ELLE har i anledning af sommeren spurgt en række danskere, hvordan de skal bruge de solrige timer og om at se tilbage på året indtil nu. Her er det musiker Marie-Louise Pierini Lüder med kunstnernavnet MALU.
Hvad skal du lave i sommerferien?
”Jeg holder altid sommerferie på Korsika, hvor min mors side af familien er fra. Min morfar voksede op i en lille bjerglandsby på nordsiden af øen, og hvert år mødes vi; fætre, kusiner, tanter og onkler og bruger sommeren sammen. Vores hus er altid åbent for venner, så selv om en måned lyder som lang tid, så flyver tiden altid forbi. Jeg skal ikke spille flere festivaler før august, så i år skal jeg bare helt ned i gear, spise min fars grillmad, bade og være sammen med min familie.”
Hvad læser/lytter/ser du denne sommer?
”Denne sommer lytter jeg til Olivia Deans nye album, som lige er udkommet, og som jeg tålmodigt har ventet på. Og så har jeg været forelsket i Loyle Carner siden hans koncert på Roskilde i år, så ham har jeg også på repeat for tiden.”
”Normalt er jeg en ægte fantasy-pige, men lige nu læser jeg faktisk fagbogen ‘Invisible Women’ af Caroline Criado Perez. Derhjemme er jeg ikke bleg for at sætte en serie på (og helst en jeg allerede kender og ved hvordan ender), når jeg spiser aftensmad alene, eller hvis det regner udenfor. Men her på Korsika vil jeg hellere spille kort, drikke vin og snakke eller læse en god bog om aftenen.”
Hvad har været årets højdepunkt for dig indtil videre?
”Indtil videre må årets højdepunkt være, da jeg spillede VEGA og SPOT Festival med mit band, eller da min single ‘No Hearts’ ramte en million streams på Spotify. Det er en kæmpe milepæl for mig som uafhængig artist, og jeg er så mega glad og stolt. Men året er jo langt fra slut, og jeg håber på mange flere højdepunkter til listen før vi rammer nytår.”
Om Marie-Louise Pierini Lüders
- Udgav sin første EP ‘Evergreen’ i 2022
- Optræder under kunstnernavnet MALU
- Kan opleves i Lille Vega den 17. november
Vi er halvvejs gennem 2023. Hvad håber du for resten af året?
”Jeg har en del rejser planlagt i de kommende måneder. Jeg skal til Stockholm og London for at skrive sange og til Tanzania det meste af september, hvor jeg laver frivilligt arbejde. Så jeg håber, jeg møder en masse spændende nye mennesker og lærer mere om verdenen og mig selv – sådan udvikler jeg mig også meget som sangskriver og artist (og menneske). Men det jeg glæder mig mest til, er at spille headliner på Lille VEGA d. 17. november. Jeg går allerede nu og planlægger showet i mit hoved, så jeg håber (og tror på), at det bliver en helt magisk aften.”
Færdiggør sætningen: En god sommer for mig er …
”…lang – så man kan komme helt ned i gear og kan give sig selv lov til ikke at huske, hvad dag det er. En god sommer for mig er også tid til at læse, sove længe, lave ingenting og give min krop og hjerne ro.”
Hvordan kobler du allerbedst fra?
”Jeg har altid været et tryghedsmenneske, som troede, jeg koblede bedst fra i selskab med andre. Jeg har faktisk aldrig rigtigt kunnet lide at være alene. Men da jeg fik corona under lockdown, var jeg nødt til at tage alene i isolation i et sommerhus i otte dage. Og selvom det var forfærdeligt at være syg, så fandt jeg alligevel glæden ved mit eget selskab. Så nu tager jeg gerne alene op i mine forældres sommerhus i Lynæs, med min hund, mindst én gang om måneden – når jeg har brug for at koble fra eller fokusere på min sangskrivning.”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.