Nu bliver det lidt nemmere at genskabe det kendte look - hvis altså bankbogen tillader det
Selvom Carrie Bradshaws bryllup med Mr. Big i ‘Sex and the City: The Movie’ fra 2008 endte med et knust hjerte og en aflyst ceremoni, er Carries bryllups-look alligevel blevet et af de mest mindeværdige fra filmens verden.
I hvert fald hvis du spørger en inkarneret SATC-fan, der med garanti har den helt særlige Vivienne Westwood-kreation fra husets AW07-kollektion permanent imprægneret i hukommenlsen og stadig husker scenen, hvor Carrie banker Mr. Big med sin buket i en dramatisk seance midt på gaden.
Og selvom kjolen uden tvivl står som en af frekvensens store hovedpersoner, var der alligevel en helt særlig detalje, der fuldendte det ikoniske look, og gjorde det til et autentisk Carrie Bradshaw-modeøjeblik – nemlig den blå fugl i håret som det perfekte piece de la resistance.
Var du også betaget af det unikke hårpynt, som Carrie genbrugte sammen med sin brudekjole i ‘And Just Like That’ som det perfekte look til den fiktive version af Met Gala, så kan det nu blive dit.
Fascinatoren, som den slags kombination af hat og hårpynt kaldes, er skabt af en rigtig, udstoppet fugl fra 1800-tallet og er nu kommet på auktion hos det verdensberømte autionshus Sotheby’s, der er kendt for netop at auktionere sjældne – og meget, meget dyre – ting som kunst, mode, møbler og andre kuriositeter.
Derfor kan du altså nu blive den heldige ejer af et stykke film- og modehistorie. Hvis altså du har minimum 40.000 dollars på kontoen, som svarer til godt 270.000 kroner. Det er nemlig her, buddene starter hos Sotheby’s, der har vurderet fuglen til at være mellem 275.000 og 480.000 kroner værd.
Den ydmyge pris afspejler fascinatorens status som mindeværdigt modeobjekt, så mon ikke den endelige pris bliver en del højere? Det er altså de færreste, der kan være med i kampen om fuglen, men man har vel at drømme.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.