Noah Umur Kanber skaber kunst, der er en afspejling hendes liv. Den kredser om kulturelle paralleller, observationer og følelsesmæssige traumer. Og når det gælder fremtiden, håber hun på, det bliver en menneskeret at være transperson.
Hvilke pronominer bruger du?
“Hun/hende/hendes. Og et godt råd: Spørg hellere en gang for meget end for lidt. Tidligere var jeg mere gender fluid – den ene dag ultra femme – den anden mere maskulin. Men dybest set har jeg altid vidst, at jeg havde det bedst i min femininitet. I dag har jeg taget springet – både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg venter stadig på, at systemet godkender min eksistens som transperson, og det er en meget langsommelig proces på Center for Kønsidentitet.”
“Når man – som jeg – er helt afklaret om, at det er min vej, er ventetiden vildt frustrerende. Det er forskruet, at staten skal vurdere, om min transkønnethed kan ’godkendes’ – jeg er 31 år! Jeg er jo sprunget ud som transkvinde, og det seneste år har jeg været nødt til at købe hormoner – under bordet. Og også selv betale for laserbehandling.”
Hvor er du vokset op?
“I Lystrup, Aarhus aka Gun City – og kendt som en gammel rockerby. Allerede som barn elskede jeg at klæde mig i kjoler og lege med piger, men derhjemme var det ikke velanset, at en dreng gik i tylskørt. Min morfar var imam, og alt handlede om ikke at kaste skam over familienavnet. Mine forældre ankom som flygtninge og blev skilt, da jeg var to år. Det hele blev så dysfunktionelt. Min mor var psykisk ustabil og kæmpede med at være alene med tre børn. Hun gjorde det så godt, hun kunne, men var også låst i det her tyrkiske, indskrænkede og strengt religiøse miljø. Hun blev senere udstødt af sin familie, da det kom frem, at hun havde haft et hemmeligt forhold til en kriminel mand, hvilket resulterede i, at mine brødre og jeg blev tvangsfjernet efter min mors selvmordsforsøg.”
“Jeg har boet på forskellige børne- og behandlingshjem igennem min opvækst. For nylig har jeg fået delvist aktindsigt – flere tusinde sider – og det er på én gang opklarende og hård læsning. En form for fucked up og forskruet landkort over mit tidlige liv.”
“Jeg var tretten år, da jeg sprang ud. Det kunne min mor og resten af familien ikke acceptere. Jeg måtte ikke bo hjemme, hvis ikke jeg ’rettede ind’. Jeg søgte kommunen om hjælp men blev mødt med en lukket dør. De første nætter sov jeg ved busstoppesteder, rundt omkring på sofaer, eller hvor det nu kunne lade sig gøre.”
“Jeg var tretten år, da jeg sprang ud. Det kunne min mor og resten af familien ikke acceptere. Jeg måtte ikke bo hjemme, hvis ikke jeg ’rettede ind’.”
“Jeg endte med at møde en, som også blev min kæreste, og jeg boede lidt i skjul hos ham, indtil jeg flyttede ind hos min veninde i hendes fars lejlighed. Det var en kæmpe hjælp, og jeg kunne færdiggøre folkeskolen og gymnasiet. Men takken skylder jeg nok min tidligere voksenven Morten, som hjalp mig med lektier. Jeg havde ikke gået i skole, før jeg kom i en normal folkeskole i 7. klasse og fattede ingenting. Han var tålmodig og tog sig tid til at få mig til at forstå 1+1=2 og alt det andet.”
Og du skiftede navn?
“Ja. I dag hedder jeg Noah. Det besluttede jeg som 16-årig. Noah er et smukt kønsneutralt navn. Men det var også fordi, jeg pænt sagt ikke kom forrest i køen, når jeg søgte jobs som Umur. En dag sendte jeg samme ansøgning til SuperBrugsen – bare underskrevet Noah. Denne gang fik jeg svar. Da jeg konfronterede dem med det, kom de med en forkølet undskyldning. ”Jeg tror ikke, at I er en arbejdsplads for mig,” svarede jeg. Aldi var langt mere imødekommende. Men det er jo også en underdog-kæde, ha ha.”
Hvornår kom du til København?
“I 2011 – og det var mind blowing. Selv om Aarhus bliver set som ’smilets by’, havde jeg ikke selv set så meget af det smil. Da jeg kom til København, oplevede jeg en meget større diversitet og accept inden for LGBTQ+-miljøet. Jeg havde aldrig før mødt så varmt og åbent et miljø.”
Kenneth Cockwhore var den første queer, jeg lærte at kende. Den første ikke-binære transperson. Jeg havde selvfølgelig set transpersoner før, men kun på tv. Her turde jeg tage det store spring og klæde mig, som jeg havde lyst til. Få lov til at være flydende … ja … bare eksistere, som den jeg er. Det var et legende, kreativt og politisk community.
“I dag er jeg slet ikke i tvivl om, at det var mødet med alle de her mennesker på min vej i forskellige miljøer, der gav mig mod og tro på at udtrykke mig kunstnerisk. Jeg anede ikke, der var noget, som hed Det Kongelige Kunstakademi før for fem år siden. At man overhovedet kan være så priviligeret at få en kunstnerisk uddannelse, der jo koster samfundet mange penge. Min tanke var egentlig, at jeg skulle arbejde med udsatte børn. Men her fandt jeg hurtigt ud af, at det område desværre fortsat er befolket af gammeldags ældre pædagoger, der har meget svært ved at acceptere queerness.”
“Her turde jeg tage det store spring og klæde mig, som jeg havde lyst til. Få lov til at være flydende … ja … bare eksistere, som den jeg er. Det var et legende, kreativt og politisk community.”
Hvordan er dit liv i dag?
“For to år siden blev jeg optaget på kunstakademiet i København, og selv om det er hårdt at vende tilbage på skolebænken efter ti år, så sætter jeg virkelig pris på skolelivet. Og at skabe noget, der er en afspejling af mit liv. Men det er også en kamp, for jeg kan godt føle mig som en fremmed fugl. Jeg er ikke intellektuel og kan ikke kunsthistorien udenad. Min kunst kredser om kulturelle paralleller, observationer og de følelsesmæssige traumer, jeg har haft igennem mit liv.”
“Lige nu er jeg optaget af en udgravning af et 12.000 år gammelt og monumentalt tempelanlæg i Tyrkiet. Göbekli Tepe er en helligdom beliggende på toppen af en bjergkam i det sydøstlige Anatolien. Her har arkæologer fundet søjler og indgraverede relieffer med mytologiske dyreskabninger, hovedløse menneskekroppe og ’ancient aliens’. Det er så vildt, at dette urhistoriske og navnløse folk har skabt så komplekst et bygningsarbejde med så mange historiefortællinger.”
“Jeg er nysgerrig på det levede liv, og det – tror og håber jeg – man kan mærke i min kunst. Er mit liv godt i dag? Ja, i forhold til hvad jeg kommer fra og har ofret. Men – som folk siger til mig: ”Du er jo stenbuk”. Når jeg sætter mig for at opnå et mål, opnår jeg det. Om så jeg skal vende hver eneste krone!”
Har din kønsidentitet påvirket den måde, du møder verden på?
“Jeg kan godt være usikker på at date som transkvinde, men det er også forståeligt, når ens krop ændrer sig, og det er en proces i sig selv. Derfor er det også ekstra svært at opleve, at fyre ’ser’ en som en fetich og ikke bare det menneske, man er. Det bliver det sjældent mere end to ryk og en aflevering. Men det er okay – for lige nu har jeg mere fokus på mig selv.”
Er der en person eller en oplevelse, der har inspireret dig?
“Jeg har siden min barndom været fascineret af den tyrkiske folkesangerinde og diva Bülent Ersoy. Hun er en af Tyrkiets største stjerner og transkvinde. Jeg hørte hendes sange igen og igen og elskede at se hende i fjernsynet. Desværre har hun udtalt sig homofobisk og transfobisk flere gange, men alligevel har hun stor betydning, fordi hun er én, jeg hemmeligt kunne spejle mig i som barn.”
Hvad læser, lytter, ser du for tiden?
“Musik, der passer til mit humør. Jeg er stor fan af klassisk musik, hvilket folk ikke rigtig forbinder mig med, men det kan få mig ned i gear og og slappe af, mens jeg arbejder. Ellers lytter jeg til alt fra old school R&B og til lidt hurtigere festmusik, som folk nok vil kalde Dak Dak musik. Men jeg vil gerne highlighte Saint Precious og BB BOï Boyfall. Jeg ser sjældent tv, men når jeg gør, så elsker jeg realityserier som ’The Real Housewives’ og ’TLC’. Og jeg må nok indrømme, at TV Avisen også kommer på banen.”
“Mangler LGBT+ Danmark ikke også mere diversitet i bestyrelsen – for eksempel en nonbinær eller transperson med minoritetsbaggrund?”
Hvilken betydning har Pride Parade for dig?
“Det er en fest for hr. og fru Danmark og en masse pinkwashing for virksomheder. Der er gode initiativer med talks, men det bliver jo skubbet i baggrunden og gemt væk til fordel for folkefesten. Mangler LGBT+ Danmark ikke også mere diversitet i bestyrelsen – for eksempel en nonbinær eller transperson med minoritetsbaggrund? I stedet er jeg med til den alternative Nørrebro Pride, der sætter BIPoC-personer i front. Den er i ånden, hvad en pride skal være; anti-kommerciel og aktivistisk. Og en pride, der er opstået på grund af folk som mig, der ikke føler sig set og repræsenteret i den ’officielle’.”
“Der har været debat om, at den udelukkede ’hvide’. Det er ikke korrekt. Den er for alle både hvide og ikke hvide. Men vælger man at deltage i denne festlige begivenhed, så er det også fordi, man er indforstået med at lægge sine privilegier som hvid person på hylden og komme og vise support og give plads til de brune og sorte. Til åbningsfesten blev der nægtet adgang til mange af mine hvide venner, og de var helt okay med det. Ville de gerne have festet med os? Ja, men de var forstående overfor, at festen prioriterede adgang for BIPoC-personer, før andre. Det er en dag hvert år. Og det er da okay, at marginaliserede personer har en fejring for dem selv. Man kan jo komme til alt andet end festen.”
Hvad gør du selv for at skabe inklusion og åbenhed?
“På kunstakademiet har jeg taget initiativ til at samle transpersoner og minoriteter og lave en fælles stor udstilling til ’Rundgang’. Det er godt at have et rum, hvor vi kan spejle hinanden og måske også skabe et sammenhold i disse royale rammer, som hurtigt kan dræne folk. Derudover laver jeg performance-bingo på Søpavillonen, i virksomheder og til private fester i hele landet. Det er en festlig måde at vise cis-personer, at sådan nogle som os er søde og ret sjove. Og bingo er jo sådan en borgerlig og populær underholdning. Derudover laver jeg, sammen med min momager AK og ven Ismar også kendt som Maja, en årlig støttekalender ’Maj og Maja kalender’, hvor pengene går til FSTB, foreningen for Støtte til Transkønnede Børn. Indtil videre har vi doneret 35.000 kroner. Den koster 300 kroner og er i et limited antal, som vi sælger på Instagram i december.””
“Pas på med forudindtagede holdninger. Transpersoner er ikke så farlige, som mange går rundt og tror.”
Hvad ville du ønske, alle der tilhører majoriteten vidste, så de blev bedre allierede?
“Gør plads til forskellighed. Det skal vi også i vores egne miljøer: Er du mand nok? Trans nok? Lesbisk nok? Stop med at vurdere hinanden på den måde. Det splitter.”
Hvad drømmer du om for fremtiden?
“At det bliver en menneskeret at være transperson. Et godt og stabilt liv er også et stort ønske, samt at min kunst får lov til at flytte ind i folks hjem.”
Hvilke råd vil du give andre?
“Pas på med forudindtagede holdninger. Transpersoner er ikke så farlige, som mange går rundt og tror.”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
