Da personlig træner og stifter af træningsuniverset The Health Hub Sara Jin Smidt og Brand Manager hos T-3 Agency Søren Franck Foglmann blev gift i starten af september, var det ved et romantisk og afslappet landbryllup. Få alle detaljer om kjolen, festen og dagen her.
Hvordan og hvornår mødte dig og Søren hinanden?
“Vi mødte hinanden til en middag med nogle fælles bekendte tilbage i 2017. Vi var umiddelbart hinandens totale modsætninger. Søren var kendt for altid at feste på klubben, og jeg var kendt som en fitnesstosse. Men vi fandt hurtigt ud af, at vi i virkeligheden slet ikke var så forskellige, og at vi delte mange af de samme værdier og livssyn. Jeg havde da også selv mine fordomme og tænkte umiddelbart, at jeg skulle finde noget helt andet. Men Søren var meget målrettet og vedholdende. Han inviterede mig ud på date, hvor han bookede tre forskellige restauranter til vores første date. And the rest is history.
Han friede den 25. december 2020 på en mark ved vores sommerhus på Sjællands Odde. Der var kun os to. Og det var meget low key og helt perfekt. Ringen havde han selv designet med sin ven, der er guldsmed. Det er også ham, der har lavet vores vielsesringe.”
Hvor var din kjole fra, og havde du gjort dig nogle særlige tanker om den?
“Min kjole er lavet af brudekjoledesigner Rikke Hubert. Jeg har aldrig haft de store bryllupsdrømme, og det var derfor meget vigtigt for mig, at kjolen var simpel og afspejlede mig, så jeg ikke følte mig klædt ud i en andens prinsessedrøm.
Jeg elsker Rikkes smukke kjoler og designs, så jeg havde hele tiden tænkt, at det var hende, der skulle lave den, hvis den skulle syes fra bunden. Vi mødtes og tegnede på den sammen, og så lavede hun en prøve, som vi rettede en del i og sammen fandt frem til de smukke grafiske snit, som jeg synes gav kjolen en masse ekstra detaljer og det fineste snit. Jeg blev meget overrasket over, at jeg endte med at føle mig så godt tilpas i en ”rigtig” brudekjole.”
Hvor blev vielse og fest holdt henne?
“Vi blev viet i Dragsholm Slotskirke, hvor Søren har arbejdet som tjener, da han var yngre, da han er opvokset ikke så langt derfra. Derfor endte vi også med at blive viet af den præst, der konfirmerede ham i sin tid. Vi havde mange idéer til festen. Vi holdte festen i en gammel kornlade på Vognserup Gods tæt på Dragsholm. Det var det fineste sted, hvor der både var den smukke lade med træbjælker og det skønneste område udenfor med en lille sø foran laden. Og så var både kirke og fest relativt tæt på vores sommerhus på Sjællands Odde, som har en stor betydning for os.”
Hvad var vigtigt for jer i forbindelse med festen?
“Det var virkelig vigtigt for os, at det blev en sjov og afslappet fest – både for os selv, men også for vores venner. Det skulle gerne være simpelt, men lækkert. Vi var 106 i alt. Vi havde kun den allernærmeste familie med, ellers var det vores venner. Vi elsker begge bryllupper og har igennem vores seks år sammen været til over 20 bryllupper, og det er altid de bedste fester. Det er som om, at alle er lidt gladere, lidt mere festlige og gør sig lidt mere umage til et bryllup.
Vi havde allieret os med verdens dygtigste eventkoordinator, Frederikke Rubow, som vi har kendt i mange år, og som har afviklet alle slags fester og bryllupper. Hun var virkelig sej og tænkte over alle de ekstra små detaljer, som vi ikke nødvendigvis selv var opmærksomme på.
Vi blev viet allerede klokken 11, og så var der en kort reception med lidt salte snacks ude foran laden i skyggen for træerne. Vi ville gerne relativt hurtigt til bords, så vi holdt brylluppet som et sent frokostbryllup, hvor vi satte os til bords allerede klokken 15.
Da vejrudsigten spåede 29 grader og fuld sol på dagen, ringede Frederikke os op ugen op til brylluppet og spurgte, om vi ikke skulle flytte det hele udenfor. Så det endte med, at hun satte de to langborde op uden for laden foran den lille sø med en masse parasoller. Og det var fuldstændig magisk at sidde udenfor hele dagen.
Selve menuen bestod af fisk og grønt. Bryllupskagen fra Apotek 57 blev serveret som dessert, og så kunne vi danse brudevals inde i laden, hvor der var lavet dansegulv. Så startede festen allerede klokken 22, så der var ikke det der stress med, at vi skulle nå brudevalsen inden midnat.”
Gik alt efter planen på dagen?
“Det var, for vores vedkommende, den perfekte dag. Inden brylluppet var vi begge meget spændt på, om vi nu kunne være til stede og nyde dagen, som alle blev ved med at sige til os, at vi skulle. Men da dagen kom, var jeg faktisk overraskende rolig og fattet. Jeg tænkte, at det måske ændrede sig til vielsen, men selv om jeg blev meget rørt og bevæget, var det samtidig meget afslappet, og både Søren og jeg endte med virkelig at kunne læne os tilbage og nyde dagen, talerne, maden, vinen og festen.
Det skyldes også i høj grad, at vi havde allieret os med en masse virkelig tjekkede mennesker. Frederikke Rubow styrede hele afviklingen af brylluppet, så hun stod for at modtage alting op til brylluppet og var på location hele fredagen og sætte op. Vi var slet ikke derude, før vi selv ankom til festen, og da vi kørte hjem lørdag nat, stod hun og hendes personale for at pakke alt sammen. Det gjorde en kæmpe forskel.”
Er der et særligt øjeblik fra dagen, som står ekstra tydeligt for dig?
“Der er flere øjeblikke, som var helt specielle. Timerne op til vielsen sammen med min mor, vores datter Dagny og mine nærmeste veninder var helt specielt. Til vielsen i kirken havde vi vores datter på et år med, som jeg er så glad for, at vi havde med til den del af dagen. Og så sang vores gode ven Christoffer Berg også Kim Larsens ‘Papirsklip’ i kirken, som var meget smukt og intimt. Til selve frokosten var jeg meget rørt over, hvor umage alle havde gjort sig. Toastmasterne havde forberedt sig i ugevis, og der blev holdt de mest rørende og sjove taler. Og så var Sørens tale noget helt specielt.”
Hvad er dit bedste til andre kommende brude, som du selv gerne ville have vidst?
“Mit bedste råd er at alliere sig med dygtige mennesker, som du stoler på, så du kan uddelegere og nyde dagen. Og hvis I kan, så tag på bryllupsrejse dagen efter. Jeg synes selv, at det var lidt fjollet, men Søren insisterede, så dagen efter brylluppet vågnede vi op på Dragsholm Slot, spiste morgenmad med vores venner, kørte hjem og hentede Dagny og tog direkte i lufthavnen, hvor vi fløj til Nice og tjekkede ind på Ferme Le Pavillon. Det var den bedste beslutning. At lande på det helt fantastiske sted og så have en lille uge til at bare at være væk fra vasketøj og hverdag, hvor vi kunne lade det hele synke ind, var helt rigtigt set af Søren og et tip, som jeg klart vil give videre.”