vender han nu næsen mod noget nyt og alligevel velkendt.
Special Ops: Lioness handler om en CIA-eliteenhed, som jagter og dræber den slags folk, man ikke kan komme til at få fat i på konventionel vis. Undercover-agenterne – de titulære løvinder – arbejder med livet som indsats, og til at våge over dem, er der Joe (Zoe Saldana) og hendes indsatsstyrke, der står klar til at rykke ind, hvis situationen kræver.
Den nyeste løve Cruz (Laysla De Oliviera) får til opgave at blive venner med datteren til en af de mest eftersøgte terrorister i verden. Men det er ikke bare lige sådan til og slet ikke, når det er ens første mission nogensinde. Nicole Kidman og Morgan Freeman medvirker også i den intense action-thrillerserie.
Special Ops kan ses fra 30. oktober på SkyShowtime.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.