Den oscarhædrede skuespiller er leveringsdygtig i altid at fange nuancerne i sine skuespilpræstationer. Men på den røde løber holder hun sit look i enkle sorte og hvide kreationer, der altid fremstår tidløse og aktuelle
Den oscarvindende skuespiller Julianne Moore har altid været garant for at mestre en bred palette af roller.
Hvad enten det er som demensramt familiemor i ’Still Alice’, progressiv forstadsfrue i 1950’ernes racesegrererede USA i ’Far from Heaven’ eller eklektisk rigmandsdatter i ’The Big Lebowski’ ja, så kan den hædrede skuespiller favne nuancerne i selv de mest komplekse roller.
Men lige så nuanceret den 62-åriges skuespilpræstationer altid er, fortæller hendes historie på den røde løber en mere afdæmpet – og ikke desto mindre stilsikker – historie.
Her er Julianne Moore kendt for at holde sig til parolen ’less is more’, når hun gennem årene har sat benene på den røde løber. I en ofte monokrom farvepalette af sort/hvid og elegante figursyede silhuetter demonstrerer skuespillerinden fint, hvordan man kan forblive tidløs.
Og med velvalgte festlige indslag som pailletter og fjer – der ifølge hendes mangeårige stylist Leslie Fremar er en evig favorit hos skuespilleren – viser Julianne Moore vejen for at forblive evig aktuel som både skuespiller og rød løber veteran.
Og beviser, at stilrene looks i alt fra skulpturelle Saint Laurent-kjoler til perlebesatte hvide Chanel-kreationer altid er en eminent løsning, hvis dine award-looks skal ældes med ynde selv længe efter fotografernes blitzlys er knipset.
Vi har her samlet de allerbedste af Julianne Moores looks gennem tiden.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.