Netflix' megahitserie nærmer sig sin afslutning. Og med den sidste sæson om det stormombruste britiske kongehus er vi nu nået til nutiden – men ikke alt er med i plottet.
Snart er det tid til at finde perlerne og earl grey-teen frem igen.
Til efteråret kan du nemlig glæde dig til et royalt gensyn med det britiske kongehus, når Netflix-serien ‘The Crown’ rammer streamingtjenesterne med sin sjette sæson.
Sæsonen bliver seriens sidste og kommer som kronen på værket på en historisk optrevling af hele Dronning Elizabeth d. 2’s regeringstid.
I den kommende sæson er vi nu nået til slutningen af 90’erne og start 00’erne. Og her er blandt andre Prins William og Harry er blevet voksne, mens Prins Charles endelig har fået sin Camilla Parker Bowles.
Som den altoverskyggende begivenhed i dette kapitel af historien, står dog den fatale bilulykke i 1997, der resulterede i Prinsesse Dianas alt for tidligere bortgang.
Og med især sidstnævnte in mente har rygterne længe svirret om, præcis hvordan produktionsholdet ville håndtere dette sårbare kapitel i kongehusets historie.
Netflix oplyser, at sæson 6 kommer i efteråret 2023, men har endnu ikke fastlagt en præcis dato. Ligeledes er der endnu ikke frigivet en trailer for sæsonen endnu.
Med et kig på tidligere sæsoners premieredatoer, kan vi dog spå, at sæsonen muligvis vil være tilgængelig i enten november eller december måned i år.
Indtil vi rammer premieredatoen har vi samlet alt, hvad vi ved, om den kommende sæson herunder.
Dianas tragiske ulykke bliver ikke vist
Prinsesse Diana bliver igen spillet af skuespiller Elizabeth Debicki, der også spillede den ikoniske prinsesse i sæson 5. Sæsonen sluttede i 1997, og her genoptager sæson 6 kort forinden prinsessens fatale bilulykke.
Som mange måske vil huske, så var bilulykken et resultat af prinsessens chauffør Henri Paul, der i forsøget på at slippe af med aggressive Paparrazzier, forulykkede under en bilbroen Pont D’Alma i centrum af Paris. Det kostede livet af både prinsesse Diana, hendes kæreste Dodi al-Fayed såvel som chaufføren selv.
Af respekt for både kongehuset men også den sorg, som Dianas død udløste verden over, vil ulykken dog ikke blive vist i sæsonen. Det oplyser Peter Morgan – skaberen bag serien – til mediet Deadline.
“Vi har længe frygtet at nå til dette punkt i historien, fordi det er så sårbart. Derfor har vi også udeladt selve ulykken, og viser kun scenerne op til; Dianas bil, der forlader The Ritz med paparazziene i hælene og det diplomatiske efterspil mellem Frankrig og Storbritannien,” siger Peter Morgen.
Sæsonen vil desuden vise Prins Charles ankomme til Paris for at flyve hjem med prinsesses Dianas kiste til London.
William og Kate fylder i plottet – Meghan Markle er ikke med
I sæson 6 møder vi en ung prins William, der som 15-årig sørger over det alt for tidlige tab af sin mor.
Ifølge holdet bag serien giver en stor del af sæsonen plads til Prins Williams møde med sin nu hustru prinsesses af Wales, Kate Middleton. Parret mødte hinanden som studerende på universitet St. Andrews i Skotland i 2001. Det er dermed disse tidlige år i parrets historie, som den snarlige sæson vil gengive.
En anden – og ikke mindre populær – kærlighedshistorie vi dog ikke vil se i sæson 6 er den mellem prins Harry og Meghan Markle. Parret mødte hinanden i 2016 og er som bekendt siden trådt ud af det britiske kongehus under stor mediebevågenhed.
Af samme årsag er deres historie heller ikke med i sæsonen, udtaler skaber Peter Morgan.
“Jeg er mest komfortabel med at skrive om begivenheder, der ligger i hvert fald 20 år tilbage. Harry og Meghan er stadig i midten af deres historie, og det er uklart, hvordan denne vil ende”, udtaler skaberen.
En anden romance, der dog får lov at fylde er den mellem kong Charles og hertuginde Camilla Parker Bowles, hvis bryllup også vil gengives i sæsonen. Her vil scenen gengive parrets intime borgerlige vielse i Windsor tilbage i 2005. Dette stod klart i et teaserpost, som Netflix lavede tidligere på året.
Nye skuespillere på rollelisten
En stor del af rollelisten fra seriens forrige sæson 5 vil gå igen i den sidste sæson.
Her vil vi se Imelda Staunton spille Dronning Elizabeth d. 2, Dominic West i rollen som Charles og Olivia Williams som Camilla Parker Bowles.
Som nye navne på rollelisten er dog rollerne til Prins William og Kate Middleton.
I rollen som William vil Rufus Kampa spille den 15-årige Prins William, mens den ældre rolle af prinsen spilles af Ed McVey.
I rollen som Kate Middleton ses skuespillerinden Meg Bellamy. Alle tre skuespillere er uprøvede i skuespilerhvervet og vil dermed få deres debut med den kommende sæson af ‘The Crown’.
Stillbilleder fra seriens scener med de nye skuespillere er allerede lækket, hvor vi ser Ed McVey og Meg Bellamy hånd i hånd som det royale par.
Netflix har endnu ikke oplyst, hvem der vil spille rollen som prins Harry i sæson 6.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.